Copenhell 2014: Thy Art Is Mudder (sic)
Populær
Thy Art Is Murder kæmpede bravt og entusiastisk for at overbevise, men forblev en lettere kedsommelig og svært definerbar omgang smadder
Thy Art Is Murder glædede sig som vanvittige til at se Behemoth optræde på den store scene, når de havde gjort deres optræden på Pandæmomium-scenen færdig, lød det fra bandets entusiastiske forsanger. Efterhånden som koncerten skred frem, kunne undertegnede næsten heller ikke vente, til Behemoth kunne tage over og brænde et stort, svedent hul i min hukommelse lige der, hvor Thy Art Is Murder kortvarigt indlejrede sig.
Bandet spiller en form for deathcore, ikke ulig bands som Carnifex og Suicide Silence, som også optrådte på Copenhell samme dag. Det vil sige breakdown på breakdown på breakdown og ikke skyggen af et mindeværdigt riff. Denne dag havde navnet Thy Art is Mudder nok været mere passende, da det ellers fint spillende bands ganske komplekse riffs druknede gevaldigt i mikset. Som uindviet til bandets numre var det derfor svært at finde et fokus at holde fast i, og det meste af koncerten blev en sær omgang, ja - mudder.
Men bandet havde ikke desto mindre godt fat i især det unge publikum, og vi blev da også trakteret med både en kæmpe circlepit og en wall of death til hittet 'The Purest Strain of Hate'. Og det er på denne baggrund, at bandet får deres point.
En kollega betegnede før koncerten bandets stil som 'lol-core', og hvad det helt præcist dækker, står endnu uvist. Faktum er, at det mest bemærkelsesværdige ved koncerten for mit vedkommende var trommeslagerens udvidede øreflipper, som er de største, jeg i mit liv har set. Med dem i erindringen var det bare om at tage benene på nakken og skynde sig over på Helviti-scenen, hvor Behemoth bød op til mørk og rensende eftermiddagsmesse.