Dedikation og gamle bluesdyder
Populær
Der er koncerter, der ikke bare er shows i den simple betydning af "et band på en scene", men en koncert i en helt særlig kontekst. En sådan var ZZ Top og Thin Lizzys optræden på den solbeskinnede græsplæne bag Brøndby Stadion.
Samtidig med at disse to gamle favoritbands indspillede deres definerende 70'er albums debuterede denne anmelder som fodboldspiller på selsvamme græsarealer og som tilskuer på stadion lige bag scenen, hvor de lokale helte fra Brøndbyernes Idrætsforening kæmpede om overlevelse i 3. division Selveste ZZ Top og Thin Lizzy (som den Lizzy-kyndige Schmidt anmelder andetsteds) lige præcis her, 35-40 år efter!
Elektronisk gennembrud
Siden gik det op gennem rækkerne for Brøndby IF, mens ZZ Top fortsatte med at lave solide 70'er bluesrock albums. Et par år før Brøndby IF's første mesterskab i 1985 brød "The little ol' band from Texas" så igennem internationalt med en mere 80'er hard rock-melodisk lyd, hvor elektronik og sequencere gik i ét med bandets grundlæggende boogie- og blues rock orientering.
Det var med 1983-albummet 'Eliminator', der etablerede hele ZZ Top universet med den visuelle gimmick af skæg og sollbriller og fængende sange om dejlige damer og lækre biler. Det hele serveret med et glimt i øjet til et yngre, nyere og langt størrre publikum på den dengang nyetablerede videokanal MTV.
Sporet fulgt op ad det ligeledes moderne, endda en anelse mere elektroniske album, 'Afterburner' (1985), som var med til at etablere ZZ Top som en headlineract, også på dansk grund.
Start i 70'erne
Tirsdag aften i Brøndby lagde ZZ Top dog ud i ren 70'er stil med numre som den lalleglade 'Thunderbird", den let funky 'Thank You", den groovy rocker 'Waitin' for the Bus' og den gyngende blueser 'Jesus Just Left Chicago'. Og så var det boogiebal sparket godt i gang.
Måske ikke sådan helt lige SMASK! i det sommerstegte julifjæs, som dagens vejrlig havde besørget, for der blev desværre sparret lidt på volumeteret denne aften. Lyden en anelse for lav, hvilket viste sig som en gennemgående forteeelse.
Dette måtte ZZ Tops frække og forførende drive og uimodståelige spilleglæde så kompensere for. Og det blev gjort med en ganske fænomenal opvisning i de basale bluesrock dyder, som bandet sine steder serverede med så megen sjæl, dedikation og delikatesse, nerve og know, at håndværket nærmest føltes som en kunstart i sig selv.
Bluesens nuancer
Og boogien og bluesen har også sine forskellige former og hjørner. Og nuancer. Det hørte og følte vi også tydeligt under ZZ Top-koncerten i Brøndby.
Fra den glade boogie rock i 'My Head's in Missisippi' til den 70'er heavye 'Beer Drinkers and Hell Raisers' (som er tung nok til at Motörhead måtte cover' nummeret på ep'en af samme navn i 1980). Fra den sløve blues i sætliste-overraskelsen 'Vincent Price Blues' til den luftige og dynamiske 'Pin Cushion'. Fra den lette og løsslupne blues i 'I'm Bad I'm Nationwide' til den 80'er-glatte poprock i 'Stages'.
Det hele båret af Frank Beards egentlig diskrete, men også drevne og pivnødvendige beat bag trommerne, Dusty Hills bunsolide basspil og let rustne vokaler, og så Billy Gibbbons' køligt mumlende frasering, hypnotiske guitarriffin' og notoriske feeling og timing i samtlige soloer og licks. 43 år på bagen og fremdeles et helt fortryllende triumvirat.
Og så var der selvfølgelig 'Eliminator'-materialet, der naturligvis nåede bredest ud blandt det fint responderende publikum: den rykkende hitnerve i 'Gimme All Your Lovin'', det uimodståelige drive i 'Sharp Dressed Man' og den discofile 80'er-rock i 'Legs, som afsluttede det cirka halvanden time time lange hovedsæt.
Fuldendelse og lyst til mere
Traditionalismen fornægtede sig heller ikke denne gode aften i Brøndby, da ZZ Tops faste og festfyldte tre-trinsraket af ekstranumre lukkede det sprællevende tirsdag aftens party af: den lystige 'Tube Snake Boogie', boogiefrækkerten 'La Grange' krydret med medley og jammin' og afslutterren 'Tush' (som i sin tid har brødfødt riffet til Motörheads 'No Class', for nu lige igen at jævnføre med Lemmy & co).
Og som ved tidligere optrædener, gav disse numre den lidt modstridende og pirrende følelse af fuldendelse og lyst til mere. "Boogiewoogie all night long", som ZZ Top sang i førstnævnte nummer, hvilket deres udsendte da gerne havde set eksekveret i den varme sommernat på Københavns Vestegn.
Det var nemlig en af de rigtig gode aftener med veterantrioen, som efterhånden er så gamle i gårde, at man aldrig ved, hvornår - eller om - man får lejlighed til at opleve dem live igen. Men, ZZ Top ender heldigvis aldrig som ringvrag og koncerten i Brøndby var en meget stimulerende opvisning i ZZ Top på noget nær... toppen.
Kun en alt for venstredrejet volumenknap forhindrer de maksimale 666 beskæggede stjerner herfra.