Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det sidste gisp

Populær
Updated
Det sidste gisp

Mnemic har bebudet en tidsubestemt pause, så koncerten på Beta var muligvis bandets sidste. Her er et par ord om den, og et betydningsfuldt bandliv i øvrigt.

Kunstner
Spillested
Dato
28-11-2013
Trackliste
1 Liquid
2 Diesel Uterus
3 In The Nothingness Black
4 Jack Vegas
5 Door 2.12
6 Meaningless
7 Junkies On The Storm
8 I've Been You
9 Shape Of The Formless
10 Ghost
11 Deathbox
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter
Karakter
3

Så gik den ikke længere for et af Danmarks flagskibe inden for metal: Mnemic. Eller. Måske gør det alligevel hen ad vejen, for strengt taget har bandet ikke hevet stikket helt ud endnu, men valgt at tage en lang og tidsubestemt pause. Stemningen og energien er ifølge bandets Facebookside nemlig ikke lige til at fortsætte, for slet ikke at tale om at skrive ny musik. Tiden må derfor vise, om Mnemic vender tilbage fra de døde, men mon ikke bandmedlemmernes sideprojekters succes eller det modsatte, kommer til at have en vis indflydelse på dette?

Koncerten på Beta var derfor muligvis Mnemics sidste, nogensinde, overhovedet. Det var i hvert fald den sidste med guitarist Victor Ray Salomonsen Ronander (Ja. Den Salomonsen) som forlod skuden i sommer, og det var faktisk dét, som arrangementet lagde mest vægt på.

Et begivenhedsrigt liv

Om det så var et farvel til et bandmedlem eller en afslutningskoncert, så kunne den bedre sammenlignes med et dødsleje på et hospital, hvor kun de nærmeste var kommet for at holde i hånd, end der var tale om en heroisk samuraiagtig selvopofrelse og undergang. Beta var nemlig ikke mere end halvt fuldt, hvilket på ingen måde var fortjent, når man tænker på, hvad Mnemic har gjort for dansk metal. Godt nok ingen succes i Volbeatstørrelse, men når det er sagt, så har de faktisk nået at spise turnékirsebær med nogle af de store:  Metallica, Deftones, Machine Head for bare at nævne nogle, og de har åbnet Orange Scene på Roskilde Festival i 2004, hvilket også er lidt af en bedrift for et dansk metalband.

Da Mnemic slog igennem i 2003 med pladen 'Mechanical Spin Phenomena' var kombinationen af industrial og melodød nemlig forfriskende og moderne. Det var en del af dansk metals gennembrud i udlandet i nullerne, og også kraftigt medvirkende til, at lædervesten blev krænget af genrens image på hjemmefronten, hvilket igen har været medvirkende til, at metallen nød den opblomstring, vi stadig nyder godt af i dag.

Patienten begyndte dog hurtigt at skrante og hoste medlemmer ud: bassisten Mikkel Larsen i 2003 og sangeren Michael Bøgballe i 2005. De blev, for at gøre en lang historie kort, endelig afløst af hhv. Tomas ”Obeast” Koefoed (bas) og franske Gillaume Bideau (vokal). I 2011 røg der så nogle ordentlige klatter i form af "Obeast", Rune Stigart (guitar) og Brian Rasmussen (trommer). At de to sidste forsvandt betød, at bandet kun havde Mircea Gabriel Eftemie (guitar) tilbage fra det oprindelige band, og man kan ikke lade være med at gætte på, at dette nok var begyndelsen til enden.

Ved godt mod

Tilbage ved dødslejet på Beta kunne man dog konstatere, at patienten var ved godt mod. Mnemic leverede et velspillet og energisk sæt, som bandet godt kan være bekendt. Numrene var et fint udvalg af nyt og gammelt, hvor især 'I've Been You', 'Ghost' og 'Deathbox' gjorde lykke. Efter sidste nummer forsvandt bandet for ikke at vende tilbage, og det underbyggede indtrykket af, at glæden på scenen i høj grad var drevet af lettelse over, at det hele var overstået. Også Bideaus sceneshow virkede til tider lidt - hvad skal man sige ... ”rutineret” på den lidt uengagerede måde.

Så man kan på den ene side gætte på, at patientens gode humør skyldtes en mæthed af dage. På den anden side har Mnemic selv sagt, at de muligvis vil vende tilbage engang med tiden, og at de derfor ikke officielt er gået i opløsning. Så et dødsleje er det i virkeligheden ikke. Snarere er det at sammenligne med afskeden med én, der lader sig fryse ned, for at fremtidens lægedom vil kurere dårligdommene. Om det ene eller andet er den bedste sammenligning, så er der i hvert fald håb om et liv efter en tur i kummefryseren (hvilket i grunden er ganske sci-fi-industrial).

Herfra skal i hvert fald lyde et tak til Mnemic for musikken, og hvad de har gjort for dansk metal - hvad enten bandet genopstår eller ej.