Copenhell 2018: Træt og kedeligt hovednavn
Populær
Uengageret optræden fra Avenged Sevenfold, hvor leadguitarist Brian Elwin Haner Jr. stjal billedet foran en træt og ligegyldig forsanger, der sparede både stemme og energi.
2. Afterlife
3. Hail to the King
4. Welcome to the Family
5. God Damn
6. Buried Alive
7. So Far Away
8. Nightmare
9. Bat Country
10. Shepherd of Fire
11. Unholy Confessions
Avenged Sevenfold skulle være hovednavnet, der reddede torsdagens program på Copenhell 2018, men de smed alt andet end redningskranse ud til publikum. Tværtimod blev det en træt omgang i de 65 minutter, de stod på scenen og spillede sig rutineret gennem koncerten.
Forsanger Matthew Sanders kastede nemlig kun omkring sig med typisk amerikansk lir og kvalmende klicheer. Både i og mellem numrene. Kun reddet af leadguitarist Brian Elwin Haner Jr., der ganske fortrinligt leverede den ene knivskarpe solo efter den anden samt akustiske mellemstykker. Han kan sit kram.
Forsangeren og resten af bandet virkede dog til at ville være alle andre steder end på Refshaleøen, selvom manden med mikrofonen naturligvis troskyldigt hævdede det modsatte.
Starten af koncerten var kedelig, og det blev kun værre. De beklagede naturligvis den manglende pyroteknik, som skyldtes afbrændingsforbuddet på grund af tørken i maj og starten af juni her i Danmark. At de så mente, Helvede ville fryse over, og at Avenged Sevenfold nok skulle få det tøet op igen, blev så aftenens største oversalg, siden konferencieren på Pandæmonium troede, han kunne få Zeal and Ardor tilbage på scenen til ekstranumre bare ved at hidse publikum op. Ingen af delene skete.
Til 'God Damn' havde Avenged Sevenfold allieret sig med fin grafik på skærmene, og der var øjne på stilke. Det var lige før, man burde have udleveret tændstikker til publikums øjne, for udgaven af sangen var frarøvet ethvert liv, og det blev kun værre med 'Buried Alive', der som sjæler trak det sidste tempo ud af publikum.
Hyldesten til afdøde James Owen Sullivan, bandets tidligere trommeslager, der døde i 2009, var naturligvis oprigtig og dybfølt, men det reddede desværre ikke det sidste af koncerten. Godt nok kom der lidt gang i folk til afslutningssangen 'Unholy Confessions', men det var for lidt og for sent. Forsangeren havde kørt den på autopilot hele aftenen og sparet både stemme og energi, og det kostede det, der kunne være blevet en god torsdag aften.
Det blev omtrent så medrivende som en oplæsning af en ugegammel Børsen på et tilfældigt provinsielt bibliotek en onsdag formiddag.
Leadguitaristen skal dog have lidt anerkendelse for trods alt at gøre en indsats ved at spille virkelig godt.