Copenhell 2018: Helvede frøs til is

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6b/a9/72/-R7A5251-copy-91-1529967658.jpg
22. Juni 2018    

Islandske Auðns nordiske black metal forvandlede en lun, solrig og middelmådig eftermiddag til en iskold, atmosfærisk og storslået oplevelse.

Kunstner
Dato
22-06-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
4

Hades’ kulsorte skygge lå tungt foran pitten, da fire velklædte herrer trådte på scenen. Nordiske black metal-toner begyndte at sprede sig over pladsen til et afventende publikum, der var stået tidligt op for at opleve de tidligere vindere af Wacken Metal Battle Island.

Og netop bandets succes i Metal Battle var ikke til at tage fejl af, for koncerten emmede af finpudsede detaljer og et helstøbt koncept.

Efter en velspillet atmosfærisk intro trådte bandets frontfigur Hjalti Sveinsson på scenen for for alvor at skyde showet i gang. Koncerten havde hele vejen igennem et afdæmpet lysshow i kølige nuancer, der blev akkompagneret af momentane røgskyer. Sammen med Auðns atmosfæriske og kolde musikalske univers blev det til en helstøbt oplevelse, der forvandlede Copenhells støvede betonomgivelser til smukke, men rå islandske landskaber.

Illusionen blev dog ofte afbrudt af en svingende lydkvalitet, hvor bas og trommer til tider var svært dominerende, da de melodiøse elementer blev blæst væk af vind og vejr. Har man i forvejen lyttet til bandets musik, og særligt den seneste udgivelse ‘Farvegir fyrndar’, ved man, at dens skrøbelige udtryk ikke kan tåle megen forstyrrelse for at miste sig selv.

Alligevel lykkedes det for Auðn, da deres indlevelse var så intens, at den smittede af på publikum og erstattede de manglende musikalske elementer. Særligt guitaristerne Andri Björn Birgisson og Aðalsteinn Magnússon gjorde sig bemærkede med deres udadvendte og medrivende optræden, der var med til at give koncerten dynamik.

Og jo mere koncerten skred frem, jo mere intenst blev showet for alle parter. En velstruktureret sætliste gav en (ofte tiltrængt) afveksling, som smittede af på bandets sceneshow, der også fik mere dybde og tyngde. Medlemmernes tilstedeværelse på scenen var tydelig, de var opslugte, og det samme var publikum: Auðn fik de mange rækker, der efterhånden havde dannet sig foran Hades, til at rokke frem og tilbage i takt med den iskolde islandske black metal i en trancelignende tilstand.

Auðn sluttede således på toppen, hvor de efterlod en hungrende masse bag sig.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her