Roskilde '17: Den uheldige kult
Populær
Store tekniske problemer ramte Cult of Luna der, hvor det gør allermest ondt. I ti minutter måtte bandet lade publikum vente, men kom stærkt igen ved at fremføre sange fra deres store mesterværk.
Endnu et post-band, der fik lov til at spille på årets Roskilde Festival. Svenske Cult of Luna, der snart har 20-årsjubilæum, plejer at være et af de bands, hvis koncerter enten er voldsomt intense, eller som aldrig rigtig når op på niveau med det musikalske univers, de får frem på plade. Denne nat på Avalon-scenen viste sig desværre at være det sidstnævnte, men hovedårsagen var ude af bandets hænder.
Omtrent et kvarter inde i koncerten brændte forsanger og guitarist Fredrik Kihlbergs guitarforstærker sammen. Panikken spredte sig hurtigt på scenen, og der blev også brugt ti minutter på at teste, at det nu virkelig var forstærkeren, den var gal med. I mellemtiden stod gruppens resterende stregeinstrumentalister og spillede dronet ventemusik for at undgå pinlig tavshed og sikkert også overdøve alle de frustrerede bandeord, der måtte ryge ud af Kihlberg og hans teknikers mund. Det var en yderst professionel måde at håndtere situationen på, hvilket bandet skal have stor ros for.
Da der endelig var lyd på frontmandens guitar igen, lød der jubel blandt de få publikummer, der havde trodset regnen og de sene nattetimer. Sekstetten kom så godt igen, som de nu kunne, og fortsatte med deres massive og introverte lydmur fulgt af et understøttende lys- og røgshow, der var med til at give koncerten kant.
Til store glæd for mange blandt de få valgte Cult of Luna at fremføre flere numre fra deres absolut bedste plade, ‘Eternal Kingdom’ fra 2008, hvilket de gjorde klogt i – ikke kun ud at dømme ud fra publikums reaktion, men også fordi det gav dem en mere udadvendt og aggressiv fremtoning, der var tiltrængt efter den lange pause med tekniske problemer. ‘Owlwood’ og ‘Ghost Trail’ blev fremført til perfektion og gav koncerten musikalsk dynamik til at bryde ud af deres hidtil ensformige og monotone udtryk.
Bandets fans og post-entusiasterne var solgte, mens det ikke var tilfældet for mange andre publikummer. Det store Avalon-telt stod mere end halvtomt hele koncerten igennem, og flere valgte at forlade det undervejs. Og det er der egentlig ikke noget at sige til, for Cult of Lunas musik er meget indspist, og det samme gør sig gældende for deres liveshows; enten vælger man at flygte eller lade sig fortabe i deres dystre univers.
Kulminationen mellem de vejrmæssige udfordringer, som festivalen led under, og ikke mindst koncertens sene tidspunkt har også haft deres at sige i forhold til det ringe fremmøde. Alligevel kunne det ikke have været meget anderledes; det var den helt rigtige beslutning at sætte Cult of Luna på scenen efter mørkets frembrud, for alt andet ville have været upassende og dræbende for deres depressive udtryk.