Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Død og øl!

Populær
Updated
Død og øl!

Pumpehusets nye koncept levede op til forventningerne. Total Carnage Fest var på alle måder en succes.

Titel
Total Carnage Fest
Spillested
Dato
14-04-2012
Karakter
5

4 danske dødsmetal bands og fri fadøl i tre timer for 150 kroner. Hvordan det kan løbe rundt, når man på Vega og andre steder knap nok får tre fadøl for de samme penge, står hen i det uvisse. Men herfra bukker vi for initiativet og hilser koncepten på gensyn. Gerne snart. Der var simpelthen fuld valuta for pengene denne aften i den nederste sal i et godt fuldt Pumpehuset.

Abscission fra Roskilde stod for aftenes første tjans, og forsøgte sig med teknisk varieret dødsmetal. Umiddelbart virkede det som om, de havde svært ved at få musikken til at fungere ordentligt live. Ideen bag virker fin, men lydbilledet denne aften blev simpelthen for mudret og støjende, og det endte i længden med at blive for distraherende.
Karakter: 2

Castrensis fra Odense gjorde sig til gengæld mere positivt bemærket. Det var fra start til slut kompromisløs død. Dybe, dybe growl fra en sanger, der ellers ikke så speciel skræmmende ud og hurtigt velspillede trommeslager. Det lød som det skulle, og ledte tankerne hen på de tidlige Cannibal Corpse-skiver. Måske ikke specielt originalt, men glimrende support inden de næste Odenseanere gik på scenen.
Karakter: 3

DKs ondeste bands

Da Spectral Mortuary indtog scenen, stod der klart at niveauet og energien rykkede en tand op. Hvis Lucifer skulle inkarnere sig, ville mørkets fyrste sgu nok vælge Spectral Mortuarys sanger Morten. Han ligner 100 kilos ren muskelondskab, der ganske passede var iført en shirt med Destroyer 666! Der er bestemt også showmand i den muskuløse fynbo, der fik de fleste foran scenen til at gå helt amok.

Musikalsk er det svært at sætte en finger på Spectral Mortuary, de kan deres shit, og musikken bliver leveret brutalt og tight. Det var den nye guitarist Lasse første optræden med bandet, og det gjorde han satme fornemt. Man fornemmede inderligt en entusiasme og glæde fra bandet under aftenens koncert, og var helt sikkert "total carnage fest at its best"!
Karakter: 5

Corpus Mortale rundede aftenen af. Københavnerne, der næste år kan fejre 20 års jubilæum, er altid stabile på scenen. Denne aften var ingen undtagelse. Klokken var langt efter midnat og den fri fadøl var muligvis sluppet op, men nu havde folk vist også fået rigeligt til håret. Gulvet var simpelthen smurt ind i bajer, mens der blev headbanget og moshet løst til Corpus Mortales sublime dødsmetal.

Rosendahl stod som altid og så ligbleg ud i ansigtet, mens han slap den ondeste growl fra helvede ud i Pumpehuset sorte lokale. Specielt da "hittet" 'Mass Funeral Pyre' blev fyret af i sidste ende, ramte nummeret som et hårdt leverstød, efter sammenlagt fire timers intensiv dødsmetal. Corpus Mortale var som ventet en sikker afslutning, på en virkelig vellykket aften.

Fedt initiativ fra bookerne og Pumpehuset. Masser af øl og død og goddag hovedpine søndag. Sådan skal det være!
Karakter: 5