Copenhell 2013: De rette vindere
Deus Otiosus vandt sig tjansen på Copenhell og viste med god grund, hvorfor de var konkurrencens rette sejrherrer.
02. Wall of Violence
03. New Dawn
04. Pest Grave
05. Thousand Arms Of the Dead
06. Iron Rule
I maj måned dystede Deus Otiosus mod Cold Night For Alligators i Royals rockbattle om den sidste plads i programmet til Copenhell. De københavnske dødsthrashere sejrede i sidste øjeblik, i det, der blev den største stemmeslugende rockbattle, Royal har holdt til dato. Så glæden var naturligvis stor, da bandet endelig kunne høste gevinsten og gå på scenen på opvarmningsdagen, inden festivalen for alvor blev skudt i gang om fredagen.
Og hvilken glimrende forsmag på helvede det var!
Publikum tørstede tydeligt efter metal
En halv times hårdtslående dødsmetal, der gerne kombineredes med skarpe thrash-riffs, som åbningsnummeret ’In Harm’s Way’ demonstrerede. ’Wall of Violence’ fulgte op, og det tog den unge del af publikum helt bogstaveligt til sig. De kastede sig nådesløst og voldsomt ind i hinanden, så os halvgamle (læs: 31 år) metallere i forsøget på at redde æren diskret trådte i baggrunden. En pludselig og flyvende teenager var dog alligevel ved at sende Devilutions fotograf til tælling.
Man mærkede virkelig, at mange længe havde tørstet efter at bælle den fjerde udgave af Copenhell i sig. Suset fra adrenalinrusen, over at festivalen endelig var gået i gang, var ikke til at tage fejl af.
Og Deus Otiosus' soundtrack til helvedes forgård fortsatte ufortrødent og fandenivoldsk over i den tunge satan ’New Dawn’, inden vindersangen fra Royals konkurrence, ’Pest Grave’, igen forvandlede frontpitten til en ren massakre.
Gode fremtidsudsigter
Det er svært at se, hvad Deus Otiosus efterhånden kan gøre bedre, end det, de præsterede på Copenhell. Brødrene Henrik og Peter Engkjær skiftes kompetent til at varetage musikkens soli, når de ikke supplerer frontmand Anders Bo Rasmussen med at omdanne bandet til et inferno med triple-growl, mens bassist Jesper Holst og trommeslager Jesper Olsen banker rytmerne på plads.
Fremtidens udspil virker også som en sikker næve i fjæset med ’Iron Rule’, der lukkede koncerten, og som stabilt holder på Deus Otiosus' fundamentale lyd, bare tilsat mere tempo og aggressivitet.
Undertegnede har dog aldrig oplevet Deus Otiosus spille meget mere end tredve minutter, og heri ligger det spændende spørgsmål. Kan bandet stå distancen i fremtiden og levere den dobbelte spilletid med samme energiske niveau? I så fald burde Deus Otiosus potentielt gå en fin og større fremtid i møde.