Copenhell '17: En kirke smedet af metal

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/43/c2/c1/-R7A2999-copy-88-1498426562.jpg
25. Juni 2017    

And Saxon played on, og NWOBHM’erne beviste, at de gør sig bedst på større festivalscener.

Kunstner
Dato
23-06-2017
Trackliste
1. Battering Ram
2. Motorcycle Man
3. Sacrifice
4. Power and the Glory
5. Solid Ball of Rock
6. Battalions of Steel
7. 20,000 Ft
8. Dogs of War
9. Heavy Metal Thunder
10. And the Bands Played On
11. Crusader
12. Wheels of Steel
13. Denim and Leather
14. Princess of the Night
Karakter
4

Forestil dig en gigantisk klat smør på størrelse med de skibscontainere, der pryder hallerne i det gamle B&W. Tænk dig så til, at Saxons to guitar-riddere, Paul Quinn og Doug Scarratt, står med hver deres samuraisværd – skarpe sværd, Masamune-stilen! – og skærer i bløde synkrone linjer fra hver deres ende. Mere eller mindre sådan lød deres guitarer, da briterne for en stund overtog tronen på Hades, hvor de gav et tiltrængt gedigent rockshow af den gamle skole. Her blev vi ikke serveret politiske budskaber, til gengæld blev der disket op med masser af nosser i form af hestekræfter, stål, denim og læder.

Torsdagen var ellers rig på bands med politisk tæft, hvor både Prophets of Rage, System of a Down og Ministry på hver deres facon kommenterede især den politiske situation i staterne. Det syntes sakserne at være ligeglade med. De synger om og tilbeder én religion – metal!

Metal og stål som forenende symboler
Hades klædte Saxon. Der var et fint fremmøde uden at være propfyldt, og det kunne mærkes, at den Copenhell-crowd, som havde fundet vej til motorcykel-rocken, var af den dedikerede slags. Bandmæssigt var tordagen på Copenhell en fin og varieret størrelse, men Saxon var alderspræsidenterne, og den slags må og skal indgyde respekt blandt enhver oprigtig metaller på en festival som Copenhell. Det gjorde det heldigvis også. Ikke fordi Saxon spiller på fordums storhedstid, men fordi de stadig spiller den fede rock og rul uden så meget pis.

Der blev åbnet med titelnummeret fra det seneste album, ’Battering Ram’ (2015), der i versdelene har en herlig Judas Priest-energi kørende for sig. Biff Byford åbnede således ballet med ”Come worship at the metal church”. Det må have resoneret i det gamle B&W-værft, hvor skibsbyggere støbte jern og byggede skibe. Der er ikke mange bands, der passer bedre ind i den metal-analogi end Saxon, som Refshaleøen, metalmusikken og dermed Copenhell synes at bygge på.

Metallet og stålet – om det er korsriddernes sværd i ’Crusader’ eller om det er en street machine i ’Motorcycle Man’ –  er grundstoffet og en indikation på menneskelig triumf og fremskridt. Saxon forstår mere end noget andet band at benytte dette tungmetal på en inkluderende og hyldende facon. Inden sakserne spillede ’And the Bands Played on’ fra NWOBHM-hovedværket ’Denim And Leather’ (1981), viste Byford sine genre-kollegaer respekt ved ærbødigt at opremse Judas Priest, Rainbow, Scorpions og Riot, som de delte plakat med i 1980 til førsteudgaven af Monsters of Rock. En koncert med Saxon er også en nostalgisk størrelse, hvor man mindes, hvor meget man elsker god gammeldags heavy metal.

Flere bh’er og battleveste på scenen, tak

Der skal lyde en oprigtig tak til den kvinde, der ofrede og kastede sin top på scenen. Biff Byford lignede en mand, der blev oprigtigt glad for den gestus. Der har garanti været mere tekstil på de skrå brædder i storhedstiden i start-80’erne, end der er i dag, men lidt har også ret, og det gjorde stemningen til koncerten endnu bedre.

Et overraskende højdepunkt kom i form af ’Dogs of War’, titelsangen fra samme udgivelse. Det er et sleazy guitarriff af dimensioner, som Paul Quinn præsterer i versdelen, og det vuggede virkelig på den helt rigtige måde denne aften på Hades. Desværre sad Nigel Glocklers stortromme ikke i skabet på samme måde. Den dobbelte stortromme havde ikke samme attack i lydbilledet, og det endte med at runge en del i lange perioder. Det var egentlig skørt, da langt hovedparten af de koncerter, som denne anmelder var vidne til, havde en fortrinlig og defineret stortrommelyd.

Et menigt medlem af Saxons church of metal lånte Byford sin battle-vest, da Glockler satte gang i ’Denim and Leather’. Coveret fra samme udgivelse og Saxons font prydede selvfølgelig vesten, og det er altid opløftende, når publikum og band giver den op for hinanden. Sangens metal-mantra ”Denim and leather brought us all together” blev således smukt konkretiseret, inden vi fik afsluttet metal-messen med den altid catchy ’Princess of the Night. Saxon var i stødet denne fredag aften.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her