Copenhell ‘17: Helvedes liturgi
Populær
Batushkas første besøg i Danmark var en succes – og en tiltrængt koncert, der sikrede Copenhell noget af den manglende anerkendelse i metalundergrunden.
2. Yekteniya II: Blagosloveniye
3. Yekteniya III: Premudrost'
4. Yekteniya IV: Milost'
5. Yekteniya V: Svyatyy Vkhod
6. Yekteniya VI: Upovane
7. Yekteniya VII: Istina
8. Yekteniya VIII: Spaseniye
En bedre afslutningskoncert kunne næppe findes. Da Batushka lukkede andendagen af Copenhell af, var det med en hyldest til det æstetisk og musikalsk mørke og dystre, der efterhånden kun er at finde i undergrunden. Og lige præcis det aspekt af metallen var en gigantisk mangelvare på årets betonfestival, der netop af den årsag havde modtaget megen kritik.
Men uanset hvad man mener om Copenhell og musikprogrammet, så er Batushka en af de større scoops, festivalen har gjort sig de seneste år. Det russisksyngende polske band, der blander black- og doomelementer og bruger religiøse temaer lyrisk og, især, æstetisk, har de seneste to år fået en del opmærksomhed, særligt grundet deres religiøse image og hemmelige identiteter – med andre ord en “trve” udgave af de svenske heavypoppere Ghost. Nå ja, og så er Batushkas debutplade ‘Litourgiya’ stærkt anmelderrost.
Og til stor glæde for samtlige Batushka-fans, der var samlet foran Pandæmonium en time over midnat, var det netop ‘Litourgiya’, bandet fremførte i dens fulde længde.
Efter at konferencier Carsten Holm fra P6 BEAT og en roadie forgæves forsøgte at tænde alle de mange stearinlys, der blot skulle være en detalje i det allerede stærkt pyntede sceneshow, gik det otte mand høje liveorkester på scenen; guitarist, multiinstrumentalist og hjernen bag projektet, Христофор (Kristoffer), forsanger Варфоломей (Bartholomæus) og trommeslager Мартин (Martin), der udgør de faste studiemedlemmer, og som derfor også stod i fokus, samt tre korvokalister, en bassist og en guitarist, der ud fra spillestilen at dømme sagtens kunne være fra det australske ekstremmetalband Portal. Rygterne går trods alt på, at alle medlemmer af Batushka er medlemmer af andre velkendte metalbands.
Det kan i høj grad mærkes, for koncerten var ganske veludført. Meget af bandets succes skyldes deres gennemførte visuelle udtryk, der naturligvis var med til at løfte koncerten op på et højere niveau og føre publikum ind i et altopslugende ortodokst univers. Men æstetikken var blot kirsebærret på toppen.
Med deres 8-strengede guitar og trestemmigt kor leverede bandet musikalsk perfektion med både dybde og melodi. Ikke på et eneste øjeblik var kendere i tvivl om, hvilken ‘Yekteniya’-sang de spillede; efter publikums enorme begejstring over endelig at kunne se de nye undergrundsstjerner, kaldt introen med sine klokker ind til messe, som straks ledte tankerne til et røgelsesfuldt, trangt og mørkt religiøst kirkerum, der således satte stemningen for resten af koncerten. De faststående kutteklædte skikkelser omringet af røg førte os alle direkte ind i helvedet. For det, som Batushka mestrer, er at gøre det ortodokse univers så intenst og ekstrem, at den bliver kuldegysende og mere dyster end rendyrket satanisk musik. De mestrer det ekstreme, og idiomet “djævlen ligger i detaljen” har vist aldrig været mere passende.
Et andet bemærkelsesværdig element af koncerten er, hvordan forsanger Bartholomæus altid sørgede for at holde publikum underholdt uden nogensinde at falde ud af karakter. Røgelseskaret blev svinget under flere instrumentale passager, kraniet på hans alter blev løftet op, rørt ved og nærstuderet i et Attila Csihar-inspireret "ritual", og et ikonmaleri af Jomfru Maria, der holder en spæd Jesus, som er brugt som cover på ‘Litourgiya’, blev taget op og gik på omgang for at modtage velsignelse fra publikum og de øvrige bandmedlemmer – det er derfor ikke overraskende, at bandet er bandlyst både fra Rusland og Hviderusland, hvor ortodoksien har sit højsæde, for Batushka har blasfemien i deres hule hånd.
Publikum kunne sagtens have håndteret en helnatsmesse, men måtte desværre nøjes med små 50 minutters ritual. Der er heller ikke andet at gøre, når bandet ikke har mere materiale – de har trods alt kun eksisteret i to år – og selvom koncertens korte varighed selvfølgelig var ærgerlig, var den samtidig med til at intensivere oplevelsen. Det få hardcore gæster, der vidste bedre end resten af festivalpublikummet og valgte at få sig en musikalsk oplevelse fremfor at drikke hjernecellerne væk i Biergarten, emmede af taknemmelighed over endelig at have set Batushka live.