Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det kunne have været så godt…

Populær
Updated
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…
Det kunne have været så godt…

Det så godt ud på papiret, men virkeligheden var en anden. Chevelle nåede aldrig ud til publikum, Disturbed blev trukket ned af David Draimans uinteresserede sceneoptræden, og Avenged Sevenfold havde, med undtagelse af M. Shadows, en kollektiv offday. 

Titel
+ Disturbed + Chevelle
Spillested
Dato
04-03-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Philip B. Hansen
Karakter
3

Avenged Sevenfold, Disturbed og Chevelle. Ikke overraskende blev koncerten i Valby Hallen udsolgt på kort tid. Af samme årsag blev den rykket til Royal Arena. Her skulle den efter sigende også have været udsolgt. Dog ikke Metallica-udsolgt. Arenaens bagerste scenepladser var gemt væk bag klæde, og den øverste del lukket af. Så selvom næsten halvdelen af arenaen ikke var taget i brug, var det nu alligevel ganske imponerende.

Avenged Sevenfold er blandt de bands, der forventes at overtage fra de helt store. Disturbed er i højere grad et nostalgi-band, og med få undtagelser er der næppe mange i Danmark, der rigtig kender Chevelle. Tre gode grunde til at tage forbi Royal Arena. 

Alternativ metal fra Chicago
Amerikanske Chevelle har huseret i mere end 20 år. Da de blev dannet i 1995, var trioen aftenens ældste band. Et år ældre end Disturbed. Toogtyve år og otte plader, den seneste ‘The North Corridor’ (2016), skulle der til, før det Chicago-baserede alternative metal-band endelig kom til Danmark.

Det var en kort og knap så mindeværdig visit. Præget af lydmæssige udfordringer. Seks numre og små 30 minutter havde bandet fået tildelt. Samtlige af numrene var dog påvirket af, at anden-vokalen ikke kunne høres, og af den generelle akustik i Royal Arena. Selvom publikum var mødt talstærkt frem fra koncertstart, buldrede og bragede det i arenaen.

Største hæmsko var dog trioens problemer med at komme ud over scenekanten. Det lykkedes aldrig. Energien i numrene nåede ikke ud til publikum, der fortabte sig i snak og andre ligegyldigheder. Der var ellers potentiale i sætlisten. Titelnummeret fra bandets 2011-plade, ‘Hats Off to the Bull’, og titelnummeret fra sidste års udgivelse er velskrevnee og insisterende kompositioner. Det er bare ikke nok, når det hele fortaber sig fem meter uden for scenekanten. At vi hverken fik ‘The Red’ eller ‘Send the Pain Below’, Chevelles helt store hits fra debutpladen, virkede som en spøjs prioritering.

Forhåbentlig kommer de to Loeffler-brødre og Dean Bernardini tilbage inden længe, til et mindre venue, så de danske fans får muligheden for virkelig at opleve trioen.

Ild og David Draiman-præmissen
Disturbed. Bandet, der opnåede succes, da nu metallen var på sit højeste. Sidenhen har kvartetten i højere grad begået sig inden for regulær heavy metal. I 2012 var det slut. Inspirationen og lysten var forsvundet. Samtlige medlemmer startede nye projekter. David Draiman startede Device, bassist John Moyer startede Art of Anarchy sammen med Scott Weiland. Ingen af foretagenderne blev en succes, og Disturbed blev derfor gendannet.

I 2015 udgav kvartetten deres 7. udgivelse, ‘Immortalized’. Pladen, der nok primært er kendt for coverversionen af ‘The Sound Of Silence’, startede Disturbeds andel i aftenens koncert. Dan Donegan tonede frem i spotlyset og leverede indlevende aftenens første nummer ‘The Eye of the Storm’, der naturligvis forsatte direkte over i ‘Immortalized’. Det var kaotisk, og lyden var elendig. Den samplede guitar druknede i bas og trommer, mens Draimans vokal forsøgte at overdøve alt andet.

Det blev langsomt bedre. Allerede næste nummer, ‘The Game’, var bedre justeret. Men Draiman lå konstant for langt fremme i lydbilledet. Moyer og Donegans support-vokal var derimod utydelig hele koncerten igennem. Lydmæssigt blev det aldrig rigtig godt.

Når man ser Disturbed, skal man leve David Draiman-præmissen. Den ikoniske forsangers teatralske fremtoning og adfærd på scenen. De storladne armbevægelser og den lidt kitschede opførelse. En sceneoptræden, der kendetegnede bandet i deres storhedstid og stadig gør det. Numre som ‘Prayer’, ‘Indestructible’ og ikke mindst ‘The Sound of Silence’ er skabt til storladne armbevægelser og fremtoning. Desværre manglede Draimans skuespil på scenen denne aften indlevelse og interesse. 

