RF'14: Befriende naturligt Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/90/c3/5a/ra-jacobdinesen-01072014-E2P9626-77-1404305691.jpg
02. Juli 2014    

Det psych-punkede Malmö-band RA leverede tirsdag under warm-up-dagene en koncert, der var så naturligt spillet, at det både var ømt og godt. 

Kunstner
Dato
01-07-2014
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Malmö-bandet RA bevæger sig musikalsk set et sted mellem det punkede og det psychede, og trækker lige så meget på Bauhaus, Joy Division og tilmed Iceage, som de trækker på The Black Angels og Wooden Shjips. Musikken er muligvis ikke den mest originale, men i live-regi har de fire unge fyre, der udgør bandet, heldigvis meget andet at byde ind med, ikke mindst i form af et let og upåtaget gå-på-mod. Da de tidligt tirsdag aften besøgte Roskildes Rising-scene, tilføjede de netop deres retro-sultne, gråtonede, indadvendte rytmer en naturlig og derfor imødekommende personlighed, der gjorde, at man kort sagt troede på, at her er et band, der kan leve op til Risings dagsorden om morgendagens what-not.

RA er ikke fremmede for det københavnske koncertpublikum. Så sent som tilbage i april spillede de på den første udgave af Copenhagen Psych Fest på Stengade, ligesom de for en måned siden var ét af flere navne på plakaten, da det svenske koncertsted Inkonst og Amager-spillestedet Beta sammen arrangerede en Øresundsfestival, der blev afholdt i Malmö. Tidligere har RA desuden spillet på både Christianias Jazzhouse og Drone på Nørrebro.

Trommer vs. vokal

Som nævnt har RA lyttet til Iceage, og de har især lyttet til Elias Rønnefelts revolterende og i øvrigt forbløffende indpisker-vokal, hvis evne til at blande det opgivende med et eksistentielt oprør, RAs Simon Minó kunne tænkes at være blevet inspireret af. I live-regi deler Minó i hvert fald mange af Rønnefelts karakteristika. Udover at han synger, spiller Minó også trommer i RA, og dette lidt atypiske overlap af roller i bandet, bidrager med noget særligt til deres lyd. Det tilføjer musikken noget særegent, at han skal spille trommer og synge samtidig. Minós overlagt stagnerende psych-trommespil får en kant af noget oprigtigt skramlet, når han skal synge, samtidig med at han også skal koncentrere sig om selve fundamentet i de respektive sange i kraft af sit let famlende virke som trommeslager. Det er et overlap af roller, der fører noget befriende usikkert og ufuldendt med sig, hvilket får sit eget liv.

Trioen i front

I front af bandet har vi en trio bestående af henholdsvis Felix Mårtensson og Martin Nilsson på hver sin guitar samt Erik Blondell på bas. Igen, det er muligvis ikke musikalsk originalitet, der først slår én i mødet med RA, men de fire gutter er alligevel noget særligt og unikt på så mange andre punkter. Tag eksempelvis bandets interne, spilopperende kemi, der både indbyder til melankoli, smil og eftertænksomhed, og som derfor også indbyder til noget så sjældent i koncert-regi som til respekt. Kemien, der er RA, er helt deres egen, og som publikummer var man kun glad for, den smittede. Denne kemi formidler RA til publikum – i øvrigt uden selv at skænke det en tanke, er jeg sikker på – på en måde, der gør, at man ikke ét eneste sekund er i tvivl om, at vi her har et band, der spiller det, de gør, udelukkende fordi, de må. Der er kort sagt noget oprigtigt og naturligt over RA, der gør hele forskellen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil