Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2013: Newsted kan selv

Populær
Updated
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv
Copenhell 2013: Newsted kan selv

Der var mødt mange frem for at gense Jason Newsted på scenen, og de blev bestemt ikke skuffede. Bassisten gjorde det klart, at han sagtens kan stå på egne ben.

Kunstner
Dato
15-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Jason Newsted er selvfølgelig mest kendt for sin tid i Metallica. Så da det blev annonceret, at han tog på turné med sit nye band 'Newsted', var det forventeligt, at mange ville møde op alene af den årsag. Hans ep 'Metal' tidligere på året gjorde dog, at vi havde en nogenlunde sikker mavefornemmelse af, at han nok skulle klare den uden at proppe sit liveshow med 80 % materiale fra sin tid i det store band.

Sådan gik det heldigvis også på Hades-scenen lørdag eftermiddag. Newsted blev mødt med stor applaus fra de mange fremmødte, der først og fremmest var kommet for at se giraffen og dernæst se, om den kunne klare sig selv. Newsted startede ud med materiale fra førnævnte ep og krydrede så derefter med sange fra den kommende fuldlængdeplade.

Efter et par sange står man så og funderer lidt over, om det her nu også fungerer? Ville man gide se Newsted, hvis ikke forsanger og bassist Newsted havde en fortid i Metallica? Som koncerten skred frem, blev det klart, at det stadig er svært at give et entydigt svar på. For Newsted er hyggelig heavy metal og i sig selv ganske god underholdning. Men det er klart, at folk stadig venter på at få en lille smagsprøve. Da de halvvejs inde driller med omkvædet fra 'Creeping Death', hvor Jason selv i 15 år stod for at skrige 'Die, Die, Die...' for at få publikum med, så steg temperaturen da også markant blandt publikum på Copenhell.

Det blev dog ved drilleriet, for de satte ikke i at spille hele sangen, men satte i stedet i én af de sange, som bliver at finde på den kommende plade. Efter den faldt Jason dog for fristelsen, og ved at spille en solid udgave af klassikeren 'Whiplash' fik han folk helt op på kogepunktet.

Og som man stod der og blev trukket med tilbage til midthalvfemserne, hvor Jason netop tog sig af vokalleverancen af selvsamme sang, så blev fokus sjovt nok flyttet for undertegnede. For der var nogle ihærdige publikummer, der i showets sidste halvdel var kommet så meget med på Newsteds vogn, at de crowdsurfede. De blev ved. Hver gang blev de pænt hevet ned af sikkerhedsfolkene, der gelejdede dem ud på pladsen igen, for kun 30-40 sekunder senere at tage imod dem igen. Sikkerhedsfolkene gjorde deres arbejde fuldstændig perfekt og med et herligt smil på læben og også en smule overbærenhed med de, der var gået helt i selvsving i deres crowdsurfing. Et studie i, hvordan den disciplin udføres. Stor respekt herfra.

Så efter at være blevet skolet i det samt have set, at Jason Newsted godt kan stå på egne ben, kunne man så reflektere over, om man ville komme tilbage næste gang? Det tror jeg, jeg vil. Hans tre medkumpaner skal lige have lidt tid til at falde ind i deres roller, for det er svært at skille sig ud, når frontmanden i et nystartet band har en så berømt karriere bag sig. For selvom han har ageret bassist for ingen ringere end Ozzy Osbourne, skudt tid og energi i Voivod, Flotsam & Jetsam, Papa Wheelie osv., så er det stadig Metallica, som Jason vil blive husket for.

På Copenhell tog han dog sine først spæde skridt ud af skyggen. En skygge, han aldrig nogensinde kommer helt ud af. Det ved han også godt selv. Dette var dog et ganske udmærket først skridt. Vi ser frem til pladen!