WOA '17: Svensk rapmetal falmer

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a8/d6/54/-DSF5354-100-1467105250-69-1502441881.jpg
09. August 2017    

Clawfinger var et produkt af tiden i 90'erne, hvor de blev utrolig populære på deres første tre plade. På Wacken begyndte materialet så småt at lyde bedaget i regnen.

Kunstner
Spillested
Dato
04-08-2017
Trackliste
1. Prisoners
2. Nothing Going On
3. None the Wiser
4. Rosegrove
5. Nigger
6. Two Sides
7. Recipe for Hate
8. Catch Me
9. Biggest & the Best
10. The Price We Pay
11. The Truth
12. Do What I Say
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Svensk rapmetal er ikke, hvad det har været. Da Clawfinger bragede gennem lydmuren med ’Deaf Dumb Blind’ i 1993, gik de fra undergrund til superstjerner over natten. Op gennem halvfemserne cementerede de den status med ’Use Your Brain’ og ’Clawfinger’. Men efter den tredje og selvbetitlede plade i 1997 gik gassen af ballonen, og nyhedsværdien dalede i takt med, at deres rapvers og tekster ikke længere havde samme bid som på de første plader.

Her 20 år efter deres tredje plade er der da også sket meget. Clawfinger har ikke udsendt en plade i 10 år, men turnerer stadig på ryggen af deres bagkatalog. Så præmissen er ligesom givet på forhånd. Clawfinger spiller deres største hits, og det hele er mere nostalgisk end nutidigt. Hvor de på Copenhell sidste sommer havde vejret og stemningen med sig, var ingen af delene til stede på Wacken her i august måned 2017. Torsdag havde det regnet så meget, at festivalpladsen var forvandlet til en mudderpøl med ankelhøjt klister. Fredag eftermiddag skulle Clawfinger så spille i det mudderhul, og festivalpladsens beskaffenhed minimerede folks lyst til at løbe rundt og skabe sig tosset.

Hvad værre var, så åbnede himlen sig midt i Clawfingers koncert og gjorde dermed pladsen endnu dårligere. Det var ellers lige efter, at de havde fået lidt gang i festen med ’Rosegrove’ og ’Nigger’.

Nu vi er ved ’Nigger’ og det, at der er løbet meget vand i åen siden halvfemserne. Hvem kan forestille sig, at et svensk og blond orkester kan slippe af sted med at lave en sang med den titel i dag, på trods af et antiracistisk budskab? Ingen. Den politiske korrekthed har for længst svøbt musikerne verden over i sin spændetrøje og kvæler dem langsomt. Clawfinger er blevet gamle, men de er ikke blevet bange. Med lige dele cirkusgøgl og selvironi formår forsanger Zak Tell stadig at spytte ordene ”Nigger, nigger, nigger …” ud, og folk elsker det.

Men vejret hjælper ikke. Publikum holder dog ud trods vejret og bliver belønnet med ’The Price We Pay’, ’The Truth’ og ’Do What I Say’ som de sidste numre. Clawfinger slutter godt, men halvfemsernostalgien begynder at blive gammel, og det ændrer forsangerens gøglerjakkesæt ikke på. Det får bare én til at tænke på vores egen Jacob Haugaard og bekræfter blot den tidslomme, som Clawfinger er fanget i på godt og ondt. For deres kernepublikum kender sangene, synger med og har en fest. Men svensk rapmetal begynder at køre på sidste salgsdato, og så bliver det altså ikke bedre med tiden.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her