Tilbage til udgangspunktet

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/17/44/77/Cro-Mags1-41-1503892271.jpg
26. August 2017    

I en kælder i Boston stod en vital og ilter John Joseph torsdag aften i front for NYHC-legenderne Cro-Mags, hvor de sammen med det lokale band Morne, der rev mure ned med deres altomsluttende sludge, hver for sig viste, hvordan DIY-modstanden kan aktiveres og revitaliseres i 2017.

Kunstner
Titel
+ Morne + Ascend/Descend
Dato
24-08-2017
Fotograf
Hillarie Jason
Forfatter
Karakter
5

Bevægelser kommer og går. Om de er politiske, musikalske eller begge dele, kan de ofte siges at have et startpunkt, en kulmination og en opløsning. En begyndelse, en midte og en afslutning, som så ikke helt er en afslutning, men i højere grad en fragmentation eller et opbrud. For selvom sådanne bevægelser kan tage form som modeluner og trends, der hører en særlig tid til, så forsvinder de aldrig helt, men kanaliseres ud i andre udtryksformer og hybrider. Bliver noget nyt, noget andet, noget, hvis rødder alligevel kan være tydelige og stikke langt tilbage.

I dokumentaren ’American Hardcore: The History of American Punk Rock 1980-1986’ af musikvideo- og filminstruktør Paul Rachman skildres den amerikanske hardcores kulmination og opbrud i første halvdel af 1980'erne. En periode, hvor byer som New York, Washington, D.C., Los Angeles og Boston alle havde en særligt pulserende, dynamisk og voldsom undergrund, der videreførte punken i en oprørsk, socialt indigneret og til tider voldelig form. Hvor navne som blandt andre Bad Brains, Minor Threat, Circle Jerks, Black Flag og SS Decontrol bandt lokale scener sammen og skabte et større netværk, i hvilket frustrerede og utilpassede unge kunne få afløb for deres sociale og politiske frustrationer.

Indtil det med den tidligere Black Flag-forsanger Henry Rollins' ord altså imploderede i en rus af meningsløs vold og nihilisme.

Revitalisering af fortiden
Helt så radikalt som Rollins beskriver det, var det nok i virkeligheden ikke. Der er god grund til at være kritisk for Rachmans og Rollins' historieskrivning, for sandheden er nærmere, at scenen muterede, fusionerede, forgrenede og udviklede sig fra midten af firserne og frem og blandt andet blev til crossover, post-hardcore og emo.

I dag, 30-35 år efter hvad der meget vel kan betegnes som storhedstiden, ulmer hardcoren stadig i undergrunden. Opgøret med konformiteten, den borgerlige middelklasseidyl, autoriteterne og de politiske magthavere er ikke blevet mindre aktuel. Og måske er det faktisk mere relevant end længe.

Det var i hvert fald med en ilter og vital John Joseph i front, at den nuværende og længst varende inkarnation af crossoverbandet Cro-Mags tidligere på ugen gav koncert i Boston-bydelen Cambridge. Bandet, der med klassikeren ’The Age of Quarrel’ fra 1986 skabte blåtrykket for NYHC, som min skribentkollega Jon Albjerg Ravnholt formulerede det for nylig i sin Metaldiktator-gennemgang af albummet.

Det er stadig det album, Cro-Mags primært huskes for, og det er stadig det album, der fylder i sætlisten, når sanger John Joseph (der også er højaktuel i supergruppen Bloodclot) står i front for bandet flankeret af A.J. Novello (tidl. medlem af Leeway) på guitar, Craig Setari (mangeårig bassist i Sick of It All) på bas samt trommeslager Mackie Jayson (der også medvirkede på ’The Age of Quarrel’ i sin tid).

Nihilistisk support
Det var egentlig Eyehategod, der var hovednavnet denne aften på spillestedet The Middle East Club, men grundet en sen spilletid og et offentligt transportsystem, der ikke kører efter midnat, måtte undertegnede vente med at se sludgebandet fra Sydstaterne i denne omgang.

Og det skal da også siges, at der ikke manglede noget for denne skribent.

Inden Cro-Mags havde det lokale band Ascend/Descend varmet op med klassisk hardcore med et pift af emo-rock og noget, der vel nok i virkeligheden var sangbare omkvæd over fire akkorder.

Men det var det ligeledes lokale band Morne, der med en så nederdrægtigt ondskabsfuld sludgedoom i Neurosis-åren ruskede op i publikum trods de sløve tempi. Det var øredøvende højt, knoglerystende tungt og hjernevridende intenst, som Morne startede ud med over mange minutters varighed at bygge et groove op med intet andet end downtunet riffing over to akkorder og lejlighedsvise brøl fra de to guitarister.

Ligesom man troede, bandet havde nået deres peak, startede den ene guitarist på en wah-solo og hev hele udtrykket et niveau længere op i et endnu vildere crescendo. Gåsehuden spredte sig på armene, og et sted derude følte Kirk Hammett sig snydt over, at nogen havde luret hans egne tricks og mestrede at dosere dem bedre end ham selv.

Det var en bølgende kaskade af lyd, der væltede ud af forstærkerne, og det kunne ikke andet end slå én omkuld. I det trykkende mørke, der i løbet af den halve time sænkede sig over spillestedet, rev Morne egenhændigt murene ned og udstillede tilværelsen som kold, mørk og meningsløs.

