Ekspressivt knytnæveslag Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6b/5a/ba/13332772-908800852599571-3766686890206620661-n-80-1471440839.jpg
14. August 2016    

Copenhagen Jazz Festival bød også på eksperimenterende, uforudsigelige og støjende navne. Blandt disse var københavnske SVIN, der imponerede en aften på Loppen, hvor britiske Shatner’s Bassoon ikke gjorde.

Kunstner
Titel
+ Shatner's Bassoon
Spillested
Dato
08-06-2016
Forfatter
Karakter
3

For undertegnede har Copenhagen Jazz Festival altid ligget på et ubelejligt tidspunkt. Når man vender tyndslidt hjem efter Roskilde Festival, er interessen for at opdage ny musik ikke længere så stor. Desuden er det sjældent, at swingmusik og big bands hjælper på tømmermændene og festival-bluesen. Snarere tværtimod.

Sådan var det også i år, men jeg lod mig dog alligevel mig lokke med til et af de mere skæve arrangementer på plakaten. Koncertarrangørenheden Jazz Club Loco præsenterede tre aftener i træk på Loppen et udsnit af syrede, eksperimenterende og støjende jazz-relaterede navne, og fredag den 8. juli var det den københavnske kvartet SVIN, der stod som hovednavnet.

SVIN spiller en abstrakt form for psykedelisk, tung og støjende musik, der læner sig mod både free jazz, prog rock, støjrock og ambient. De debuterede tilbage i 2011 og har fået en del international opmærksomhed rettet mod sig (blandt andet fra metalmediet No Clean Singing), ligesom de har turneret meget i udlandet. Den seneste, selvbetitlede udgivelse fra 2014 er en dragende ekskursion ud i et uforudsigeligt grænseland, og det var i høj grad den samme oplevelse til koncerten på Loppen.

Først gav sekstetten Shatner’s Bassoon fra Leeds dog et bud på en moderne jazz-prog. Der blev trukket tydeligt på inspirationer fra Mike Patton-bands som Mr. Bungle og Fantômas, og selvom det på sin vis var spændende nok, så endte udtrykket med at blive overgearet og overteknisk. Der er en vis fornøjelse i at lade sig imponere over et band, der kaster sig ud i voldsomt komplicerede grooves uden at fejle. Men når det er det eneste, man imponeres af, bliver det i sidste ende en ufatteligt tom oplevelse.

Det var dog ikke tilfældet med SVIN, der ligeledes spillede med en imponerende ekvilibrisme. Især Thomas Eiler, en storskægget klippe af en trommeslager, var en fornøjelse at følge, som han hamrede igennem og leverede et fundament, som til tider blev forskudt og virkede, som om det enten var foran eller bagud i forhold til resten af gruppen.

Men ekvilibrismen blev hos SVIN vejet og doseret, og den dynamiske kontrast mellem de stille passager og de voldsomme var stor.

Guitarist Lars Bech Pilgaard var gruppens mere udadvendte ansigt, og keyboardspiller Adi Zukanovic stod tavs ved sin kæmpe synthesizer. Begge agerer også backingband for den danske musiker Bisse, som tidligere samme dag havde optrådt i Skuespilhuset i Operaen.

Tenorsaxofonisten Henrik Pultz Melbye, en yderst aktiv herre i det danske jazzliv, leverede både koncertens blødeste og hårdeste klange. Der blev spillet smidige og sexede melodier, og der blev blæst igennem, så kroppen skælvede.

Der er som regel ikke meget publikumsinteraktion til den slags koncerter, men det betyder heller ikke særlig meget, når musikken alligevel rammer en som et knytnæveslag i mellemgulvet.

Selvom SVIN rocker igennem på et mere let tilgængeligt nummer som den tunge og groovy ’Maharaja’, så ligger de stadig langt fra metallens domæne. Men i den overvældende lydstyrke og i den voldsomme ekspressivitet er der stadig en parallel fra metallens knytnæveslag til SVINs ditto, og det kom stærkt til udtryk denne aften.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her