Copenhell 2015: Helt uden rød tråd
Populær
Code Orange gav en statisk performance uden nogen tydelig progression trods aggressionsudladning en masse på scenen
Fredag aften spillede de progressive hardcore-rødder Code Orange (før Code Orange Kids) på Pandæmonium. Da jeg ikke havde andet end et perifert kendskab til bandet i forvejen, måtte jeg selvfølgelig sætte mig ind i lidt af både nyt og gammelt materiale - omend blot overfladisk. De indspilninger, jeg fandt, og flere udsagn på nettet om energiske liveshows, lagde op til en potentielt formidabel koncert på årets Copenhell... Men, ak og ve, sådan skulle det desværre ikke gå.
I stedet for at tage udgangspunkt i det umiddelbart fine udvalg af fræsende energiske hardcore punk-sange, var fokus desværre overvejende lagt på sange bygget op af eller omkring tunge breakdowns i stedet for egentlige progressionsorienterede riffs. Der var i det hele taget ikke mange stærke riffs at komme efter, og uden dét anker flyder sangene ud i hinanden til en uigenkendelig, ligegyldig masse. Og det endda på trods af de elektroniske mellemstykker, der afspilles over PA-anlægget mellem flere af sangene.
Bandet er som sagt kendt for deres energiske liveshows, men deres optræden på årets Copenhell virkede mest af alt som et absurd dukketeater med bassist Joe Goldman febrilsk sprællende, formålsløst hoppende og headbangende – nærmest konsekvent ude af takt – forrest på scenen, som for at kompensere for forsanger og trommeslager Jami Morgans immobilitet. Læg dertil disco-hihat, passager med langsom, dybtfølt blød teenagepigeværelsesgrungeballade og alt, alt for meget skinger “skønsang”, og du har en yderst usammenhængende og komplet intetsigende optræden.
På plade er Code Orange fede nok, og jeg havde set forholdsvis meget frem til at se dem live, men live fokuserer de nærmest udelukkende på det, alt for mange progressive “metal”- og hardcore-crossover-bands fejlagtigt sætter deres lid til: endeløse og fuldstændigt ligegyldige breakdowns, “brutal” tyngde og dårlig skabet eller skingert klagende vokal for at skabe afveksling fra det aggressive growl eller scream. Når man kombinerer alt det med 90'er-Seattle-ballader, så har man nået et punkt, hvor det kaotiske virker fuldstændigt udtømt for mening, som aggression uden nogen målrettethed eller eksistensgrundlag, når det stilles overfor det ordnede – her i form af det amerikansk-romantiserede billede af den alternative, skrøbelige skovmandsskjortebærende poet, der trods al vreden kan udtrykke ægte følelser. Sammen med elektroniske beats er det svært at finde sammenhængen, og man er nået frem til noget, der virker som en tilfældig blanding af genrer i et desperat forsøg på at finde en ny lyd, men uden at gøre sig overvejelser om kohærens.