Glimrende tourstart for østrigsk dæmon
Knusende østrigsk sortmalet dødsmetal indtog Pumpehuset med knogler og lækker lyd, da Belphegor lagde vejen forbi hovedstaden. Et større følge af opvarmningsbands var også med.
Er der mon nogen, der helt oprigtigt savner de der lidt for store dødsmetaltours, hvor man måske fik "value for money" i form af 6-8 bands på en aften, men måske også kørte død et eller andet sted mellem showstart kl. alt for tidlig og slut alt for sent på en hverdagsaften? Helt så galt var det ikke her i Pumpehuset, en torsdag aften, hvor weekenden dog let kunne anes i horisonten. Her blev det kun til fire bands i alt. Økonomien er ikke altid så stor på denne slags tours, så der må hives lidt ekstra bands ind til at dele regningen, i stedet for måske kun at være et par bands og så eventuelt have lokal support som et tredje band.
Til gengæld giver det plads til at opleve noget nyt eller noget, der i hvert fald ikke er på dansk grund så tit. Først på scenen var brasilianske Nervochaos, der denne aften spillede det første af 45 shows på en tour, der efter svingommen med Belphegor og co. fortsætter med hele 24 (!) koncerter i Rusland. Det skal nok give dem noget rutine og træfsikkerhed. Selvom bandet har eksisteret siden 1996, var der noget primitivt, primalt og ufærdigt over bandets musik og fremtræden. På godt og ondt.
Der er ellers en vis charme over den simple oldschool dødsthrash på plade, men her var lyden alt for tynd, specielt på guitarerne, så det blev desværre hurtigt ret kedeligt. Og måske også en kende teatralsk, når forsangeren mellem numrene gav den hele armen, fx når han proklamerede "God is not here. Pazuzu is here" og ellers gravalvorlig snakkede om Satan og så videre. Men om ikke andet point for på den måde at forsøge at skubbe gang i et på dette tidspunkt lettere sløvt publikum, som dog senere på aftenen viste sig at vågne op til dåd, både hvad angår energiniveau og antal.
Swart Crown klar til noget større
Med formidable 'Abreaction' her fra 2017 i bagagen var Svart Crown klart noget at se frem mod. Bandet lagde ud med markant bedre lyd end brasilianerne, der havde stået på scenen før dem. Stilen er krævende ekstremmetal i krydsfeltet mellem primært dødsmetal og noget mere sort, og der kræves derfor også en god lyd, for at det hele kan dechifreres, mens det tonale angreb står på. Der var lidt mudret lyd hist og her, men det var rart, at guitarerne nu endelig klingede dejligt metallisk denne aften, og at vokalen var massiv og brutal som på plade.
Svart Crown gør sig efterhånden i nogle ret lange sange, fx i 'Khimba Rites', hvor der også præsenteres et lidt mere hysterisk råb end det dybe growl. Det lød godt live, omend lidt anderledes end på pladeproduktionen. De længere sange fik sættet til at føles alt for kort. Der var vel også kun sat 30-35 minutter af til disse franskmænd. Afgjort en godkendt præstation, og bandet må gerne vende tilbage med en plads højere på plakaten. Det var tydeligt, at det ikke var egne folk til lyd og lys, sådan som der indimellem blev gjort fagter for i monitoren at få mere eller mindre af et instrument eller noget så simpelt som mere frontlys, så strengespillerne ikke kun skulle bero på hørelsen for at finde ud af, om de nu var rette sted på gribebrættet.
Rendyrket black med gode takter
Vinteren er på vej og således havde belgiske Enthroned også taget de store støvler og lædertøjet på. Hvor de andre bands på programmet denne aften alle har deres momenter med referencer til black metal, så er Enthroned mindre nærige med det. Det er black metal, og så er den ikke længere. Bandet blev dannet i 1993, men vi skal hen til 1995 for at finde aftenens frontmand, engelske Nornagest. Dengang var han guitarist, men har siden 2007 håndteret vokalen, hvilket også var hans eneste rolle denne aften.
Enthroned blandede deres sæt godt op, så det både var hurtigt og primitivt, og langsomt og ret stemningsfuldt til tider. På trods af den variation gik det gentagelse i tingene, og sættet føltes mod slut længere end det var. Det begyndte at tangere det trivielle, selvom der havde været stærke momenter undervejs.
Et stærkere Belphegor, der kørte den sikkert hjem
Der blev linet op med knogler og kranier på scenen i kreative opsætninger, hvor pakketapen var påført i rigelige mængder for at holde sammen på det. Koncerten var i Pumpehusets lille sal, og her er der ikke mere plads, end at man indimellem får et kig bag kulissen. De aparte scenerekvisitter så uheldige ud, når man sådan kunne se den store mængde klisterbånd, men når først musikken spillede, og lyset blinkede passende hertil, så var det et glimrende og effektivt virkemiddel til bandets egen ansigtsudsmykning og pjaltede gevalter. Men King Diamond og Mercyful Fate er også kommet langt med papmaché og billig udsmykning, inden pengene til produktionerne blev større. Bare det virker, når musikken spiller, og det var tilfældet med Belphegor.
Østrigerne har været forbi København en del gange før og har også spillet på den lille scene før. Bandets popularitet vokser støt og roligt, men endnu ikke nok til at rykke op i den store sal i det gamle hus. Men det er tydeligt at se, at rutine ikke fornægter sig. Som nævnt var det visuelle i orden, men også lyden var fantastisk, på trods af rummets udfordringer for selv den bedste lydmand. Og så spiller de fire medlemmer bare superfedt sammen.
Det var et godt sæt, som på fornem vis viste østrigernes evner udi dødsmetal, der går på en knivsæg mellem fundamentet i dødsmetallen og den klare flirt med black metal. Det er melodisk, infernalsk og brutalt, og alligevel oser det af stemning. Det var første show på denne tour, og hvor musikken sad lige i skabet ligesom frontmand Helmuth Lehners onde skulen og autoritært messende vokal, når sangene skulle præsenteres, så føltes det også, som om der var lagt låg på de sidste 10 % af kræfterne. Man skulle jo gerne holde hele touren. Men bandet virkede meget formstærke, så alt i alt var det stadig en bragende god performance, også uden den sidste spurt.
Karakterer:
Nervochaos – 2
Svart Crown – 3
Enthroned – 3
Belphegor – 4