Den forventede fest

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/81/27/bf/-DSF2502-31-1467105181.jpg
26. Juni 2016    

Festen var sikker på Helviti med dansabel keltisk punk fra Dropkick Murphys, der leverede et godkendt show. Men det formåede ikke at imponere helt derud, hvor man overvældes.

Dato
23-06-2016
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Amerikansk keltisk punk. Egentlig en mærkelig sætning, men det er ikke desto mindre det, som Dropkick Murphys leverer og er garant for. Størstedelen af Danmarks ungdom kender bandets musik, måske ubevidst, men TV2 Zulu benyttede stumper fra 'I'm Shipping of to Boston' til standup-comedy-serien 'Comedy Fightclub', hvilket har givet bandet meget eksponering. Idéen med Dropkick Murphys på Copenhell-programmet var god; at tage stemningen og festen i en irsk pub og ud til det brede publikum for at kickstarte en fest, mens festivalen just er gået i gang, og fadølshanerne arbejder på højtryk.

Dropkick Murphys ville også festen. Der skulle næsten et sikkerhedsnet til at bremse forsangere Al Barr, som han kom stormende ud på "catwalken", som var blevet bygget fra scenen og ud i pitten. Det gav en nærkontakt til publikum og et boost til festens begyndelse. Bandet lød godt, musikken var helt som forventet festlig, og publikum løftede i respekt glasset før mangen en øltår.

Gode pointer i tidligere anmeldelser
Devilutions tidligere reaktioner på live-koncerterne fra bandet har været blandede. Ved besøgene i 2014 og 2013 i hhv. Amager Bio og Vega sejrede festen, men i Vega i 2008 skrev vi i stedet, at bandet manglede de store sange. Denne eftermiddag på Refshaleøen forstod man begge argumenter. Festen var der, helt sikkert, og bandets fandenivoldske spurt ud af startblokkene medførte imponerende nok ikke åndenød senere i koncerten. I midten blev der dog taget en bette slapper med nogle akustiske numre inden den stærke slutspurt.

I forhold til det med at mangle store sange, så er det selvfølgelig et meget barsk argument, men hvis der ses bort fra netop de allerstørste hits, så er stilen så formulariseret, at det desværre også bliver ensformigt. Det kan godt være, at der skiftes mellem harmonika, fløjter og banjo, men den røde tråd er så tyk, at man kunne ønske sig, at det blev veget lidt fra den.

Og så kom hittene
De store sange kom til sidst, og selvom disse sange på ingen måde er fundamentalt anderledes end de foregående numre, så har de bare lige dét mere iørefaldende riff eller dén mere fællessangsopmuntrende tekst. I hvert fald var det en lynende skarp afslutning med 'Rose Tattoo', 'The State of Massachusetts' og især, naturligvis, 'I'm Shipping off to Boston'.

Dropkick Murphys leverede den fest, den kickstart til Copenhells overordnede fest, som man havde forventet. Solidt og gennemført koncept, men også med en tanke om, at så mange andre bands, der huserer på de irske pubber, kunne have formået cirka det samme. Alle pengene værd, men altså uden for alvor at imponere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her