Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '17: Djævelsk indtagende

Populær
Updated
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende
Copenhell '17: Djævelsk indtagende

Når svenskerne er på toppen, er de stort set urørlige. Og således åbnede hovedscenens porte sig majestætisk med et misundelsesværdigt niveau af dødstons i pitten

Kunstner
Dato
22-06-2017
Koncertarrangør
Karakter
5

In Flames havde æren af at åbne for metalportene på Copenhells hovedscene. De har stået på den før; fredag aften i 2013, hvor de blot præsterede det middelmådige. For selvom det stadig var på et niveau, der får flere andre bands til at blegne, så forpligter format. 

Og i selskab med In Flames kan man som oftest forvente at få serveret noget af det bedste melodiske dødsmetal, der findes. For de var markante indpiskere, da genren opstod, og de evner til stadighed at holde sig til ilden. 

Så meget desto mere ærgerligt, at Anders Fridéns vokal var plaget af en mudret lyd, der momentvis forstyrrede lydbilledet, der tillige led af ikke at være massivt nok. Den kæmpe crowd, der havde samlet sig, så det væltede op ad bakken med mennesker, må have haft svært ved at høre udgydelserne, hvis de havde placeret sig netop der. 

Anderledes nærværende fremstod koncerten helt oppe foran, hvor lyden trods alt var hørbar, og stemningen sørgede for resten.

Musikken blev så intenst leveret, at den fik støvskyerne til at rejse sig i pitten, så flere måtte forlade gadedrengehopperne i centrum eller beskytte sig med t-shirts for munden for at få luft, mens en kærlig masse formede sig foran scenen og hoppede energisk i takt med musikken, der havde overvægt af de seneste ti års udgivelser. 

Og det gjorde, at koncerten ikke kom op på et samlet niveau, der sprænger karakterskalaen og udløser de tre magiske sekstaller. Fraværet af ældre materiale hang som en imaginær regnsky over pladsen og lagde en dæmper på begejstringen hos fans, der har fulgt dem fra starten, og aldrig fik, hvad de kom efter udover enkelte afstikkere til fortiden, eksempelvis i skikkelse af ‘Cloud Connected’.

En sikker åbning
Heldigvis kan In Flames på en god dag lægge alt og alle ned, og hvad sætlisten manglede, kompenserede spilleglæden for. Det lykkedes alligevel de fire sammenspillede metalmaskiner at vinde publikum, der som en organisk masse smeltede sammen til en konstant pulserende circlepit.

Det smittede af på scenen og skabte den synergi mellem band og publikum, der er helt afgørende for enestående koncerter på Helvíti. Den altid truende autopilot var fraværende, og en autentisk begejstring fyldte scenen. 

Den ellers forventede regn lod vente på sig, og det gjorde sit for festen. Kort efter koncertstart var der snart flere mennesker over end ved siden af hinanden. Det væltede simpelthen rundt med stagedivende entusiaster i alle aldre – In Flames taler ikke til én generation eller et enkelt segment, men rammer bredt, som gennemført god musik netop gør, uanset hvilken genre musikken har rod i.

Mens en koncertgænger af meget ung alder blev hevet på scenen og fik stukket mikrofonen hen til munden, måtte en engageret circlepitter omvendt se sig slået i gulvet og nænsomt guidet videre til omsorgsfulde samaritter. 

Koncerten havde næsten det hele: Begejstring, solskin, circlepit og crowdsurfing – selv tør svensk humor – men altså ikke klangen af de musikalske startskud, som gjorde In Flames kendt for at være medstiftere af melodisk dødsmetal. 


Vi kunne godt have undværet den rungende bas og en lejlighedsvis afdæmpet vokallyd, men afrundingen med storhittet ‘Take This Life’ beviste alligevel, hvor relevante In Flames var på Helvíti, der i år er bygget større end tidligere.

Overordnet set fik svenskerne oprejsning for koncerten på samme scene for fire år siden, og Copenhell fik fuld valuta for pengene med en skudsikker åbningskoncert på hovedscenen, som In Flames hverken havde problemer med at fylde ud eller trække folk til. In Flames var slet og ret på toppen, og når de er det, manifesterer de sig som et djævelsk indtagende liveband af en kaliber, hvor kun de færreste kan spille med.