Copenhell '17: Fræsende fede thrash-tæsk Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b5/69/1c/overkill1-67-1498337707.jpg
24. Juni 2017    

”Fuck you! And then some!” Overkills musik er lige så voldsom som deres attitude. I 60 minutter tæskede de hørelsen gul og blå med en af de bedste thrash-koncerter i Copenhells historie.

Kunstner
Dato
24-06-2017
Genre
Trackliste
1. Mean, Green, Killing Machine
2. Rotten to the Core
3. Electric Rattlesnake
4. Hello From the Gutter
5. In Union We Stand
6. Goddamn Trouble
7. Wrecking Crew
8. Ironbound
9. Elimination
10. Fuck You
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
5

Det er muligt, at Slayer står på hovedscenen ved midnat og er lørdagens store hovednavn. Men de skal eddermaneme rulle hele krigsarsenalet frem, før de vinder dagens thrash-sejr.

Overkill fra New Jersey havde nemlig ingen intentioner om at forlade Copenhells mudrede slagmark uden at give hovednavnet kamp til stregen.

Hvis man tror, fandenivoldsk form er forbeholdt ungdommen, så satte Overkill en tyk streg under, at den tanke er en illusion. Frontmand Bobby Blitz fyldte i sidste måned 58 år, og bassist D.D. Verni passerede de 56 år måneden før forsangeren.

Siden 1980 har de to herrer været grundstenen i Overkill, og her 37 år senere fremstår de stadig som fundamentet, der bare ikke kommer revner i.

Hold nu kæft! Hvor kunne de to veteraner og guitaristerne Dave Linsk og Derek Tailor samt den spritnye trommeslager Jason Bitner – kendt fra Shadows Fall og Flotsam and Jetsam – sætte gang i den metalmaskine, der har kørt i tomgang  på årets Copenhell.

Hvis fredagen føltes flad og for pæn i selskab med Alter Bridge og Black Star Riders, så sørgede både Hatesphere tidligere på dagen og nu Overkill for, at den ottende udgave af festivalen på Refshaleøen endelig kom op i det hårde gear.

Overkill fik kun en time til rådighed. For lidt, kan man sige. Men rigeligt med tid til at fyre op for thrash-kedlen, så stemningen kogte over foran den mellemstore Hades-scene.

Åbningsnummeret ’Mean, Green, Killing Machine’ fra gruppens 18. plade ’The Grinding Wheel’, der udkom tilbage i februar, havde samme funktion som på skiven – det sparkede lortet i gang på hård facon.

Lige i fjæset og fuld fart på. Overkill havde ikke travlt med at flyve rundt på scenen. Det behøver Overkill ikke. Musikken klarede det fint selv.

Fra det indledende nummer fra 2017 og så til debuten i 1985. ’Rotten to the Core’ kom hæsblæsende fra Helviti, som var det smedet i helvedes varme flammer. Nummerets riffs er så svedige, at kraniet blev udsat for et mentalt hedeslag .

Men Overkill viste ingen nåde overfor gæsterne. De fortsatte i rasende fart. Og  især halvvejs inde i showet, kom det elektriske dødsstød i form af ’In Union We Stand’ og ’Wrecking Crew’ fra 1987-gennembruddet ’Taking Over’. Og overtog Copenhell. Det gjorde Overkill med en energi, så man slet ikke kunne gennemskue, hvordan Bobby Blitz i en alder af 58 år stadig formår at synge og skrige så suverænt igennem.

Blitz’ fremtoning og præstation var indiskutabelt definitionen på en sand statsmandsmetaller, som korrekturlæseren formulerede det, og under koncerten forsatte ordstrømmen med betegnelser som ”sejhedsmetal” og Bobby Blitz er en ”sand konge”. 

Korrekturlæseren har ret. Alle begreber passede på Blitz og Overkills suveræne koncert.

Fra åbningsnummeret til ’Fuck You’ sluttede det hele forrygende af – så den eneste form for skuffelse, der stod tilbage, var, at Overkill ikke havde mere tid at gøre godt med.

Kom nu, Copenhell! 60 minutter til et af musikhistoriens ældste og fedeste thrash-bands. Det er sgu mindst 15 minutter – hvis ikke 30 – for lidt.

For det er sgu ikke, fordi Overkill ikke har formen til det. Eller materialet. Sidst de gæstede Danmark i Amager Bio i 2013, forsvandt de fra scenen som en thrash-orkan, der konstant havde raset i 90 minutter.

Det kunne Overkill sagtens havde gentaget på Copenhell. Hvilket de så også gjorde målt på styrke i de 60 minutter, koncerten varede. For kort tid, men uden undtagelse et mentalt thrash-overfald på sanserne, der blev banket sønder og sammen.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her