Selvsikkert og pokkers stærkt
Populær
By the Patient fejrede sin nye meget anmelderroste skive 'Gehenna' med et releaseparty og en koncert, der cementerede, at transitionen fra kvintet til kvartet sidder lige i skabet.
Det var kun tredje gang, at By the Patient skulle stå på scenen fire mand høj og ikke med et femte medlem, en frontmand, som bandet indtil efteråret 2014 ellers havde. Frontmandstjansen har siden været delt mellem de tre strengespillere med guitarist Simon Sonne Andersen på hæst hvæsende/skrigende vokal og guitarist Theis Wilmer Poulsen på grumt growl og endelig bassist Troels Cort Nielsen, som primært lægger et slags growlende kor i diverse passager.
Første show var som opvarmning for Entombed A.D. og viste et band, hvor firemands-formationen sagtens ville kunne fungere, men hvor der også var visse usikkerhedsmomenter. Bedre gik det som opvarmning for Konkhra i Forbrændingen, mens showet som værter til eget releaseparty til gengæld endegyldigt blæste al tvivl væk og viste et band, som var – ja, et band, en sammenspillet enhed, hvor hvert medlem komplementerer hinanden.
Pladen udkom egentlig i januar, men nu var der også vinyl på banen, og det var reelt set den rillede sorte skive, som blev fejret. Og det med manér, bl.a. takket være den gennemførte merch-bod, som udover musik og billig beklædning også solgte specialøl brygget til lejligheden og med navnet Gehenna. Navngivet præcis som den stærke nye plade, der på vokalsiden stadig har den tidligere front Tan Møhl-Hansen med.
Sær opvarmning
Stemningen var god på spillestedet, og der var et godt fremmøde. Live-musikken blev skudt i gang med Cacafogo, der blandt andet består af to af Simon Sonne Andersens bandmedlemmer i dennes andet band, Förtress. Det var noget ret anderledes, der var at gøre med her. Det var syret og weird (af bandet kaldet "Progressiv/eksperimental rock/jazz/funk/fusion", men musikalsk også en oplevelse med finurlige lyde fra synth, rhodes m.m., en cello og skæve guitarelementer). Vokalen var tyk af effekt, der fik det til at lyde, som dengang Ozzy kun var lige var begyndt at ødelægge hjernen i eksperimenter med stoffer. På vokal og cello var det Cato Jørgensen, der normalt "gemmer" sig (hvis man altså gemmer, når man ynder at spille i Speedos, kan man så spørge) et par meter bagude på scenen bag trommerne i Förtress. Hvis man synes, at hans stil i dét band er bøvet og knap så teknisk veludført, så viste han til gengæld stor musikalsk forståelse med de interessante cello-input og ikke mindst den særdeles glimrende vokal.
Det var afgjort et anderledes valg af supportband, men det var forhåbentlig interessant at opleve for de fleste alligevel, selvom det nok var de færreste som blev så grebet, at bandets musik vil blive indkøbt til hjemmeanlægget. For et metalhoved var det måske mest de energiske prog-trommer, der har trukket mod noget mere metal-vant, og de burde i sig selv være underholdning nok, og så var der i tillæg ellers masser af andre ting at lade sig forbavses eller fascineres af under denne forestilling.
Højt, episk og sågar brutalt
Hovedpersonerne selv sørgede til gengæld for, at metallen kom helt frem til scenekanten. Lyden var høj og med masser af bund. Vokalerne kæmpede til tider lidt med at nå frem i mixet, når de stod alene, men når der var trefoldigt angreb, så kom det herligt brutalt og smadrende igennem.
Sættet lagde ud som ved de forrige koncerter – dvs. med et kig til hittet (ja, sgu!) 'Where Time Collapsed' og så smæk på med 'Bellum'. Stemningen kom i top med titelnummeret fra den nye skive, dét nummer er i sandhed episk. Der var heldigvis plads til flere numre, nu hvor bandet selv var hovednavn, og de kom naturligvis fra den nye skive. De understregede fuldt ud, hvor godt det nye album fungerer, uanset om det er på anlægget derhjemme eller som her på en scene. By the Patient spillede godt og fremstod som nævnt som stærk enhed, der vil musikken så meget, at de nærmest ligner den, hvis man kan sige det. Gennemført band med hjertet på rette sted er en anden måde at beskrive det, som de fire venner står for og har gang i.
Der er måske stadig plads til lidt mere show eller action, når nu alle i front også skal koncentrere sig om musikken. Men på en lille scene som Betas, så er det faktisk tilstrækkeligt, at showet består af god musik og den vokale treenighed. Helt sikkert en værdig eksportvare, og det skal blive spændende at se, hvor langt bandet kan drive det.