WOA18: Uforløst norsk comeback

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e1/fe/86/-E2P6498-21-1533714653.jpg
06. August 2018    

Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.

Kunstner
Spillested
Dato
04-08-2018
Trackliste
1. The Unveiling
2. Interdimensional Summit
3. The Chosen Legacy
4. The Serpentine Offering
5. Gateways
6. Dimmu Borgir
7. Puritania
8. IndoctriNation
9. Council of Wolves and Snakes
10. Archaic Correspondence
11. Progenies of the Great Apocalypse
12. Mourning Palace
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Karakter
2

Der var ellers lagt op til den helt store genkomst. Dimmu Borgir er ubestridt det største navn inden for norsk black metal. Hvor ophavsmændene gik op i flammer fra stavkirker og interne stridigheder, der endte i mord og opløst bands, så slap Dimmu Borgir helskindet gennem halvfemserne og nåede i 1997 at udsende ’Enthrone Darkness Triumphant’, der kastede dem op i de luftlag i heavy metal-verdenen, hvor de helt store navne var. Godt nok fraveg de den klassiske formel, der havde gjort dem populære i hjemlandet og i undergrunden. Men de indhentede mere på gyngerne, end de satte til ved karrusellen. Det blev kun understreget yderligere på de næste plader, og da de udsendte ’Death Cult Armageddon’ i 2003 og ikke mindst ’In Sorte Diaboli’ i 2007, var triumfen komplet. Dimmu Borgir var mere populære end nogensinde før.

Med succes fulgte dog det, der er sket for så mange andre bands før. Interne uenigheder. Ofrene blev bassist Simen Hestnæs, også kendt som ICS Vortex, samt keyboardspilleren Øyvind Johan Mustaparta, også kendt som Mustis.  Tilbage stod trekløveret Stian Tornt Thoresen, ’Shagrath’, Sven Atle Kopperud, ’Silenoz’ og Tom Rune Andersen, ’Galder’. Denne trio indspillede i 2010 ’Abrahadabra’, som fik anstændige anmeldelser, men mange savnede dynamikken fra tidligere. Bandet turnerede og nåede endda at spille på Wacken Open Air med symfoniorkester i 2012. Det var bare ikke særlig godt.

Derefter fulgte en meget lang pause. Godt nok havde de en mindre turné i 2014, men ellers var der stille fra Dimmu Borgirs side fra 2012 og frem. Der blev udsendt en DVD med deres symfoniske shows på Wacken og i Oslo, men intet nyt materiale. Ingen nye koncerter.

Indtil i 2017, hvor de begyndte at afsløre lidt om planerne for et kommende album. Vi talte med dem i maj måned 2017, hvor Silenoz forklarede, at kunsten i Dimmu Borgir ikke kunne forceres, og det blev den da heller ikke. For der skulle gå et helt år, førend pladen ’Eonian’ landede 4. maj i år. En endnu større skuffelse end forgængeren, der i forvejen var et trin ned efter en stribe gode plader. Så pludselig står vi med et band, der havde nået tinderne i 2007, og som i 2018 ikke har udsendt nævneværdigt materiale i over 10 år.

Ikke desto mindre var vi spændte på at se og høre, hvordan Dimmu Borgir ville lyde på den allerstørste scene. Helt som ventet var introen pompøs, da de gik på scenen lørdag aften på Wacken Open Air 2018, men hurtigt blev forventningens glæde afløst af umiddelbar og prompte skuffelse. For hvor var lyden? Endnu et navn, som Ghost aftenen forinden, der skulle agere trækplaster uden volumen fra højttalerne. Lydniveauet bliver en anelse bedre undervejs, og de får gang i nogle circle pits men tempoet og momentet er tabt fra start.

De starter helt som ventet med et par skæringer fra den nye plade, hvorefter de går over i ’The Chosen Legacy’, hvor omkvædet er titlen på netop ’In Sorte Diaboli’. Men den bliver frygtelig maltrakteret af ligegyldighed og et alt for uengageret omkvæd. Det understreges kun af en koreografi, der er omtrent lige så medrivende som saltstøtterne i Sodoma og Gomorra. 

Festivalpladsen er ellers godt fyldt op af loyale fans, der har udholdt ørkenvandringen de seneste ti år. De bliver blot, ligesom Lots hustru, ikke belønnet særlig meget for at kigge tilbage på bandets storhedstid. Tværtimod. De mødes af et band, hvis tempo er ikkeeksisterende, mens pauserne mellem numrene er alt for lange. Der er ingen nerve at spore, og forsanger Shagrahts interaktion med publikum virker forceret og unødigt teatralsk. Der er således mere teater end musik over hans optræden. 

Bandet skal dog roses for at turde tage nogle chancer. De har taget sange som ’Dimmu Borgir’, ’IndoctriNation’ og ’Puritania’ med, mens ’Progrenies of the Great Apocalypse’ trods alt får livet noget op i det på Wacken. Her får både band og publikum omsider mulighed for at lufte vingerne, men den afsluttende salve i form af ’Mourning Palace’ bliver en tam udgave, og det, der burde have været et flot punktum, ender som en ganske sigende flad finale på det, der ikke blev det comeback, som hverken band eller fans havde håbet på.

En af vores andre anmeldere sad og så med på Wackens livestream hjemme i Danmark og holdt denne anmelder orienteret undervejs. Vores oplevelser divergerede utrolig meget. Han beskrev, at lyden var god, og at det så flot ud. Så da jeg skrev, at det slet ikke føltes sådan på stedet, blev han naturligvis noget overrasket. Og det var lige før, jeg havde ønsket, at jeg også bare havde siddet hjemme i sofaen og set koncerten på fladskærm. For nede på festivalpladsen var Dimmu Borgirs koncert i 2018 ikke nogen kæmpe oplevelse. Det var derimod skuffende. For man forventer store ting af store bands. Flotte kostumer, flammer og makeup redder ingen. Det er kun godt, hvis det understreger en i forvejen god optræden.

Sidder der stadig fans derude og håber, at Dimmu Borgir bliver gode igen, så er der en chance i december måned. Dimmu Borgir tager nemlig på turné i Europa med Kreator, og med sig har de Hatebreed og Bloodbath som support. Noget af en pakke. Den rammer Holland, Tyskland, Frankrig, Belgien, Italien, Schweiz, Østrig, Polen og England. Nærmeste Danmark kommer de lørdag d. 1. december i Hamburg, hvor de spiller i Sporthalle. Om dette er en servicemeddelelse eller advarsel, må læseren selv vurdere.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her