Copenhell 2014: Da pandaen blev gjort stille
Populær
Suicide Silence er gået en del igennem de seneste år, men de fik i den grad rejst sig selv fredag aften og introduceret Copenhell for deres nye forsanger.
2. No Pity For A Coward
3. Bludgeoned To Death
5. In A Photograph
6. Wake Up
7. Lifted
8. No Time To Bleed
9. Disengage
10. Cease To Exist
11. Slaves To Substance
12. O.C.D.
13. Fuck Everything
14. You Only Live Once
Der gik chokbølger gennem metalverdenen, da det kom frem, at forsanger Mitch Lucker var død i en trafikulykke i november 2012. Kun 28 år gammel. Alt for tidligt. Suicide Silence gik naturligt nok i tænkeboks, og efter en periode med sorg valgte de så at fortsætte. De rekrutterede forsanger Hernan Hermida fra All Shall Perish i oktober 2013 og er nu tilbage for fuld kraft, der også resulterer i en ny plade, der får titlen 'You Can't Stop Me' og udkommer mandag d. 14. juli 2014. Den første med Hermida på vokal.
Denne aften på Copenhells store Helviti-scene var også den første koncert i Danmark med Hermida på vokal. Senest, vi oplevede Suicide Silence, var i sommeren 2012 da de gæstede Roskilde Festival. Dengang som nu leverede de en koncert med fokus på vild energi og onde breakdowns. Det blev nemlig også kodeordene for deres optræden på Copenhell.
Det første, der sprang i ørerne, var dog lydtrykket. Bandet blev introduceret af bassist Rex Brown fra Kill Devil Hill (og ex-Pantera, ikke mindst), og så gik de ellers i gang med det største lydtryk på hele Copenhell i år. Deres breaks kombineret med en afgrundsdyb bas udfordrer i den grad bæreevnen på samtlige festivaldeltageres sternum. Der var tryk på!
Hernan Hermida virkede heller ikke som én, der var bange for at overtage tøjlerne fra den karismatiske Mitch Lucker. Han gik på med krum hals og skreg sig gennem de første sange, der bl.a. bød på en voldsom udgave af 'No Pity For A Coward', der resulterede i den første af mange kæmpestore mosh- og circlepits under denne koncert. Publikum var i den grad med på legen.
Da Hermida spurgte til, hvorvidt danskerne var glade for lidt hash, blev der resolut kastet en hashpibe op til ham. Han samlede effekten op og begyndte at bakke på den. Der blev også kastet andre ting på scenen fra de mange fremmødte fans i forreste afsnit, og han virkede oprigtigt glad for, at publikum i den grad levede sig ind i koncerten.
Efter 'No Time To Bleed' blev der beordret en ordentlig Wall of Death. Hermida ville have den største nogensinde på Copenhell. Frontpitten blev delt i to, og der blev lavet en kæmpe dødszone. I midten af denne stod der naturligvis et par udødelige unge mennesker, der lige skal prøve grænserne af. Den ene var klædt ud i et dyrekostume, som forsangeren tolkede som værende en pandabjørn. Forsangeren sagde efter instrukserne om, hvornår de måtte løbe mod hinanden, at de skulle være sikre på at få dræbt den panda. Så vidt vi er orienteret, afgik pandaen ved døden, og festen kunne fortsætte. En fest, hvor sikkerhedsfolkene i den grad tjente deres penge. For de fik reddet rigtig mange publikummer ind over hegnet, når de havde crowdsurfet eller var blevet så udmattede af kampen oppe foran, at de skulle reddes væk fra presset og lige få lidt vand og frisk luft og komme til hægterne igen.
For der var virkelig smæk på med Suicide Silence. Hele bandet gav den gas, helt ned til deres medbragte fotograf, der under hele koncerten hoppede og dansede i takt til musikken nede i fotograven. De fik også luftet sangen 'Cease To Exist' fra førnævnte plade, der udkommer om en måned, og det medførte koncertens største circle pit. For når man ikke kan skråle med på teksterne, så kan man da løbe i ring og hvirvle noget betonstøv op i luften. Til de sidste numre, familiesangen 'O.C.D.' samt 'Fuck Everything' og 'You Only Live Once', gik det selvfølgelig grassat oppe foran. Fin afslutning.
Hermida har ikke helt samme karisma som Mitch Lucker. Der mangler noget. Resten af Suicide Silence leverede varen, som de plejer. Vild, utæmmet energi fra samtlige instrumenter. Når Hernan Hermida har fået lidt flere koncerter på rygraden med sit nye band, vil han nok kunne etablere sig endnu mere, end han gjorde på Copenhell. Hans og bandets indsats var godkendt, og folket fik præcis, hvad de kom efter. En timelang energiudladning. Set i bakspejlet var det, der stod tilbage, nok mest det, at vi fik bevist, at lydanlægget på Helviti-scenen altså godt kunne komme op på den store klinge. Gør bare det ved samtlige koncerter fremover på den scene. Fuld knald på. Det giver lige en ekstra dimension, som samtlige på pladsen nyder godt af. Den bas var svær ikke at forelske sig i.