Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Denner/Shermann er her for at blive

Populær
Updated
Denner/Shermann er her for at blive

Denner og Shermann er sande guitarkonger. De viste de igen på Metal Magic, hvor det ældre materiale dog overstrålede det nye.

Dato
08-07-2016
Trackliste
Intro: Son Of Satan
War Witches
Angel’s Blood
The Wolf Feeds At Night
Satan’s Tomb
Evil (Mercyful Fate-cover)
Curse Of The Pharaos (Mercyful Fate-cover)
Son Of Satan
Pentagram And The Cross
Escape From Hell
New Gods
-- ekstranumre:
Desecration Of Souls (Mercyful Fate-cover)
Black Funeral (Mercyful Fate-cover)
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Metallen står i evig gæld til Michael Denner og Hank Shermann og den riffarv, de har efterladt. Sådan er det. Og at de ikke er færdige med at skrive fakturaer til fremtidens metal viste deres seneste album med Denner/Shermann, bandet altså. Der er masser af godt materiale på 'Masters of Evil'. Og fredag på Metal Magic viste de da også, hvorfor de er hovednavn.

Med Sean Peck i front i noget, der lignede Rob Halfords aflagte mundering, gik bandet efter introen i gang med 'War Witches' fra ep'en 'Satan's Tomb'. Selvom Michael Denner og Hank Shermann er bandets hovedkræfter, er sceneshowet i høj grad lagt i hænderne på Peck og bassist Marc Grabowski, hvoraf især sidstnævnte agerede indpisker og kom ud over scenekanten, mens hovedpersonerne kørte en noget mere tilbagetrukket stil. Til gengæld var Snowy Shaw ikke med, men afløst af en livetrommeslager, jeg ikke fik navnet på. Lyden på trommerne var lidt rigeligt høj i begyndelsen af koncerten, men det rettede sig henad vejen. Det lagde lidt en dæmper på min glæde ved de første par numre.

Men da bandet spillede Mercyful Fate-"cover"numrene 'Evil' og 'Curse of the Pharaohs' kunne man nu også godt høre, at det klassiske Mercyful Fate-materiale blev modtaget bedre. Det skyldtes ikke kun genkendelsens glæde, men også at de trods alt er af en noget højere kaliber end det nyere materiale. Særligt første ekstranummer, 'Desecration of Souls', vakte publikums glæde. I det hele taget var publikum tydeligvis begejstrede.

Koncerten løftede sig ikke helt på samme måde under de nyere numre. Forhåbentlig vil det ske i fremtiden. Men det var en god koncert. Og langt over gennemsnittet. Den viste, at Denner/Shermann i hvert fald foreløbig er her for at blive. Og at bagkataloget måske nok vejer tungt, men at det ikke tynger mere, end at det også løfter.