Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhells vinterfest

Populær
Updated
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest
Copenhells vinterfest

Seks meget forskellige og på hver sin måde spændende bands gjorde lørdag aften i Vega til en flot fest for dansk rock og metal.

Spillested
Dato
28-01-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (Aphyxion: Peter Troest)
Karakter
4

Femte gang med Copenhells vinterarrangement, When Copenhell Freezes Over, viste endnu engang, hvor stort et brand Copenhell-navnet er blevet. Festen for metallen blev igen afholdt i Lille Vega og den lidt mindre sal, Loungen, oven over, og der var ingen billetter at hente i døren, da arrangementet kort før startskuddet kunne melde udsolgt. Devilution havde i år sendt hele to anmeldere afsted, og de splittede det sådan op, at Villumsen tog flest noter om de første tre bands og derfor skrev om dem, hvorefter han sendte blok og pen videre til Molin, der så har skrevet om de sidste tre bands.

Med tætpakkede sale og en vældigt positiv stemning blandt publikum kan man sige, at de udvalgte bands egentlig ikke behøvede bevise så meget, for de fremmødte havde ja-hatten på og gav den godt med gas. Det er således arbejdet forud for showet, arbejdet, som har givet tjansen og opmærksomheden fra Copenhell-folkenes side, der er det imponerende. Et udsolgt arrangement giver nu alligevel blod på tanden for alle bands, og der blev på ingen måde bare spillet sikkert. Der blev leveret over hele linjen.

Defecto
Første band af de seks var Defecto, som vi med et foto fra showet kort efter på vores Facebook-væg beskrev som “kendt fra internettet”. Her sendes naturligvis en reference til den store (og naturligvis forståelige) spam i forbindelse med konkurrencen om en opvarmningstjans for Metallica, som Defecto sejrede i, og så selvfølgelig de mange omtaler (sågar i BT), da frontmand Nicklas Sonne brækkede knæet under en koncert! Og på imponerende vis fortsatte koncerten siddende på scenen med samaritterne klar i kulissen til at yde behandling, så snart frontmanden havde leveret for de fremmødte.

Heldigvis er Nicklas Sonne på benene igen, omend lettere humpende, men i forhold til showet her i Lille Vega bed man ikke mærke i det udover hans egne jokes om skinnen på benet. Til gengæld lagde man mærke til den store melodiske stemme, der også lejlighedsvist fik lov at kamme over i et stærkt, growlende brøl. Når man har set Defecto i de tidlige år spille for nogle få håndfulde mennesker, hvor der blev kæmpet en lidt for febrilsk kamp for at give et show, så er det en fornøjelse at se bandet, når publikum er fuldstændig på, og der bare skal vrikkes med en lillefinger, for at publikum er med på legen. Det virker som et mere naturligt band, der spiller musikken, som var det det letteste i verden, selvom det tekniske niveau er afsindigt højt.

Fra åbneren, ‘Excluded’ til afslutteren ‘Sovereign’ havde Defecto gang i et fint show, hvor guitarlyden godt måtte have trådt lidt mere igennem, når der blev spillet riff, men til gengæld trængte stærkt igennem i de lirede soli, så guitarfetichisterne kunne få, hvad de kom efter. Specielt er dobbeltsoloen i ‘Drifting Into Blackness’ værd at nævne.

LLNN
Det er altid interessant, som de her arrangementer både tager fat i det brede og det mere snævre af metal- og rockgenren. LLNN på Lounge-scenen spiller en omgang musik, der normalt ikke ville tiltrække så mange tilskuere, som tilfældet var denne lørdag aften. Showcasen må siges at være en stor hjælpende hånd til at sprede budskabet om bandet. Og det burde være et positivt bekendskab, folk fik med, for bandets harcore med “post-tendenser” og den interessante, nærmest film-soundtrack-agtige keyboardbaggrund kom flot ud over scenekanten. Guitarist og vokalist Christian Bonnesen var sej i sin let underspillede rolle som frontmand, der dog lige satte fotograferne på den første række på plads efter første nummer: “Så, fotografer; nu tror jeg, I har fået jeres billede”. Det gav plads til lidt mere aktivitet lige foran scenen. Smart.

Det var et kort sæt, men alligevel blev den hidsige, skrigende vokal lidt ensformig undervejs, men det kan være en smagssag, for det understreger også post-delen af musikken og de indimellem mange gentagelser. Alt i alt var det spændende, hypnotiserende lydbillede, som kunne minde om en kaosinficeret omgang af Copenhell-darlingerne i Redwood Hill.