Det var tydeligt fra start. Draiman gad ikke. Han vraltede rundt på scenen og så mildest talt ligeglad ud, alt imens vokalen blev leveret. Hyppigt uden nerver eller pondus. Midt i koncerten livede han dog midlertidigt op, da bandets nyfundne livsforlænger skulle luftes. ‘The Sound of Silence’ blev leveret lige så indlevende og intenst som på pladen. Det var et flot øjeblik. Måske aftenens bedste nummer i arenaen. Energien levede videre i ‘Inside the Fire’, hvor der i overført forstand var ild i bandet og i bogstaveligste forstand ild på scenen. Der var meget ild. Rigtig meget ild. Hele koncerten igennem.

Men så var der heller ikke mere live eller ild i Draiman. Han faldt tilbage til samme sløve scene-performance som i begyndelsen. Draiman ville have circle pit til ‘Down with the Sickness’. Det forstod danskerne indledningsvis ikke. "That’s not a fucking circle pit. That’s just random people jumping around. Form a circle pit!" lød ordren. Noget, der lignede en circlepit, opstod, og Draiman kunne levere sit ikoniske “Uwahahaha”, hvorefter han vente om og luntede tilbage fra platformen ude blandt publikum og op på scenen. Enhver forsanger med en lille smule lyst og respekt for sig selv havde benyttet det øjeblik til at se sine fans i øjnene og slutte festen af med et brag. Draiman gad ikke.

Hvor forsangeren fejlede, leverede resten af bandet. Med ild over alt var det dog begrænset, hvor meget Moyer og Donegan kunne bevæge sig rundt. Men det gjorde de. De ville gerne. De var årsagen til, at de fremmødte fans fik en god aften. Sammen med Mike Wengren bag trommerne bar de koncerten.

Imponerende sceneshow og kollektiv offday
Det var imponerende. Avenged Sevenfolds medbragte sceneshow. Ikke at der skete så meget på scenen. Det lignede en kollektiv offday, med undtagelse af forsanger M. Shadows. Men de fem lag af skærme, der var sat op, var imponerende. Især midterdelen, en gigantisk kube, der bevægede sig frem og tilbage. Fra scenen ud til midten af platformen blandt publikum og tilbage igen. Konstant visuelt oplyst. Det i sig selv var en oplevelse.

I slutningen af 2016 udgav den amerikanske kvintet deres 7. studiealbum. ‘The Stage’ er en anderledes Avenged Sevenfold-plade. Et album, der har en progressiv kant og store ambitioner. Pladen havde et naturligt fokus denne aften, og eksekveringen af numrene derfra var i særdeleshed gennemførte. De nye numre passede godt ind blandt ‘Hail to the King’, ‘Buried Alive’ og ‘Nightmare’. Bedst blandt de nye var den smukke ‘Angels’ og den intense, hårdtpumpende ‘God Damn’. Men publikum havde svært ved at følge med.

Med undtagelse af titelnummeret dalede publikums engagement i koncerten, hver gang et nyt nummer blev spillet. ‘The Stage’ kræver tid og er anderledes end det tidligere materiale. Måske for anderledes til det danske publikum? Det afsluttende fan-pleaser-trekløver, ‘Bat Country’, ‘A Little Piece of Heaven’ og ‘Unholy Confessions’, var et brag af en afslutning. Publikum kogte, men kogte for sent. Flere havde allerede fortrukket ud i den kolde aftenluft.

Den karismatiske M. Shadows kæmpede ellers. Til forskel fra Draiman ville han gerne. Det ligefrem strålede ud af ham, og humøret var højt. Det samme var energiniveauet. Hans smil og interaktion med publikum var et lyspunkt og en stærk kontrast til de resterende medlemmers sceneoptræden. Synyster Gates stod med blanke, tomme, livløse øjne under hele koncerten. Som døde han langsomt for hvert nummer. Zacky Vengeance var ikke meget bedre. Det var pinligt. Decideret utaknemligt og respektløst over for det danske publikum. Det er muligt, at det handler om attitude, men sikke en lorte-attitude.

Det kunne have været så godt. Sætlisten var godt sammensat. Det medbragte show var imponerende. Selv den lidt teatralske kæmpe-astronaut, der blev hejst under ‘Planets’ og ‘Acid Rain’, gav koncerten ekstra kant. Og lyden i arenaen var næsten tilforladelig. Men når 4/5 af bandet ikke gider, så bliver det aldrig rigtig godt.