En storslået hyldest til Satan Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/90/71/f8/-E2P5357-5-1454328974.jpg
01. Februar 2016    

En fandenivoldsk duo og svenske legender åbnede fredagens brag med stil. Desværre stod ikoniske Abbath ikke helt distancen på egne ben, men Behemoth skuffede ikke med verdenspremieren på 'The Satanist' fremført i sin helhed.

Kunstner
Titel
+ Abbath + Inquisition + Entombed A.D.
Spillested
Dato
29-01-2016
Distributør
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Det var en magisk aften. På en kold vinterdag for to år siden i Amager Bio. Behemoth krævede tronen med en sort messe i særklasse. Erobringen var uden sidestykke. Ført an af Adam ”Nergal” Darsk, der i årene inden var undsluppet leukæmiens lænker. Fra en fod i graven til en aura af uovervindelighed.

Viljestyrken fulgte med i musikken. Det samme gjorde hadet til den katolske kirkes dominans i hjemlandet Polen. ’The Satanist’ naglede sig med det samme fast som en milepæl i den ekstremes metals historie. Stort set alle klodens metalmedier kårede udgivelsen som 2014s bedste. Ikke et sekund er overflødigt på pladens ni numre. Visuelt fulgte det overlegne udtryk med. Fra musikvideoerne til koncerterne – triumfen på den kolde dag på Amager for to år siden vil for evigt stå i erindringen. Formatet var desværre fraværende i både blæst og dagslys, da de få måneder senere stod på Copenhell.

Men fredag aften var Behemoth så tilbage indendørs. Endda med en regulær verdenspremiere på den første fremføring af ’The Satanist’ i sin helhed.

Fremragende og fandenivoldsk duo

Men før vi kom så langt, var der dømt deja-vu med begivenhedens første supportnavn. Inquisition havde igen fået æren – som sanger og growler Jason ”Dagon” Weirbach selv formulerede det fra scenen – af at opkvikke publikum i det udsolgte Amager Bio.

Nok var der ikke så mange i salen, men de fornuftige mennesker, der var troppet op klokken 19, fik fuld pondus for pengene. Gulvet skælvede fra det øjeblik, den sublime ’ Force of the Floating Tomb’ åbnede med et fandenivoldsk tempo. Næppe mange andre kan stå som en duo på scenen og levere så megen lyd og energi, som Weirbach og trommeslager Thomas ”Incubus” Stevens formår. Kampuniformen med corpse paint, støvler, læderbukser og sataniske ornamenter om halsen føjer kun en autentisk aura til oplevelsen.

Inquisitions force er sansen for sangskrivningen, hvor de to herrer ikke kun blæser buldrende igennem. Som i de skæve riff i åbningsnummerets mellemstykke veksler udtrykket i Inquisitions musik gerne mellem de tunge stykker i midttempo og black metal-genrens hurtige, kendetegnende fart. Virkningen giver en helt hypnotiserende effekt i kongenummeret ’Master of the Cosmological Black Cauldron’, der stod som højdepunktet i den halve time, duoen havde at gøre ondt med, før de lukkede af med en rasende sublim ’Infinite Interstellar Genocide’. Årets hidtil sorteste aften kunne næppe have budt på en bedre begyndelse.

Svensk og festlig død

Fra den ene yderlighed til den anden overtog Entombed A.D. efter 15 minutters sceneskift. Sidst i februar er svenskerne aktuelle med ’Dead Dawn’, der er den anden udgivelse under det nye bandband, som frontmand L.G. Petrov forsatte under, da der gik juridisk hårdknude i den med de gamle medlemmer om retten til brug af bandets navn. Dramaet ændrer dog ikke på, at konstellationen, der spiller under navnet Entombed A.D., holder sansen intakt for at lave groovy dødsmetal.

Nuvel, der er langt til lyden af de pionerplader, stockholmerne skabte i 1990 og en årrække frem, men ’Dead Dawn’ er ganske glimrende, kan undertegnede da godt afsløre. Pladens åbner ’Midas in Reverse’ lagde også det festlige fundament som koncertens første nummer, efter den energiske kvintet kom ind med bajere i hænderne og indtog Amager Bio. Fra nyt til klassisk kom ’Stranger Aeons’ fra genistregen ’Clandestine’, der satte aftenens første moshpit i gang.

Hvis man groft skal dele heavy metal op i to kategorier, findes der de seriøse bands, hvor grænsen til ikke at kamme over i det selvhøjtidelige er en hårfin balance. I den modsatte ende finder vi de bands, for hvem heavy metal er good times, men hvor grænsen til platte nemt overskrides.

Entombed A.D. holder sig på den rette side af det tumpede udtryks hegn. Svenskerne kan bære det med tilforladelig charme, når den gode Petrov lader dåseøllet sprøjte ud over ansigtet og den tynde hårpragt. Sådan stod det på igennem små tre kvarter i underholdende selskab med et af dødsmetallens mest betydningsfulde navne, der naturligvis lukkede festen af med netop de skæringer, der cementerede deres status i kapitlet om dødsmetal.

’Wolverine Blues’ og ’Left Hand Path’ gik rent ind på gæsterne, der kvitterede med fællesskrål og knyttede nævner. Hvis Entombed A.D. på papiret fremstod som et malplaceret indslag i en aften i den sorte genres tegn, så var koncerten i stedet det omvendte som en frisk afstikker i resten af programmet.

Ikonet løftede ikke arven

Hvis der én person i den hårde musiks univers, man absolut heller ikke kan omtale som selvhøjtidelig, så er det den elskværdige Olve ”Abbath” Eikemo. Den 42-årige nordmand er blandt black metallens største ikoner. Men der er utvivlsomt delte meninger om, hvilke side han netop er på af det tumpede udtryks hegn.

