Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Deafheaven er blevet voksne

Populær
Updated
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne
Deafheaven er blevet voksne

Deafheaven er gradueret til de voksnes rækker og viste sig på Vega som et professionelt band, som vi nok ikke slipper af med lige foreløbig

Kunstner
Titel
+ Inter Arma
Spillested
Dato
20-09-2018
Trackliste
Honeycomb
Canary Yellow
Sunbather
Brought to the Water
Worthless Animal
- ekstranumre -
You Without End
Glint
Dream House
Fotograf
Peter Troest
Karakter
5

På en kedelig torsdag aften var en folkemængde stimlet sammen foran Lille Vega for at få noget krydderi drysset på en almindelig hverdagsaften. De hypede blackgazeforegangsmænd Deafheaven gæstede nemlig Danmark for første gang siden 2016.

Et udsolgt Lille Vega på en torsdag aften, for to bands. Det er egentlig imponerende. Og det er dejligt, at det ikke er en overmættet aften på fire-fem bands, som ellers er så almindeligt. To bands er ganske perfekt, og begge bands får lov til at udfolde sig godt og tage publikum med sig uden et tætpakket program hængende over hovedet.

Stærk opvarmning
En af styrkerne ved et relativt kort program er, at der også er plads til at give opvarmningen en reel chance. Hvilket kan mærkes hos Inter Arma. Fra første anslag er salen stuvende fuld, og det lader kun til at tage til, som koncerten skrider frem.

Bandet gør det også godt. Ud over en kort introduktion spiller bandet et sæt uden pauser, der byder på en stærk cocktail af post-metal, sludge og til tider død og black. Musikken snor sig elegant imellem psykedelisk feedback og rumklangsflader og hårde blaststykker.

Forsanger Mike Paparo gør god figur med vekslende Neurosis-agtige råb og almindeligt dødsgrowl, og begge guitarister har en stærk lyd, men det, der virkelig gør Inter Arma til et godt bekendtskab, er bassisten Joe Kerkes’ sammenspil med T.J. Childers bag trommerne. Selv i de mest syrede stykker sørger Kerkes og Childers for at gulvet ryster, og groovet forbliver. Det er også nødvendigt, for Inter Arma ynder lange opbygninger imod klimaks.

Det lykkes også for det meste, og publikum er gennemgående med igennem koncerten. Først i det sidste nummer får et groove lov til at hænge lige længe nok. Men på det tidspunkt er der allerede gået 40 minutter, uden at det egentlig kunne bemærkes.

Efter denne koncert skal Inter Arma nok have fanget sig nogle nye fans. Denne anmelder skal i hvert fald have givet dem et lyt på plade.

Det voksne Deafheaven
Det er to år siden, Deafheaven sidst gæstede Danmark, og de har i mellemtiden udgivet den nye plade ’Ordinary Corrupt Human Love’, der viser bandet trække sig længere væk fra black metallen og længere ind i det støjrockede og dream-poppede. Vi havde det lidt blandet med det her på Devilution, og det skulle blive interessant, om materialet gav mening live.

Tæppet går fra, og bandet står badet i røg. Lyden er på plads fra første anslag af ’Honeycomb’, og forsanger George Clarkes unikke, dirigerende og flamboyante karisma er på plads fra starten. Resten af bandet, der ellers altid har fremstået meget statiske og introverte, er denne aften meget indlevede i deres musik.

Bevares, ikke på den overekstroverte, overdrevne og småbøvede måde, som metalbands ofte er det, men igennem en tydelig spilleglæde og fortabelse i deres eget lydunivers. Clarke står stadig som den store ekstroverte kontrast, som hans vokal også gør det til musikkens ellers åbne og svævende klange. Men denne aften virkede bandet til helt at have indfundet sig i, hvordan deres konstellation fungerer. Deafheaven hviler nu i sig selv. De ikke længere den nye dreng i klassen, men har fundet en voksen selvsikkerhed og ro. Det er en fryd at skue. De var endda allerede rigtig gode live, men det har fået endnu et nøk op.

Der er meget fokus på den nye plade, men godt halvvejs inde i sættet annoncerer Clarke, at bandet nu vil spille noget af deres ældre materiale. Herefter får vi titelnummeret fra bandets gennembrudsplade ’Sunbather’ fulgt af det hårde nummer ’Brought to the Water’. Begge numre er fantastiske og stod godt i kontrast til det nyeste udspils blødere numre. Det giver Deafheaven en livedynamik, der retfærdiggør et længere sæt. Når de, efter nummeret ’Worthless Animal’, går af scenen, står man i hvert fald at tænker, at det må være en snydeslutning.

Og ganske rigtigt. Deafheaven går på scenen igen, og guitarist Kerry McCoy sætter sig ved det keyboard, der har stået i hjørnet af scenen, siden Inter Arma gik på scenen. At spille det tilbagelænede åbningsnummer fra ’Ordinary Corrupt Human Love’, ’You Without End’, som et ekstranummer virker måske lidt sært, men nummeret går godt igennem live med sit dream-poppede grundlag. Og når bandet så slutter af med den nye plades bedste nummer, ’Glint’, og hittet ’Dream House’, så kan det næsten ikke være bedre.

Deafheaven spillede i næsten halvanden time, og det virkede på intet tidspunkt som for meget. Kun noget lidt for fremtrædende usikker backingvokal fra guitarist Shiv Mehra og bassist Chris Johnson kan stå som et lille minus, og de blev kun brugt sparsomt.

Deafheaven er vokset ind i rollen, og selvom den genre, de har været med til at starte, så småt er ved at tabe sin relevans, så virker bandet fortsat som en størrelse, der stadig vokser med opgaven.

Karakterer
Inter Arma: 4
Deafheaven: 5