Rugbrødsdød og persillesovs

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/29/ff/5b/DSC-3124-55-1513541422.jpg
17. December 2017    

Der var rationering på riffene og kække bemærkninger mellem midttempo-sangene om skyttegravsdød, da Deadflesh besøgte Bornholm lørdag.

Kunstner
Spillested
Dato
16-12-2017
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
3

Noget af det mindst prætentiøse, man kan opstøve inden for metal, er den særligt danske variant af dødsmetal. Den har levet sit eget liv i et lukket miljø med lige præcis nok dedikerede fans til at holde den gående og absolut ingen intentioner om at gøre sig til over for andre for at vinde nye lyttere. I danskerdøden spiller man den sikkert, og ingen skal kunne klandre en for at spille smart eller prøve at være ung med de unge. Det er metallens svar på en ramme dåseøl, det er dyb growl og chugga-chugga derudad, og det er sådan set fint nok, hvis man bare accepterer, at det er præmissen.

Det har det været for Deadflesh siden 1994. De har levet deres eget liv ovre i enklaven, lavet et album omtrent hvert tiende år, senest ‘Sic Semper Tyrannis’ i sommer, og skrevet sange med titler som ‘Bulldozer of Gore’, ‘With Fixed Bayonet’ og ‘Trenches of Slaughter’: Afsættet er i Bolt Throwers dødsmetal, teksterne handler om god, gammeldags skyttegravskrig med masser af opskårne mavesække og benknusende tanks, og det hele kører i midttempo.

Igen: Det er fint nok, og når man efter et stykke tid begynder at savne et godt riff, kommer de da også drypvist, så man ikke er helt fortabt. Der er åbenbart bare rationering på riffene, det er ikke sådan noget, man rutter med. Men hvis middelmådigheden har det med at dominere danskerdøden, så er det et band som Deadflesh, der demonstrerer, at nogle gange kan det faktisk også være på sin plads bare at kyle en ramme dåsebajere i dumt selskab.

At gemytligheden kammer lidt over mellem sangene med brovten og halvsløje vittigheder, demonstrerer godt nok med al tydelighed, at man nok skal være HateSphere-forsanger for at mestre den slags, uden at det tager noget fra helhedsoplevelsen, men det ligger ligesom i gamet, at det hele helst skal hives ned på jorden. “Stegt flæsk!” råbes der fra publikum, og sådan er der plads til lidt kække bemærkninger, mens de gør klar til endnu en sang om døden i geledderne. I midttempo. Vi skal helt hen til den nye sang ‘Stand Your Ground’ i slutningen af sættet, før det første gang begynder at gå decideret hurtigt.

På det tidspunkt er der endelig også ved at være fyldt pænt op foran scenen. En flok unge fyre står med armene om hinandens skuldre prydet af nyindkøbte Deadflesh-T-shirts i den ene side, ude i den anden står ikke bare én, men hele to Six Feet Under-T-shirts. Så rugbrøds-død er det her, og Deadflesh viser sig at være i øjenhøjde med publikum, da de slutter koncerten af med et medley af Six Feet Unders ‘Revenge of the Zombies’ og Motörheads ‘Ace of Spades’.

Det er ikke noget, man går decideret beriget fra. Men det er også fint nok, hvis bare man ikke gør det til en hverdagsforeteelse. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her