Copenhell '17: En mekanisk mur af lyd

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/3d/ab/a4/-MG-2356-37-1498550661.jpg
25. Juni 2017    

Amerikanerne levede ikke op til hypen i denne omgang og forblev et uforløst brøl, der trods alt lykkedes med at vække interessen  

Dato
23-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Karakter
2

Med åbent sind må man trække til alters, kunne enhver anmelders trosbekendelse lyde. Snakken var gået livligt i presseteltet forud for koncerten med Motionless in White på Pandæmonium, og meningerne var delte.

Men redaktionen er heldigvis en umage sammensætning, så der altid er grobund for et sundt skænderi om ret og vrang i musikkens lange historie. Men dermed er der også en anmelder til enhver koncert (nå ja, ikke lige hvis det handler om Sabaton, men den tager vi en anden dag).

Som en af de få ovennævnte, der sætter pris på et overmodent breakdown, skulle det gøre godt med lidt metalcore på en fugtig dag i helvede. Og blæst bagover blev man: Ind på scenen trampede en fluebrillebeklædt, halstattoveret, androgyn kæmpeamerikaner i lakbukser, der med sit store ego straks tog ejerskab over den kommende times mur af henholdsvis umuligt og interessant støj.

Umuligt når backingtracket blev for dominerende og syntetisk i bandets særegne blanding af metalcore og melodisk industrial – og interessant på de tonstunge skæringer hvor guitarbunden var massiv, og ethvert trommeslag tvang nakken i gang, som det skete lige fra ‘Immaculate Misconception’ fra det syv år gamle debutalbum, til ‘LOUD (fuck it)’, der findes på nyligt udsendte 'Graveyard Shift'. 

På den måde virker Motionless in White kompromisløst tro mod sig selv og deres musik, uagtet at jeg må indrømme, at de tunge støvler klædte dem bedst på Copenhell.  

Momentvis slap guitarist og trommeslager deres parløb med hinanden, og det blev tydeligt i de mekaniske arrangementer, der ligger til grund for musikken, og som fik udtrykket til at dirre usikkert. 

Føromtalte indpisker Chris Cerulli (vokal) fyrede klicheer af mellem numrene og var på forudsigelig vis, når det kommer til hoppe-genrerne, dygtig til at tælle til fire adskillige gange, men hverken dét, eller “Copenhell, I told you to bang your fucking head!” fik gang i flere end de forreste rækker.

I det hele taget virkede det talrige publikum stendødt, og sammenholdt med den mejetærsker af voldsom lyd, der pløjede rundt foran Pandæmonium, blev oplevelsen ikke en af de store.

Motionless in White sluttede af efter en lille time med titelnummeret fra deres tredje album ‘Reincarnate’, hvor Cerulli udmærkede sig ved sin vokale reference til Marilyn Manson, som var gennemgående for koncerten. Hvad han havde i egoet og manglede i smittende energi, kompenserede han for med stemmebåndet, og mødet vakte en nysgerrighed, som forblev uforløst på det første møde med Copenhell.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her