SRF '17: Gudskelov for Neil Fallon!

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/37/3b/62/-XTD4936-19-1497601099.jpg
13. Juni 2017    

Sol, øl og Clutch er en god blanding. Havde resten af bandet dog været halvt så udadvendte som bandets sanger, den fødte performer, kunne koncerten for alvor have været en fest.

Kunstner
Dato
09-06-2017
Genre
Trackliste
1. Crucial Velocity
2. Cyborg Bette
3. Gravel Road
4. The House That Peterbilt
5. Mice and Gods
6. Sucker for the Witch
7. A Quick Death in Texas
8. Profits of Doom
9. We Love a Good Fire
10. The Soapmakers
11. Burning Beard
12. The Face
13. Noble Savage
14. Electric Worry
15. X-Ray Visions
16. Firebirds!
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

Det var genialt planlagt at have Clutch til at spille efter Bob Wayne & The Outlaw Carnies; amerikanerfesten, der begyndte på festivalens mindste og eneste overdækkede scene, og som bød på god gammeldags country med få tilføjelser af metal- og punkelementer hist og pist og en yderst sarkastisk og humoristisk lyrik, rykkede udenfor til større og mere solrige rammer – og ikke mindst til en mindre lallet stemning.

Faktisk var rammerne perfekte; vejret var, til forskel fra tidligere dage, varmt og solrigt, det var sent på eftermiddagen, og publikum havde dermed hverken fået for meget eller for lidt at drikke. Det lod dog ikke til, at Clutch var klar over, at alt var lagt til rette for dem for dem.

På mange måder mindede Clutchs koncert om deres musikvideoer; musikken var veludført og fængende, og forsanger Neil Fallon tog heldigvis al fokus væk fra sit band, der foruden trommeslager Jean-Paul Gaster er hamrende kedelige at se på og overhovedet ikke udnyttede alle de muligheder, de havde.

Bassist Dan Maines og særligt guitarist Tim Sult var fastlåste i deres positioner – både hvad angik ståsted og fastlåst blik på instrumentet – og havde minimal publikumskontakt. Kender man bandet, er der egentlig ikke noget mærkeligt i deres væremåde og attitude, da de har haft den, siden bandet blev dannet i 1990, men det var bestemt ikke egnet til netop denne koncert. Rock Stage, som bandet spillede på, er omtrent på størrelse med Hades, den mellemstore scene på Copenhell, og hvis kun en mand tør at bevæge sig rundt på den, bliver der meget langt mellem musikkens energiske udstråling og showets udtryk; det er lige før, man blev i tvivl om, hvor længe strengeinstrumentalisterne havde været i bandet, for at dømme fra deres koncentrerede ansigtsudtryk fik man indtrykket af, at de lige havde lært musikken at kende.

Når det så er sagt, kunne Fallons indlevende og udadvendte performance redde langt det meste, og han forsøgte ihærdigt at udfylde det store scenerum, han alene havde til rådighed. Det lykkedes langt hen ad vejen, for publikum lod sig ikke påvirke synderligt af ovenstående kritikpunkter. Fallon fangede alles blikke og opmærksomhed, og koncerten var præget af en god og let feststemning hele vejen igennem, der – ikke overraskende – eksploderede under ‘Electric Worry’; en af den moderne rocks helt store klassikere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her