Bidsk katarsis
Populær
Tau Cross med Rob Miller i front greb publikum ved kraven, da de tidligt lørdag aften på Main Stage gav deres hidtil eneste europæiske koncert.
You People
Prison
Midsummer
Bread and Circuses (ny sang)
Stonecracker
RFID (ny sang)
The Lie
Our Day
Lazarus
------------------
We Control the Fear
Hangmans Hyll
Den musikalske opskrift, som Rob Miller fra især slut-70’erne og frem til slut-80’erne krydrede den britiske punk- og metalscene med i skikkelse af det prototypiske crust punk-band Amebix, fik sidste år en makeover . På sin vis i hvert fald. For selv om Miller med sit nye band Tau Cross unægtelig har taget et episk og lettere progmelodiøst stilskifte i forhold til Amebix’ mere punkpulserende recept, synes Tau Cross samtidig at fungere som en mulighed for Miller for på ny at få udløb for den samfundsudslettende og den deraf følgende sindsforvirrede lede, han synes at være så optaget af.
Millers tekstunivers er således stadigvæk af den mørke skole, mens kompositionerne i hænderne på Tau Cross nu har fået en anderledes, revolterende næve. Det er denne sammensurium af punklystigt 80’er-punk og en nærmest dionysisk musikalitet vædet også i det progressive og semigotiske, der sidste år gjorde Tau Cross’ debut til årets bedste udgivelse, intet mindre, hvorfor man selvfølgelig så utrolig meget frem til at opleve dem til Roadburn. At det samtidig er deres eneste annoncerede koncert i Europa, gjorde ikke omstændighederne mindre ekstatisk.
Kødelighed uden volumen
Fordi man umiddelbart inden koncerten med Tau Cross havde været på festivalens tilskydende spillested Het Patronaat for at høre en omgang mere eller mindre nedtunet britisk folk psych med Galley Beggard, var man godt klar i festivalskraldet til forhåbentlig at lade sig blive totalomsluttet af Tau Cross’ fyldige lyd på festivalens hovedscene. Modsat samtlige andre koncerter, man i år oplevede på festivalens største scene, måtte Tau Cross til at begynde med imidlertid lide under ret kummerligere lydforhold med først en mikrofon, der slet ikke var blevet tændt, og efterfølgende en mangel på den guitarpondus, studieversionerne ellers bruser over af.
Vi var flere, der kiggede undrende på hinanden, da koncerten gik i gang med den fremragende ’Fire in the Sky’, der om nogen sang indbyder til fællessang og -dans fra start. De entusiastiske dansetrin var der masser af under den æggende intro, men da Miller – eller The Baron, som man kalder ham - indtog scenen iklædt kutte og maske, kunne man ikke høre det fjerneste af nummerets brug af majestætisk vokalrytmik. Det tog muligvis ikke lydmændene lang tid at få tændt og skruet op for Baronens harsk kødelige vokal, men det tog dem lang tid nok, til at man i højere grad studsede irriteret, end man lod sig rive med, og da den ene af bandets til lejligheden to guitarister heller ikke fik rum nok at arbejde med, var det en uforløsende begyndelse på koncerten. Og den dårlige lyd tog Baronens gode teatralske intentioner med sig i faldet.
Bandet spillede sig op
Men det blev der rådet bod på. Lydniveauet fandt aldrig frem til det kongeniveau, der eksempelvis prægede koncerterne med Black Mountain og Paradise Lost, men det fandt trods alt frem til et niveau, der under mere almindelige koncertforhold ville havde ligget på den pænere side af ”mere end acceptabelt”. Den soniske frelse begyndte under ’Prison’, nåede sit bedste trin under ’Midsummer’ og holdt herfra niveau. Og når det blandt andet er Voivods trommeslager Away og Miserys guitarist John Greenslit, der agerer bagtroppen for Baronen, skal man da lige love for, at det gælder om at få alle nuancerne med i lydbilledet. Canadiske Away, der startede i Voivod omtrent samtidig med Amebix’ tidligere år, har altid haft noget finurligt thrash-progget over sit spil, der gør sig eksemplarisk som grobund til Baronens monstrøse vokal-epik. At se dem stå på en scene sammen var i sig selv stort. At opleve, at de åbenlyst så også virkelig nød at være der sammen med resten af bandet, var uforglemmeligt.
Nye sange og med gåsehud som afslutning
Ti ud af debutpladens tolv skæringer blev der plads til i sættet med ’We Control the Fear’ som det eneste af pladens tre balladeagtige numre. Undervejs blev man dog også fornøjet med to nye skæringer, der forhåbentlig begge er at finde på bandets næste plade, som angiveligt allerede er indspillet, og som skulle være lige på trapperne. At sige, at begge numre var fede, ville være en underdrivelse.
Roadburn er festivalen, der generelt trakterer gæsterne med forbilledlige forhold, hvilket har det med at resultere i et meget højt koncertniveau i det hele taget. Det gjorde sig også gældende i år, hvor man stort set ikke oplevede en eneste decideret ringe koncert. Af alle de fantastiske koncertoplevelser, man havde i løbet af weekenden, er der dog ikke det øjeblik, der står klarere end afslutningen på Tau Cross’ koncert, hvor den personlige favorit ’Hangmans Hyll’ blæste stemningen op i et smukt rødt felt af følelsesmæssig overload. Lige så melankolsk nummeret er, lige så stærkt er det, og det boost, man gik fra koncerten med, skal man lede længe efter at finde magen til.
Lad for alt i verden Tau Cross være en gruppe, der er kommet for at blive.