Hos Morne er oprøret ikke et opbrud, men et sammenbrud, tilværelsen er en tilfældighed uden substans, og målet er nytteløst. Revolutionen er at erkende, at revolutionen er meningsløs, at den er uden værdi. Derfor er den også afblæst, og mens bandet repeterede et svagt heltemetallet tema ud i uendeligheden, smuldrede idealismen og sank i dybet sammen med murbrokkerne fra det fundament, der engang var.

Ingen fred foreløbig
Hvad Cro-Mags ikke kunne give i den form for misantropisk nihilisme, som Morne så overvældende demonstrerede, kunne de til gengæld give tifold igen i indlevelse og energiniveau. En veloplagt John Joseph indtog scenen, og tempoet steg betragteligt.

Der skulle ikke gå lang tid, fra ’World Peace’ gik i gang, til scenegulvet var forvandlet til et voldsomt virvar af kroppe og lemmer, der uregerligt tonsede frem og tilbage og sendte ryk ned gennem publikum. En stor kleppert af en vagt holdt øje fra scenen og fik et helt bedrøvet ansigtsudtryk, som aktiviteten på gulvet kun blev heftigere under de efterfølgende ’Seekers of the Truth’, ’Malfunction’ og ’Hard Times’.

Det var vildere end til de venlige moshpits, man generelt oplever i Danmark, og da en fyr på et tidspunkt spurgte, om jeg kunne se hans tabte telefon et sted på gulvet, fandt han i stedet sine knuste briller. Sådan kan det også gå.

John Joseph fik hyldet sine gamle venner i Bad Brains, som han var roadie for en overgang, før han blev sanger i Cro-Mags, og der blev derfor spillet et par covernumre, herunder 'Right Brigade'. Samtidig blev der før 'Don't Tread on Me', et af aftenens mest sveddryppende og engagerede øjeblikke, langet en stikpille ud til den tidligere bandmakker og rival Harley Flanagan med en tale om, at ens bedste venner ofte er dem, der ender med at dolke en i ryggen – en kommentar, der er meget svær ikke at tolke helt bogstaveligt, eftersom Flanagan for et par år siden dukkede op backstage i New York og dolkede to nyere medlemmer af bandet.

Sådan kan man til den ene side hylde hardcore-historien og på den anden side holde fast i en historisk strid, der ikke slutter foreløbig.

Fra undergrund til overgrund
Netop historien er betydningsbærende, og det er dog svært ikke at komme udenom det lag af nostalgi, der altid ligger omkring musik med 30 år på bagen og en særlig status hos et bestemt publikum. Men noget andet taler for Cro-Mags’ relevans i dag, for den bevægelse, som de kom fra og voksede ud af, har mere end ellers mulighed for at revitaliseres i dag.

I ’American Hardcore’ fortælles det, hvordan scenen gav udtryk for de sociale frustrationer, som arbejderklassen og den lavere middelklasse oplevede i de større byer, i forstæderne og i industrikvartererne. Det ultimative fjendebillede på de offentlige nedskæringer og fratagelsen af sociale rettigheder var den daværende republikanske præsident Ronald Reagan, og var man et hardcoreband i starten af 80’erne, havde man med sikker garanti fremvist artwork, plakater eller flyers med en uflatterende, hvis ikke direkte parodisk eller ondskabsfuld afbildning af Reagan.

I 2017 er situationen sammenlignelig. Her er Reagan – selvfølgelig – bare erstattet med Trump.

Det klingede derfor ikke bare hult, da John Joseph fra kælderscenen proklamerede, at ”if there’s gonna be any kind of revolution, it’s gonna start here in the underground, in the scene, in the punk!”, før bandet satte gang i en hæsblæsende version af ’Signs of the Times’.

Det er dog ikke kun i undergrunden, at opbruddet finder sted. Blot fem dage før aftenens koncert var ikke mindre end 40.000 mennnesker samlet i Bostons centrum for at protestere mod en såkaldt free speech-rally (om det rent faktisk handlede om ytringsfrihed tager vi ikke stilling til her), som ville finde sted blot uger efter nynazister, Ku Klux Klan-medlemmer og alt-rightere havde vandret i Charlottesville, Virginia under parolen ”Unite the Right” med fatale følger, hvor en moddemonstrant blev kørt ihjel og 19 andre såret.

Spændingerne er trukket helt op, og følelserne sidder uden på tøjet i størstedelen af USA lige nu. Det er hårde tider indeed, og selvom utilfredsheden, frustrationen og kravet om grundlæggende forandringer ikke er nye, så er undergrundsbevægelsen allerede blevet en massebevægelse. Der finder hardcoren en berettigelse og relevans, der er meget mere og andet end historisk bevidsthed, musikalsk nostalgi og gentagelser af gamle paroler.

For måske er hardcoren i virkeligheden vendt tilbage til udgangspunktet. Blot ældre, mere tyndhåret og med begyndende rynker, men med samme iltre temperament og samme revolutionære iver.

Bevægelsen lever stadig, men med fornyet styrke. Og måske er det ikke bare en hurtig genopblussen, men også startskuddet til en ny begyndelse.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her