Forever Still
Forever Still har virkelig rykket sig. Med pladekontrakt på mægtige Nuclear Blast og en veloverstået tour med Lacuna Coil er der virkelig blevet høstet selvtillid. Attituden fejlede således ikke noget, da kvartetten gik på scenen i Lille Vega. Hvis man har tjekket bandet og deres ageren på de sociale medier ud, så vil man vide, at der er meget vægt på forsangerinde Maja Shining, og det var der også her. Men måske ikke nok.

I hvert fald måtte Shinings vokal godt have været lidt højere, for hun sang stærkt og imponerede også med nogle knusende skrig indimellem. Men når baggrunden af trommer, guitar, bas og en hel del backing-track ikke er så vældig interessant, så ville det have været oplagt bedre at kunne høre de gennemførte vokalmelodier. Baslyden var udmærket og kørte ofte et fint groove med trommerne, men når bandet gik mere ud af metallens velkendte rammer, var riffene desværre tit lige generiske nu-metal/industrial-agtige nok med en guitarlyd, der simpelthen ikke bed nok fra sig. Uanset hvad fik Forever Still vist, at de til fulde forstår den genre, de gør sig i, og med lidt andre lydforhold vil de også kunne overbevise hele Lille Vega, som Aphyxion senere gjorde.

Woes
Woes var blevet tildelt den lille sal som aftenens fjerde band, og de gjorde entre i en stopfyldt sal, hvor det var svært overhovedet at skaffe sig udsyn til bandet, hvis man ikke var blandt fotograferne på første række eller hørte til de heldige, der havde skaffet sig en plads på balkonen. Men uanset at flere, som denne anmelder, faktisk ikke så andet til bandet end lidt flagrende hår i scenerøgen eller den konstant crowdsurfende forsanger, så blev man ramt af intensiteten og indlevelsen – der var ikke mange rolige sekunder fra hverken band eller musik. Det kaotiske lydbillede bød desværre ikke på mulighed for at danne sig et rigtigt indtryk af potentialet i Woes sange, bortset fra at man kunne spore nogle potent black metalliske toner, som trods rod og noget, der lød som koks i sammenspillet, havde en stærk energi og masser af raseri gemt.

Aphyxion
Hvor Woes står for noget umiddelbart og råt, havde Aphyxion det helt store professionelle show med til Lille Vegas helt proppede lokale. Fra at være et lovende dødsmetal-band har kvintetten over de seneste år udviklet sig til at ligne en million, når de går på scenen. Røgmaskiner, ekstra podier, godt sammenspil med lys og et velbalanceret lydbillede gør det svært at tro på, at bandet kun har to album i ryggen.

Med den seneste udgivelse ’Aftermath’ står Aphyxion også for noget, der vel kan kaldes stadion-dødsmetal – det rækker langt ud over scenekanten og appellerer langt bredere, end bands med growl normalt gør. Omtrent som In Flames gjorde det, da de droppede Göteborg-dødsmetallen.

Ribebandet har altid været en medrivende forestilling, og med de mange hooks fra den nye plade i baghånden, er det på veloplagte aftener som lørdag på Vesterbro nærmest umuligt for dem ikke at levere en fest, som rækker helt ned bagerst i salen. De ejede fuldstændigt publikum og lod til at have en halv time, hvor intet kunne gøres galt.

SEA
SEA skulle slutte festen af og stod på scenen lidt over 23, hvor en del publikummer desværre havde kapituleret til et langt program. Det tog band, og i særdeleshed rockstjerne-udstrålende forsanger Anders Folden Brink, sig dog ikke af og gjorde afslutningen til det måske mest opløftende ved hele arrangementet.

Med SEA var det både som at skue fyrre år tilbage i tiden og se et band klædt med stil og spillende en næsten forsvundet kunstart af toptunet halvfjerdser-hard rock og samtidig være vidne til noget vedkommende og ægte – et meget tilstedeværende band. Det er muligt, kvartetten skuer tilbage for at finde forbilleder, men de skriver sange og spiller dem så overbevisende, at man ikke tvivler et sekund på det autentiske i musikken.

I modsætning til Aphyxions tjekkede show tager SEA den helt tilbage til rockens rødder, hvor der ikke kræves andet, end at man skruer op på 11. Eller man lader som om – SEA havde aftenens klareste lydbillede og spillede i øvrigt overraskende lavt, hvilket gjorde plads til, at hver en tone stod knivskarpt og gjorde det muligt at nyde en stærk vokal, formidabelt sammenspil og lækre soloer på en måde, som ellers er sjælden i rockmusikken.

Men vigtigst af alt: SEA har sammenspillet og udstrålingen til at lægge bunden, og så har de fremragende sange fra en flot debut. Lørdag kunne de lufte flere fra den kommende skive, hvor melodier, riff og udtryk lader til at stå endnu stærkere.


Karakterer:
Defecto: 4
LLNN: 4
Forever Still: 3
Woes: 3
Aphyxion: 4
SEA: 5