Copenhell '17: Taking out the thrash!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/05/ec/80/IMG-58651-33-1498553207.jpg
25. Juni 2017    

Var man vågnet lidt sent, blev man i den grad vækket til de finske crossover-thrashere fra Lost Society. De lød ,som var de skudt lige ud af 80'ernes Bay Area-scene.

Kunstner
Dato
24-06-2017
Genre
Trackliste
1. Braindead Metalhead
2. KILL (Those Who Oppose Me)
3. Hollow Eyes
4. Terror Hungry
5. Diary of a Thrashman
6. Rage Me Up
7. I Am the Antidote
8. N.W.L.
9. Trommesolo
10. Riot
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

De virker ikke særlig finske, de unge fyre i thrash/crossover-bandet Lost Society. Gruppen slår rødder i Jyväskylä, en by, der ligger små 150 km fra Tampere, men musikalsk er relationerne til den finske Tampere-scene, der normalt forbindes med tung doom metal tilsat et psykedelisk islæt, ikke lette at få øje på. Slægtskabet og forbillederne er i stedet den amerikanske 80’er-thrash-scene, der især udsprang fra San Francisco og Florida. Selvom Lost Society eksekverer deres take på thrashen eksemplarisk, så savner man indimellem, at bandet fik skrevet mere af deres egen identitet ind i foretagendet i stedet for at stå på skuldrene af heltene i Anthrax, Megadeth, Exodus og Overkill. Metal-hyldester er på sin plads, især på en festival som Copenhell, men før et band for alvor bliver vedkommende, må der også være elementer i musikken, der ikke blot går forbillederne i bedene.

Varieret og professionelt eksekvering
Når det så er sagt, må man ydmygt bøje sig for, hvor overraskende tight hele banden spiller. Ossi Paananen på trommer formår både at have et vuggende fedt og groovy feel, der er selv Vinnie Paul værdig, mens der samtidig flettes et proggresivt element ind i trommestrukturerne, der ikke er helt usammenligneligt med de tønder, som Bill Andrews lagde på især Deaths ’Leprosy’ (1988). Han varierer virkelig tønderne, så det aldrig blot bliver til repeterende blastbeats.

Arttu Lesonen på guitar og Samy Albanna på guitar og vokal formår både at være dygtige shreddere såvel som gedigne riffmagere og solister. De deler guitaropgaverne forholdsvis ligeligt mellem sig, og det var virkelig en fornøjelse at se dem sende den ene guitarsolo efter den anden videre til bandkollegaen, der alle gange greb den og fik den sikkert kørt hjem. De virkede overskudsagtige og i fuld kontrol, hvilket er imponerende for et ungt band, der udgav debuten for blot små fire år siden.

Den enorme selvsikkerhed, kontrol og professionalisme er dog også det aspekt, der trækker koncerten en smule ned for denne anmelder. Man køber ikke helt frontmand Albannas pleasende small talk mellem numrene. Gid de i stedet kunne blande noget af den mærkelige finske lune ind i måden, som de agerer på en scene. Det ville i hvert fald give koncerterne et uforudsigeligt aspekt, som ville være spændende.

Modsat Copenhell ’16 var der ikke frygtelig mange trommesoloer på dette års festival. I hvert fald ikke som denne anmelder var vidne til. Det er sjældent, at man får det helt store kick ud trommesoloer, men da Paananen fik sine tre minutter i spotlightet, så tittede solen pludselig frem – til publikums store fornøjelse – på en ellers kold og regnfuld eftermiddag. Det var et opløftende øjeblik, inden bandet rundede koncerten af med ’Riot’ fra sidste års ’Braindead’ (2016).

Når alt kommer til alt, så leverede den finske kvartet et solidt sæt, der trods alt gav undertegnede en fornyet nysgerrighed efter bandet. Deres tre udgivelser var svære at få helt ind på livet, men de skal i pladerotationen på ny. Dette er også en anbefaling til næste gang, finnerne kommer forbi et dansk spillested.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her