En lunken heksekedel
Populær
Med J. Mascis bag tønderne har Witch en stærk profil, men de var alligevel ikke synderligt imponerende på årets Roadburn.
J. Mascis virkede nærmest som en ufrivillig maskot på årets Roadburn, som han syntes at være dukket op til festivalen lige så meget for at være en del af publikum, som han syntes at være der for at spille musik. Men til trods for at man så ham blandt publikummet til mange af festivalens koncerter, så var hans gesjæft vel nok først og fremmest at spille spade med gutterne fra Earthless under navnet Heavy Jam og spille trommer for det rockmelodiøse doomprojektet Witch.
Witch spillede sidst på Roadburn tilbage i 2008, hvor de dog var sat til festivalens mindste scene, Batcave, hvilket angiveligt skulle have medført i nærheden af en overfyldt sauna i det lille lokale. Til trods for at de ikke har udgivet en plade siden netop 2008, var de i år heldigvis flyttet til festivalens største scene, hvilken de da også var tilpas store stjerner til at omfavne mere eller mindre naturligt.
Strenge og stikker
Først det egentlige tiltrækningsplaster. Hvad skal man sige om J. Mascis som trommeslager? Han spiller rytmesektionerne simpelt men virkningsfuldt, men står også en smule af under de hurtigere rundgange, hvilke der er flere af i Witch' numre. Kort sagt, når der ikke er så mange dikkedarer, så styrer han okay sejt, hvorimod der ikke er ret meget naturligt over ham som trommeslager, når han skal skifte tempo. Det kuriøse tiltrækker dog også, og kuriøst var det helt sikkert at se guitarlegenden styre stikker med golfhandsker på.
De to guitarer i Witch var derimod støjende og ganske imponerende, hvor specielt den spade, der blev håndteret med selvsikre muskler af Graham Clise, havde noget særligt over sig. Clise er en forrygende guitarist, som til trods for at han faktisk skulle vise sit spademuskulatur endnu bedre aftenen efter med Heavy Jam, altså fik skruet op for en anderledes frenetisk stemning, end Roadburn ellers bød på dette år.
Manglende punch
Ude på sidelinjen til scenen kunne man dog se Austin Barber fra fandenivoldske Saviours stå og kigge på, og meget hurtigt forstod man meget tydeligt hvorfor også han under koncertens første halve time langsomt headbangede mindre og mindre. Der manglede ligesom det punch fra Witch, som der altså skal til for at få 013s største scene sådan blæst rigtig op.
Det blev bedre, som koncerten skred frem, men falmede så igen hen mod slutningen af koncerten, under den ellers hyperseje 'Seer', hvor Mascis i sangens afsluttende klimaks skulle bygge op fra et udvidet mellemstykke, som havde til hensigt at lede op til ét afsluttende omkvæd af sing-a-long-størrelsen. Mascis fik aldrig styr på optakten hér, og de tre medspillere fandt også først ind til hans spil igen, da omkvædet allerede var begyndt igen.
Er Witch et vedkommende nok doomband til at de skal have spilletid på den store scene, til trods for at de ikke har udgivet en plade siden 2008? Har de historien til det? Ikke hvis man spørger denne skribent.