Copenhell 2015: Atomangreb med løst krudt
Populær
Nuclear Assault tog forbi Copenhell på deres sidste turné nogensinde, og koncerten var et tydeligt bevis på, at det bestemt er helt rigtigt at stoppe nu.
2. Brainwashed
3. New Song
4. Critical Mass
5. Game Over
6. Butt Fuck
7. Pounder
8. Sin
9. Betrayal
10. Analogue Man In A Digital World
11. Died in Your Arms
12. Wake Up
13. When Freedom Dies
14. My America / Hang the Pope / Lesbians
15. Trail of Tears
Nuclear Assault var et af de thrash-bands, der hoppede med på bølgen i firserne. Bassist Dan Lilker var med i Anthrax, da de udgav deres debutplade. Han blev dog smidt ud af bandet og dannede så Nuclear Assault. Han fandt John Connelly til at varetage opgaven som guitarist og forsanger og Glenn Evans som trommeslager. Den trio var også den, der kom til Copenhell på Pandæmonium-scenen lørdag aften. Med sig havde de Eric Burke på den anden guitar. Han har været med i bandet i mange år, men var ikke med, da de udgav deres seneste plade, 'Third World Genocide', fra 2005.
Her i juni udgav de så en ep med titlen 'Pounder', der efter al sandsynlighed bliver det sidste, vi hører fra Nuclear Assault. Koncerten på Copenhell blev også det sidste, vi kommer til at høre på den front. Heldigvis, dristes man til at sige. For det var en jammerdal fra start til slut.
Forsanger og guitarist John Connelly kunne ikke sine tekster. Han havde en mappe med, som han kunne støtte sig op ad. Fair nok, James Hetfield, der er forsanger i et lidt større band fra samme æra, bruger gerne teleprompter, så på den front er en mappe med tekster ikke ligefrem en helligbrøde, vi behøver smide ham på hjul og stejle for.
Men når man så bruger et minuts tid på at bladre mappen igennem efter teksterne til næste sang, ikke kan finde dem og derefter må rundt til både Lilker og Burke for at informere dem om det pinlige, begynder det at blive interessant. Det virkeligt pinlige skete, da de alligevel spillede sangen semiinstrumentalt, kun afbrudt af Lilker og Connelly, der i ny og næ tog munden til mikrofonen og råbte noget pladder for at sætte lyd på. Helt ærligt? Er det den respekt, de har over for deres egen musik og de fans, der valgte at troppe op i stedet for at høre Asking Alexandria på Hades eller gøre sig klar og sikre sig en god plads til Gojira?
Denne anmelder kan rigtig godt lide Gojira. Men Nuclear Assault har ikke ligefrem gjort en dyd ud af at turnere i Danmark de sidste 30 år. Forrige gang, de var på disse himmelstrøg, var i 1992, da de gæstede Roskilde Festival. Derfor skulle Nuclear Assault da opleves. Og selvom nostalgien da bestemt fik sneget sig ind under huden da de hev de gamle sange som 'Critical Mass' og 'Game Over' frem, så var der altså for langt mellem snapsene, til at koncerten sådan for alvor blev god og mindeværdig.
I stedet stod man tilbage med følelsen af, at det nok alligevel er godt, de stopper nu, før det bliver mere pinligt, end det allerede er. Halveringstiden for atomaffald er lang, så det er med at få proppet en klud i hullet, før det for alvor bliver grimt.