Copenhell 2015: Body Count! Bitches! Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5a/92/c8/-T1X8921-56-1435050483.jpg
22. Juni 2015    

Efter to årtier var Body Count tilbage i Danmark. Koncerten var ingen åbenbaring, men Ice-T og slænget sørgede alligevel for et af de shows, der vil stå fast i Copenhells kollektive hukommelse.

Kunstner
Dato
18-06-2015
Trackliste
1. Body Count's in the House
2. Body M/F Count
3. Masters of Revenge
4. Bowels of the Devil
5. Necessary Evil
6. Manslaughter
7. Drive By
8. Voodoo
9. There Goes the Neighborhood
10. Body Count
11. KKK Bitch
12. Disorder
(The Exploited cover)
13. Talk Shit, Get Shot
14. Cop Killer
Ekstra:
15. Born Dead
16. Institutionalized
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Ice-T, der opfandt gangsta-rap i 1987 og blandede machogenren ind i heavy metal på Body Counts berygtede ’Cop Killer’ i 1992, var i sit es, da legenden gik på scenen som festivalens første hovednavn.

Vi er ikke langt inde i koncerten, før han udbryder: ”What’s my name? Ice Motherfuckin’ T! Bitch!”

Publikum jubler. Hænderne ryger i vejret. Utallige berusede gæster vælter ind i hinanden, så moshpittens ædle stammedans måske slet ikke opleves vildere under resten af festivalen.

Copenhell er kun lige åbnet fire timer tidligere, men er allerede ved at toppe.

Mange har ventet på det her øjeblik. Rigtig mange lader faktisk til at have ventet på Body Counts første danske besøg siden Roskilde Festival i 1995. Den koncert, som flere med stolthed i stemmen fortæller, de var til, mens der bliver talt om gruppen fra South Central, Los Angeles, før de går på.

Det er den ene gruppe, der står og venter. Dem på cirka 35 og op, som har oplevet dem. Der også den gruppe, der ikke helt forstår det. Eksempelvis et dagblads udsendte, der i sin anmeldelse kalder Ice-T for en anakronisme og skriver, "at det er sådan lidt so last century at kalde publikum for pussies og bitches, når de ikke går nok amok."

Hvad kan man sige til det andet end: ”Talk Shit, Get Shot!”

For der er også den gruppe, som lige var et par år for unge til at tage på Roskilde i 1995 og måtte nøjes med at høre koncerten i P3, der sendte den direkte fra festivalen.

Dem, som optog koncerten og stadig har den gemt på kassettebåndet. Gruppen, som undertegnede og den jævnaldrende vennekreds tilhører. Gruppen, som siden 10-årsalderen har lyttet til Body Count og knap 25 år senere stadig synes, at Ice Motherfuckin’ T, guitarist Ernie C og de nye medlemmers musik er det vildeste og mest politisk ukorrekte shit, der findes.

Den gruppe, der har det for vildt, når vores ven Iceberg skriger ”Bitch! I wan’t my dick sucked” i starten af ’Strippers’ eller i ’Evil Dick’ synger:

"AH, AH, AH, AH, OH, OH, OH, OH /
COME HERE BABY, COME HERE BABY /
AH, AH, AH, AH /
YEAH, YEAH, YEAH, OH SHIT, OH, OH /
OH, OH... DAMN DICK!"

De to klassikere fik vi desværre ikke! Men vi fik en håndfuld af alle de andre igennem den time, Body Count kom, skød og sejrede på Copenhell.

Fra det øjeblik, den 57-årige legende kom ind på scenen med sit slæng og lagde ud med ’Body Count's in the House’, fik tilhængerne straks tørsten stillet efter to årtiers tørke.  

En kollektiv glædesrus summede blandt publikum.

BODY MOTHERFUCKIN’ COUNT VAR ANKOMMET i HELVEDE!

De var helt som forventet: Stadig macho, stadig sure, stadig vulgære, stadig anarkistiske, stadig knap så overlegne musikere – og nu også i en alder, hvor de havde svært ved at følge med i deres eget tempo.

Men musikken og attituden var ikke blevet kitsch med årene. Den var stadig cool, godt understreget af den fandenivoldske energi, de midlaldrende niggas gjorde overraskende comeback med på sidste års glimrende ’Manslaughter’.

Hvor havde det bare været forrygende, hvis ’Bitch in the Pit’ eller ’99 Problems BC’ herfra havde været på sætlisten i stedet for de mindre gode ’Masters of Revenge’ og ’Bowels of the Devil’.

Men vi fik højdepunktet. Klassikeren ’KKK Bitch, hvor Ice-Ts flow var flyvende –  ”I got mad, my dick got hard / entered in her ass / she said, 'Oh my God!'”

De to numre, der gjorde dem berømte, kom naturligvis også. Der blev sunget med på ’Body Count’, som Ice-T introducerede bandet med på sit soloalbum og hovedværk ’O.G.: Original Gangster’ i 1991. Og naturligvis debutens titelnummer, ’Cop Killer’, der blev præsenteret som Danmarks nye nationalsang.

Det bliver sangen hver aften i et nyt land. Body Count er et skuespil med den sorte, vrede amerikanske mand i hovedrollen, der står og kalder Obama for en nigger og råber til publikum, at de er nogle små bitches.

Men Body Count er langt fra en anakronisme. Der er lige så meget mening, som der er macho i musikken. Det er nemlig også en forestilling, hvor manden i midten har noget på hjerte. Teksternes udstilling af det kapitalistiske og racistiske USA er stadig relevante. Den fattige sorte befolkning synes ikke just at have fået bedre levevilkår i Guds eget land, siden ’Cop Killer’ kom på gaden for snart 25 år siden.

Det meste af sætlisten blev hentet her fra klassikeren. Mens både ’Violent Demise’ og ’Muder4Hire’ blev forbigået – pladerne er faktisk ikke så dårlige, som de har ry for. Men på Copenhell fik vi faktisk mere end forventet med ekstranumrene ’Born Dead’ og lidt af ’Institutionalized 2014’. En halv time mere havde dog absolut intet gjort.

Men det var så det. En times fantastisk koncert, der aldrig blev en åbenbaring. Men der står urokkeligt fast som en fed oplevelse, der havde været undervejs i 20 år – og formodentlig også ender som den sidste gang, vi har set Body Motherfuckin’ Count på dansk grund. Tak for det, Copenhell!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her