Hvis en skikkelse i black metallens univers skulle gå Ozzy Osbourne og Dave Mustaine i bedene, så er Abbath den oplagte karakter til få sit eget realityshow. Fra de bizarre billeder med hotdogs i munden og kage i fjæset over hans angiveligt ustabile forhold til alkohol til retssagerne med den gamle blodbror og svoger Harald ”Demonaz” Nævdal om retten til at anvende Immortals navn. Sidstnævnte tabte han, og ret så overraskende er Demonaz og trommeslageren  Reidar ”Horgh” Horghagen er på vej med en ny konstellation af Immortal. Besynderligt nok, da Demonaz efter en skade i armen måtte droppe guitaren i kølvandet på udgivelsen af 1997s ’Blizzard Beasts’ og siden har været med på sidelinjen som tekstforfatter og manager.

Demonaz’ ufrivillige exit som aktiv musiker og komponist betød, at multiinstrumentalisten Abbath skiftede bassen ud med guitaren og overtog ansvaret for Immortals udtryk fra 1999s ’At the the Heart of the Winter’. Stilistisk tog Abbath Immortal i en anderledes retning med en catcy tilgang i en fusion af black metal og riffs fra thrash metallen. Som de øvrige norske pionerbands var æraen med de primitive produktioner, der gav genren sin særlige lyd, et overstået kapitel. Abbath skabte lyden af stadion-black metal, som trioen også havde format til at løfte foran det helt store publikum – har man oplevet dem på Roskilde Festival, Tysklands Wacken Open Air eller ved den suveræne koncert på Copenhell i 2012, er man næppe i tvivl.

I eget navn har Abbath kun en håndfuld koncerter på bagen, og den selvbetitlede debutplade udkom i forrige uge. Musikken er lyden af en mand i kreativt underskud, og det kom også til udtryk under koncerten. Tag nu ’Ashes of the Damned’, der starter med et rent guitarintro, der er planket fra ’ Throned by Blackstorms’ fra Immortals 1995-plade ’Battles in the North’. Sådan finder man flere passager og riff fra fortidens bedrifter, der generelt gør debutpladen til et blodfattigt deja-vu. 

Det nye materiale virkede netop heller ikke overbevisende i Amager Bio. Derimod lignede Abbath først én, der virkelig følte sig hjemme på scenen, da Immortals to ny-klassikere ’Tyrants’ og ’One By One’ blev skudt af efter en halv times tid. Her tog fanden virkelig ved frontmanden, så musikken kom som en aggressiv snestorm fra Blashyrkh i hovedet på publikum.

Det løftede oplevelsen, hvor den nye sang ’Count the Dead’ bagefter, trods alt, også beviste, at Abbath stadig har formatet i sig – et pokkers fedt nummer. Karrierens første bedrifter fra især milepælen ’Pure Holocaust’ fik vi intet fra. Om der er en juridisk twist med Demonaz om retten til det tidligste materiale, eller om Abbath bevidst vælger at undlade det, står hen i det uvisse. Selvom ’Blizzard Beasts’ ’Nebular Ravens Winter’ på sætlisten kunne indikere, at svaret er det sidste og ikke det første.

All Shall Fall’ lukkede da også showet, der trods en sidste god halv time ikke ændrede på oplevelsen af et miskmask af fortid og nutid, der ikke fungerende optimalt for den gæve nordmand.

Storslået rituel verdenspremiere

At Behemoth ikke ville være i stand til at levere andet end storhed, var der næppe tvivl om. Spørgsmålet var mere, hvor stor en oplevelse verdenspremieren på ’The Satanist’ ville være i sin helhed. Med storskærme og gangbare forhøjninger var der visuelt ikke ingen tvivl om ambitionerne. At de var store, understregede polakkerne fra første færd, da ’Blow Your Trumpets Gabriel’ i en majestætisk udgave åbnede showet.

Formatet var der. Kvartetten satte ikke en finger forkert på instrumenterne. På skærmene kørte der sort-hvide optagelser af rituelle seancer med nøgne damer og pentagrammer i en okkult stil inspireret af tysk filmekspressionisme fra 1920’erne. Bag sit alter i form af det vanlige og særlige mikrofonstativ formet som et stort pentagram tog Nergal overbevisende rollen på sig som den diabolske shaman, der guidede disciplene i salen gennem det sanselige ritual.

Til lyden af katolsk kormessen kom han ind med røgfyldt kedel i hånden og satte ’Messe Noire’ i gang og skreg tekstens første strofe ’I Believe in Satan’ ud med sine lungers fulde kraft, så djævledyrkelsen sikkert gav et ekko ud over hele Amager. Flammer stod op fra scenekanten, da pladens bedste, ’Ora Pro Nobis Lucifer’, kom med Behemoths overlegne styrke, der fortsatte over i ’Amen’, som publikum blev de første i verden til at opleve blive spillet live.

Den intense power fortsatte over i titelnummeret til den spirituelle hymne, ’O Father O Satan O Sun!’, der satte punktum for en historisk første opførelse af polakkernes mesterværk. Leveret med en overlegenhed, der ikke kom mindre til udtryk i de fire afsluttende bonusnumre. Fra den forrygende og rå sjældenhed ’Pure Evil and Hate’ til klassikeren ’Chant for Eschaton 2000’, der rundede nok en sublim indsats af fra de polske mastodonter.

”De ejer den scene,” som sidemanden sagde. Det gør Behemoth indiskutabelt. De dominerer med en beundringsværdig professionalisme. Man kunne næppe forlange mere. Men når den sjældne og deciderede magiske åbenbaring aldrig udfoldede sig, skyldes det så, at Behemoth i virkeligheden er gået hen og blevet for professionelle?

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her