Dansk håb sendt til tælling af teknisk sammenbrud Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/17/a3/2b/-XTJ1026-15-1496755791.jpg
06. Juni 2017    

Natjagers debutkoncert var præget af teknisk nedtur, men under den forstyrrende fernis var et band af en kaliber, der kunne stå over for et gennembrud.

Kunstner
Spillested
Dato
02-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Om Natjager med deres tunge lyd og danske tekster sunget med autotunevokal har potentialet til et større gennembrud, er ikke til at spå om.

Devilutions Emil Hansen var i hvert fald ikke i tvivl for få måneder siden, da han i sin anmeldelse af Natjagers debut-ep med tre numre tildelte den fem sorte firkanter og i overskriften proklamerede, det muligvis kunne være numetallens genopstandelse.

Kritikerne er ikke ene om at tro på Natjager. Musikbranchen gør også. Om fire uger spiller Natjager på Roskilde Festival.

Men før den store opgave venter, debuterede de i Pumpehusets Byhave til den første omgang af endagsfestivalen Slam-It!, der blandt andre er sat i verden af Copenhells ophavsmand Jeppe Nissen fra Live Nation. Så virker vejen ligesom også banet til en tjans på næste års udgave af Danmarks store metalfestival.

Med mindre Natjager selv snubler undervejs.

Debutkoncerten i fredags var første skridt – og et temmelig lærerigt et af slagsen.  

For et band, hvor vokalens autotuneffekt stilistisk er altdominerende i lydbilledet, står og falder indtrykket naturligt nok med, om teknikken er i orden. I særdeleshed afgørende for et band som Natjager. Desværre var det langt fra den oplevelse, der fyldte koncertens halve time i Byhaven.

Teknisk katastrofe
Det lød simpelthen ad helvede til på de første numre, hvor effekten nærmest konstant udeblev på Jon ”Sluzh” Kirkhoffs vokal, der lød falsk og helt skævt i forhold til musikken.

Og fra den manglende autotune udviklede det sig i stedet for til for meget autotune, så det efter et kvarters tid pludselig lød, som var det Snurre Snup, der stod midt i Byhaven og semirappede sig igennem det danske sprog på utydelig facon. At scenens to højttalere også flere gange skrattede undervejs, gjorde det ikke just bedre.

På Roskilde Festival ville den her oplevelse blive bedømt som den rene fadæse. Som et deja-vu af Myrkurs rædselsfulde og kiksede debutkoncert på Dyrskuepladsen for to år siden. Natjager skal i den grad være glade for, at de stod, hvor de gjorde, til et arrangement, der på daværende tidspunkt endnu ikke kostede entre.

Måske netop derfor spillede de live for første gang lige der på Københavns mindste scene, hvor koncerten var gratis at overvære. Nogen i kulissen har helt sikkert fået den glimrende ide, at Natjager lige kunne teste formen, før det virkelig gælder om få uger på Nordens største festival. 

Godt træk i hvert fald. Fred være med, at teknikken så sejlede her i Byhaven foran de få, der var mødt op for at se Natjager, og flertallet, der stod op og sad ned med fadøl i hånden rundt omkring og knevrede løs.

Unikt potentiale
For bag alle de tekniske fejl var der et band, der har potentialet til at blive noget unikt på den danske rockscene.

Evnerne fejler intet. Natjager spillede tight og hev i flæng flere fængende og medrivende riffs fra sig under de otte numre, koncertens halve time blev fyldt ud af. Vi fik fem nye sange og de tre kendinge fra ep’en, hvor ”hittet” ’Tyler Durden’ trak det største bifald foran scenen.

Den lille scene i Byhaven satte såmænd også sit præg på en koncert med et band, der åbenlyst tørstede efter god plads at boltre sig på. I særdeleshed energibomben Kirkhoff, der farede rundt på de få kvadratmeter og fik pisket en god stemning op, er skabt til at være fandenivoldsk på langt mere plads. Selvtilliden fejler intet hos den tidligere rapper fra Specktors.

Kirkhoff forstår at få folket med sig, og musikkens formel a la Deftones og Linkin Park – ’Ingenting’ er vel nærmest baseret på sidstnævntes ’Papercut’ fra 2000, eller er det mon Lipids ’Dressed in Fear’ fra 1994? – skal nok fuldende festen på Roskilde Festival og i fremtiden. Så længe det basale grundlag holder.

Spændende fremtid
Fredagens tekniske sammenbrud betyder intet for et potentielt gennembrud. Al begyndelse er svær. Og hvis der er et behov for dansksproget nu-metal med en autotunevokal, der synger ”Altid dig og mig / Jeg savner dig”, så fås det næppe mere fuldendt end Natjager.

Koncertens fem nye numre viste også, at Natjager absolut har mere holdbart materiale at byde ind med på niveau med ep’ens fængende form – Natjager går næppe en one hit wonder-skæbne i møde. Men hvilken skæbne de så præcis går i møde, er straks mere interessant

For hvor ofte ser vi egentlig nye bands på den danske scene – gode eller dårlige – som fra første lyt ikke fluks kan placeres i en genrekasse og rettes mod dens logiske målgruppe?

Er Natjager for metal til Danish Music Award-segmentet, der dyrker autotunerap i selskab med Sivas og Gilli? Er de omvendt for lidt metal og for meget autotune og sødsuppe-lyrik for det metal-miljø, der fylder godt i Copenhells fremmøde? Måske vinder Natjager deres publikum på Roskilde Festival blandt de (forhåbentlig stadig mange) gæster med en alsidig musiksmag, der ikke er ramt af snæversynet genreloyalitet. Eller ender de i sidste ende bare som det rene ingenting?

Uanset svaret, så er alene det, at Natjager fremtvinger spørgsmålene, allerede en bedrift i sig selv.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil