Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning

Populær
Updated
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning
Copenhell 2015: Blå piller gav knaldhård rock-rejsning

Blues Pills injicerede Copenhell med en tiltrængt ladning potent hard rock, som viste sig at være den helt rigtige kur lørdag nat. 

Kunstner
Dato
20-06-2015
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
5

Svenske Blues Pills stod lørdag midnat på Pandæmonium-scenen i hård konkurrence med landsmændene i Ghost, som indtog Helveti-scenen med pavekostumer, røgelseskar og andet okkult postyr. Men det er en anden snak. Blues Pills behøver ikke alverdens mere eller mindre ligegyldig staffage for at gennemføre et drøn af en koncert. De har i stedet forsanger Elin Larsson. En arketypisk blond, svensk sirene, der som en læderklædt mynde smittede publikum med sin glade udstråling og tydeligt store begejstring over at stå på scenen.

At hun udover begejstring også er i besiddelse af en rå og præcis rockvokal stod klart allerede i første nummer, 'High Class Woman,' som også indleder gruppens fine debutalbum.

Rendyrket rocksymbiose
Blues Pills bekender sig helt og holdent til 70'er-rockens koryfæer som Led Zeppelin, Cream og Janis Joplin og lægger sig i bølgen af andre retrodyrkende bands som svenske Graveyard og Horisont og tyske Kadavar.  

Bortset fra Elin Larsson dyrker resten af bandet også forgangne tiders rockidealer, hvad angår både påklædning og hårvækst. Der er simpelthen tale om det gennemførte 70'er-højskolelærerlook med denim, lange flipper på skjorten og stor og krøllet hårpragt, som instinktivt gav mindelser til Shaggy fra Scooby Doo. 

Og skal vi endelig tale staffage, så kom den i form af en stabel retrolækre Orange-forstærkere, som med deres varme og fyldige lyd sendte bløde bamsekram ud over det publikum, som gradvist voksede igennem koncerten. Og ja, Blues Pills er et ungt orkester, men I guder, hvor er de sammenspillede. Der var tale om ren og uforfalsket rocksymbiose, og man måtte afgive små støn af fryd, for hver gang den purunge guitarist Dorian Sorriaux ramte plet med sine perfekt eksekverede leads. Han blev flot støttet af Zack Andersons gyngende og varme basbund og Cory Berrys gryder, der konstant var i kog.  

Hvis Blues Pills stjal en håndfuld publikummer fra landsmændene i Ghost, er det helt forståeligt, for her var der tale om en ægte rock-oplevelse, helt trimmet for unødvendigt fedt, så kun de møreste og saftigste lunser stod frem som velsmagende mundfulde for det evigt sultne Copenhell-publikum.