En ekstra dimension til monotonien
Populær
Ufomammut demonstrerede endnu engang deres talent for at variere det monotone.
Italienske psykedeliske doom/sludge-trio Ufomammut lagde endnu engang vejen forbi København og Loppen, denne gang var det med svenske Suma som opvarmning.
Suma lagde ud med deres forholdsvis enkle tilgang til doom/sludgen. Der er ingen tvivl om, at de elsker og dyrker tyngden, men faktisk var de bedst, når de skruede lidt op for tempoet, som de gjorde i begyndelsen og i slutningen. I midten af deres sæt gik det derimod langsomt og var tungt. Ikke bare tungt på den knusende og blærede måde, men også på en lidt fodslæbende og kedelig facon. Det var til dels trommeslagerens umanerligt tilbagelænede fodarbejdes skyld, men sådan set også de rigeligt simple riff.
Nu er monotonien godt nok en del af virkemidlet i denne type musik. Når det lykkes bidrager, det til det hypnotiske, det monolitiske og til det massive feel, som er bands som disses eksistensberettigelse. Men der er forsvindende lille afstand fra det storslåede til det kedelige, og Suma var desværre det sidste for længe.
Noget bedre slap Ufomammut fra udfordringen med at variere det monotone. De spiller også sludge, og deres riff er muligvis endnu mere repetitive og monotone end Sumas. De har til gengæld også en psykedelisk side, som giver en ekstra dimension til deres udgydelser. De syrede lyde spiller godt op til lyden af bas, trommer og guitar og skaber bandets eget soniske univers, man kan gå på opdagelse i. Og det er netop, når man gør det, at man fortaber sig i musikken, og den bliver dragende.
Denne tilstand nåede vi til i Loppens mørke. Ikke lige til at begynde med, men det ligger vel nærmest i sagens natur, at man ikke bliver hypnotiseret på et splitsekund. Men til tider fik musikken magten, og man stod i knæhøj mudder midt i et sonisk hulemaleri med både bissende mammutter og mærkværdige marsmænd. Og den oplevelse har man haft før med det band. Ikke så meget nyt under solen, men det er nu stadig noget særligt, de kan, Ufomammut.