Copenhell 2010: En spjættende, lydhør energibombe
Populær
Deftones osede af energi og spilleglæde, da de spillede for et begejstret Copenhell-publikum.
2. Diamond Eyes
3. Feiticeira
4. Knife Party
5. Elite
6. You’ve Seen the Butcher
7. Sextape
8. Birthmark
9. Bloody Cape
10. Minerva
11. Prince
12. CMND/CTRL
13. Beauty School
14. Be Quiet and Drive (Far Away)
15. Around the Fur
16. Lotion
17. My Own Summer (Shove It)
18. Change (In the House of Flies)
19. The Passenger
Ekstranumre:
20. Root
21. 7 Words
Det er efterhånden nogle år siden, at de californisk bosiddende gutter i Deftones viste sig fra deres stærkeste side. Lige siden de udgav den helt smågeniale pladebasker 'White Pony' tilbage i 2000, har det således ikke syntes dem mulig at opnå samme energi og niveau hverken på plade eller i liveregi. 'Saturday Night Wrist' (2006) havde gyldne momenter, mens deres sjette og seneste opus, den aktuelle 'Diamond Eyes', har et godt stykke vej op til prima-Deftones.
Det er langt fra en dårlig plade, men bandets storladne signatur får en negativ klang, når den bliver så hungrende efter det sentimentale, som er tilfældet på 'Diamond Eyes'. Titelnummeret fra pladen er et godt eksempel herpå. Det var derfor med små forventninger, man gik ind til koncerten med Deftones anno 2010.
Det skruede heller ikke forventningerne i vejret, at bandet i liveregi heller ikke har formået at opnå samme intensitet, som de eksempelvis nåede i 1998, da de gæstede Roskilde Festivals Orange Scene fredag aften. Det skyhøje niveau blev holdt på selvsamme scene i 2001, hvor besøget i 2006 derimod var en både utight, usympatisk og kedsommelig præstation.
Det var derfor forbandet godt, at koncerten på Copenhell Festivalens debut atter blev en af de bedre.
Musikalsk vægt
Der blev kickstartet med de to førstesingler fra 'Diamond Eyes', 'Rocket Skates' samt titelnummeret. Det sidste nye studieudspil fyldte generelt meget af sætlisten ud, hvilket nødvendigvis skete på bekostning af andre og bedre numre. Førnævnte 'Saturday Night Wrist' blev eksempelvis fuldstændig forbipasseret.
Men på trods af forbipasseringen af gode numre var der hele tiden hovedvægt på en svær sikker og ditto sej musikalitet under Deftones' koncert. Selvom 'Rocket Skates' muligvis lyder som Deftones på en dårlig dag, var det strategisk klogt af bandet at placere to af skivens sange så tidligt i sætlisten. Som afslutning på en dag med guitarlir og retrorock fra blandt andre Megadeth og 3 Inches of Blood, virkede selv halvsløve numre fra Deftones forfriskende - og så havde man jo blot så meget af det bedre til gode.
Og 'af det bedre'-kategorien tilhører både 'Feiticeira' og 'Knife Party' fra 'White Pony'. Undertegnede havde nærmest glemt, hvor stadig vedkommende metalperler den plade indeholder fra start til slut. Det gør sig gældende på alle leder og kanter, at den plade står distancen meget bedre, end senere udgivelser fra Deftones. Abe Cunninghams tøndespil har eksempelvis aldrig lydt på én gang så legesyge og kontante, som det gjorde her.
En højere energisk enhed
Mod slutningen blev det for alvor godt. Fra da 'Beauty School' trådte ind på sætlisten blev resten af koncerten forvandlet til én stor fest. Frontmand Chino Moreno var i et gækkende, spjættende, festglad humør, som han spænede fra den ene side af scenen til den anden - alt imens den ene publikumsbasker efter den anden afslutningsvis fulgte efter hinanden i én strid, musikalsk strøm.
Deftones synes tilbage på rette spor, og for første gang i mange år glæder man sig til at følge dem yderligere. Og tager man Copenhell-koncerten i betragtning, må de meget gerne vende tilbage til Danmark snart. For det var en gedigen og smuk metalafslutning, de sluttede førstedagen af med.