Cph-Psych-Fest'16: Boogie så guitaren sejlede
Populær
Endless Boogie serverede torsdag aften deres psykedeliske festivalpublikum en vedvarende underholdende bluesrockkoncert af et særligt troværdigt materiale.
Da Endless Boogie torsdag aften lukkede dagens musikprogram på Copenhagen Pysch Festival, blev det med en midnatskoncert, der var svøbt i det insisterende beskidte og udhugget af et aldeles fremragende, guitardrevet rockformat. Firemandsbandet fra New York City har to gange tidligere besøgt Christianias Loppen, hvor også aftenens koncert fornuftigt var placeret – de var i landet henholdsvis som opvarmning for Dead Meadow i 2010 og øverst på plakaten i 2013 – men under Copenhagen Psych Festivals røgede og herligt ambitiøse vingesus gik det i år endelig op i en højere enhed for Endless Boogie og deres danske publikum. Dermed ikke sagt at bandet ikke har leveret ponduskoncerter de par gange, de tidligere har været i landet. Det har de. I den grad. Men modsat de forrige koncerter, der begge bar præg af at være musikalske festligheder for mindre skarer, klædte det koncertstemningen i det hele taget, at der i torsdags til Psych Fest var mødt et talstærkt, begejstret publikum op.
Og det manglede da også bare. Jeg mener, når det musikalske sammenkog, som Endless Boogie siden debutudgivelsen i 2005 på en gang dovent og herligt har praktiseret på nu fem fuldlængdeudgivelser, kan siges at være et slags hashtungt uendelighedsmøde mellem John Lee Hooker, ZZ Top og The Stooges, synes man da nok, der efterhånden burde være nok denimveste i Københavnstrup og omegn til at starte en fest til guitarrabalderet fra dette tilbagelænede og sofistikerede one-of-a-kind sleaze-band. Man kunne selvfølgelig også argumentere for, at der er så meget outsider spirit over Endless Boogie, og måske i særdeleshed over deres ikoniske frontmand Paul Major aka Top Dollar, at den mandstærke stemningsfest er fuldstændig underordnet. Outsideren har i sagens natur ikke brug for opbakning, og da de foran et mawert fremmøde i 2013 spillede på hovedscenen på Roadburn Festival, prellede manglen på mangfoldig opbakning eksempelvis også overlegent af på et band, der i det hele taget synes at havde en befriende uforceret og derfor overbevisende tilgang til deres odd one out-profil.
Torsdag aften på Loppen var cool weirdness og en karismatisk bandprofil fra koncertens begyndelse imidlertid uundgåelig også for et større publikum. Faktisk var det meste af det, der giver Endless Boogie deres distinkte grusvejshimmelstrøg til stede allerede før koncerten, det vil sige under lydprøven, hvor firkløveret på medrivende vis tog sig deres tid til at finde frem til det, de ville have.
Efter alle fire musikere for en kortere stund havde fedtet rundt med deres respektive instrumenter, begyndte den nonchalante, storrygende guitarist Jesper Eklow pludselig på åbningsriffet fra ’Occult Banker’ fra bandets seneste studiealbum, 'Long Island' (2013). Dette riff modificerede han så jammende over i fire-fem minutter, mens han i fællesskab med en lydtekniker fandt frem til den rigtige guitarlyd, og publikumsmængden foran scenen gradvis tog til. Da Eklows guitar sad i skabet – og uha, hvor den endte med at sidde i skabet – stoppede han imidlertid ikke med at spille spade. Han spillede videre, og trommeslager Harry Druzd faldt så ind i takt til riffet, hvorefter lyden på hans tønder blev tunet i et par minutter. Da også han sad i skabet, Druzd på trommerne, gav han tegn til bassist Mark Ohe, jammede selv videre med Eklow, mens Ohe med en efterhånden forbedret lyd på sin bas faldt ind i det løstsiddende, men underspillet pulserende jam. Afslutningsvist faldt sanger og guitarist Top Dollar selvfølgelig ind, inden dette knap og nap ti minutter lange forspil til den egentlige koncert pludselig stoppede brat. ”That was called sound check!”, kom det fra Paul Major. Det skal man da lige love for!
Behøver man overhovedet pointere, at Loppen viste sig fra sin bedste side i den godt og vel 80 minutter lange guitardrevne bluesrockkoncert, man herefter fik serveret? Lyden var sublim, og koncerten viste sig desuden at være omtrent lige præcis så medrivende, langstrakt og repeterende, som man havde håbet på. Endless Boogie kan hverken helt siges at være instrumentale eller et improviserende band. Der er et klart skelet, deres koncerter tager udgangspunkt i, ligesom der, i hvert fald denne aften, forekom tekster i alle skelettets numre. Tilmed flere improviserede tekster i form af sproglige, spøgefulde parafraseringer fra Top Dollar. Men ligesså befriende anale Endless Boogie er med lyden på deres instrumenter, lige så åbne forholder de sig til deres eget musikalske skelet, forstået på den måde, at der i bedste blues-vittige/Neil Young-aspirerende grungestil sagtens kan dukke en ti minutter ekstralang solo op i et givet nummer. Som der eksempelvis gjorde denne aften på Loppen. Igen og igen.