Copenhell 2018: Lækker rock-fan-Danko

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ed/55/23/2018-0623-01355700-97-1529749733.jpg
23. Juni 2018    

Med vanlig charme og stor spillelyst fra Danko Jones blev fredagens koncertprogram afsluttet i højt humør sammen med et rocktændt publikum

Kunstner
Dato
22-06-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Der var blevet thrashet og moshet igennem tidligere fredag med thrashikonerne Exodus og Kreator og hylet mod månen med legendariske Ozzy Osbourne. Man havde haft så rig mulighed for at gå all-in på metallens varemærker, at hjertet måske derfor var ekstra åbent for en god gang ligefrem og festlig rock? Efter klokken 1 sådan en kold fredag nat virkede det i hvert fald som den helt rigtige formular til at holde gang i festen at sætte Danko Jones på scenen.

Danko Jones var ét stort smil, ligeså var John 'JC' Calabrese, der har stået for bassen i det canadiske band siden starten, og både han og stærkt spillende Ricky Knox på trommer var et solidt fundament for guitarens power akkorder og små licks. Frontmanden selv bemærkede humoristisk, at han havde glædet sig til, at Copenhell ville ringe igen efter hans optræden på festivalen det første år. Men nej, der blev ikke ringet i 2011, 2012, 2013, 2014-15-16-17, men nu ... i 2018 var den der. Hans finurligt selvglade måde at præsentere sig selv på: "That's me on the sign!" med en pegefinger mod bagtæppet og så lige supplere det med et "Danko Jones!" og en tommelfinger peget ind mod ham selv gav et fint flashback til netop den første optræden fra ham på Copenhell i 2010.

Som sunget, så gjort
'I Gotta Rock' lagde canadierne ud med, og så var scenen sat, for det samme ville publikum, og der blev skrålet og hoppet med til rocktonerne, der gav asssociationer til det allerbedste fra Ramones og Misfits. Fokus var naturligt nok på sidste års 'Wild Cat', hvor titelnummeret blev præsenteret som det bedste fra pladen, for ifølge sangeren med den skinnende glatte isse var titelnumre ofte præcis dét. Den insisterende rytme er nu også medrivende, men helt så fedt som koncertens og pladens åbningsnummer er det ikke. Mindre kan også gøre det, og så er vokalrytmens sammenfald i første vers med Queens 'Stone Cold Crazy' en sjov detalje i det nummer.

Rocken vandt denne nat, ikke mindst i slageren 'First Date', og det frembragte mange store smil hos det publikum, der havde valgt at lade sig forføre af det vellydende og velspillende band. Lydmæssigt også en stor fremgang i forhold til koncerten i 2010. Danko Jones må nu hjem og vente ved telefonen igen, og mon ikke Jeppe Nissen og co. ringer igen engang? Måske ikke i 2019, 2020, 2021 ... men så måske i 2026? Oven på koncerten denne nat ville der dog ikke være noget galt med, at det blev før.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her