Copenhell 2013: Præcisionsflyvning fra flagermusen
Populær
Canadiske Cancer Bats spillede et kort, men energisk sæt, der i den grad sprudlede af spilleglæde og -evne.
Det er imponerende, at denne canadiske kvartet bare bliver bedre og bedre. En spøjs blanding af dyster hardcore og flabet southern metal er, hvad de fire canadiere byder på. Og bandet har stille og roligt fået mere og mere momentum. Attituden er til det helt store, og sangene sådan set også, selv om det nok skramler lidt for meget til at få tag i det brede volbeatske publikum. Men mindre kan også gøre det.
Selvfølgelig skulle Cancer Bats også kunne opleves på Copenhell, selvom bandet nu har været en flittig gæst her i landet – folk er ikke helt Cancer Bats-udhungrede – men da der er flere og flere, der har fået ørerne op for denne gang charmepunk, så var tidspunktet kl. 18.15 om fredagen velvalgt. Undskyld. 18.00. Koncerten var blevet rykket, hvilket ikke lige var gået op for denne anmelder. Ulykken var dog ikke større, end at det punkede glædesbudskab i åbneren 'Bricks and Mortar' kunne høres fra opholdsstedet, og fremmødet korrigeres. Men det kom nu bag på flere.
En kort 45 minutters koncert blev det til, og er der et ord, der beskriver koncerten, må det være ”skarp”. Selv om lyden er skramlet og energisk, er der for det første en masse fine detaljer og riffs at lytte til, for det andet er det spillet så pisse tight, at det faktisk er muligt at høre det hele. Og selvom ingen i bandet falder igennem – så langt fra – så skal guitaristen Scott Middleton fremhæves. Med en på en gang snavset, men klar mellemtoneforvrængning, var det i høj grad ham, der gav numrene tonemæssig struktur og form.
Mod slutningen havde bandet valgt at spille egenkompositinen 'R.A.T.S' og covernummeret 'Sabotage' (af Beastie Boys) lige efter hinanden. Smart var det, for de to numre lyder tilsyneladende som hinanden, men spillet lige efter hinanden, kan man sagtens høre forskel. Energien er dog meget ens. Men ingen beskyldninger om plagiat skal herefter ytres.
Sidstesangen var 'Hail Destroyer', som også gik rent ind, og frontmand Liam Cormier fik da også udtrykt sin og resten af bandets ærgrelse over, at de blev nødt til at drage videre med det samme, og det virkede faktisk, som om de mente det. De måtte i hvert fald godt være blevet for de mange begejstrede tilskueres skyld.