En festlig aften i Ungeren
Populær
Lørdag nat fik vi speedet underholdning fra fynske Encyrcle, overlegen sort magi fra Slægt og dyster, groovet retrofest med Demon Head uden de store overraskelser. Bedst var to solide hjemmebane-præstationer.
Rodet, men underholdende
Drengene fra Encyrcle går på scenen en halv time efter planen trods fint fremmøde i Dødsmaskinen. Det sker til en keyboard-intro tilsat storladent kor, hvorefter bandet leverer en omgang læder og nitter-klædt old school turbofræs med stor spilleglæde og energi. Der er smæk på fra første anslag, og nytilkomne forsanger Philip Butler gør sig med grandiøs falset a la specielt 80’ernes power- og speed metal-helte. Desværre er overgangene til falsetten ikke helt gnidningsfrie, falsetten selv er en kende skinger, og det bliver også en smule ensformigt at høre på gennem det næsten timelange sæt. Dog varieres der med en smule growl-teknik sidst i sættet, hvilket fører lidt dynamik og energi tilbage i vokalen, og Butlers energiniveau og tilstedeværelse på scenen er bemærkelsesværdig, når man tænker på, at det kun er hans anden koncert som sanger for Encyrcle; han søger publikums blikke og fastholder dem efter bedste evne.
Lyden er desværre en smule mudret til at starte med, men der korrigeres i løbet af de første sange, så specielt feedbacken mindskes, og udover et par kiks med en guitarforstærker, der falder ud, og en intro, der falder til jorden, fordi timingen ikke sidder, som den skal, så forløber koncerten flot af et band med helt nye medlemmer, men de er ikke for alvor sammenspillende før en halv time inde i sættet, og det er altså lidt lang tid at bruge for at spille sig varm.
Dertil vil Encyrcle lidt for mange ting med musikken, og det er ikke helt sømløst stykket sammen, så numrene bliver hurtigt lidt uhomogene. Til gengæld spiller de imponerende hurtigt og teknisk, og der leveres synkroniserede guitarsving, teatralsk svingen med håret og masser af attitude gennem hele forløbet, så heavy-klichéerne og underholdningen er på plads, hvilket også ses på publikums anerkendende nikken i takt og respons på Butlers knyttede næve i vejret.
Ny dansk storhed
Da Slægt går på lidt over midnat, sker det med intro over PA-anlægget ligesom odenseanerne, før der tages hul på den melodiske heavy/black fra den forrygende ‘Beautiful and Damned’-ep, der udkom på vinyl i januar. Slægt har på den konto fået godt med opmærksomhed over de sidste par måneder, som de har udnyttet til at komme ud at spille en hel del. Dette høres tydeligt på deres live-præstation, hvor sangene udføres, med hvad der føles som imponerende lethed og overskud fra hele bandet – ikke mindst forsanger og guitarist Oskar Frederiksen, der som en anden orkesterleder dirigerer bandet gennem sættet med fattet autoritet og råt skrigende growl.
Slægt live lyder næsten, som de gør på plade, og de gør ikke det store nummer ud af leveringen på scenen, som de står der i deres ærmeløse, sorte t-shirts og stramme jeans, men der er sådan set heller ikke behov for den store teaterforestilling, for de lader musikken tale for sig selv, og den har sit eget helt klare sprog; Slægt er kommet frem til en lyd, der både er dyster og aggressiv, men på samme tid catchy og tilgængelig uden at blive poppet.
Efter en lille times tid med flot udførte sange – mest nyt og spritnyt – er vi nået til enden, men et ekstranummer skal vi have med, og der går ikke længe, før den forreste del af Dødsmaskinen nærmest eksploderer i mosh og crowdsurfing til tonerne af, hvad jeg husker som 'Move in Chaos'. Job well done. Hvis de unge herrer i Slægt kan holde maskineriet i gang og kvaliteten ved lige, er der store ting i vente for bandet. "And so it began! Time to Die!"
Ud med det gamle, ind med det nye
Da doom-rockerne i Demon Head går på scenen, mangler forsanger Marcus Ferreira Larsen, men da jeg lader blikket følge mikrofonkablet fra scenen, går det op for mig, at han starter koncerten blandt publikum, der står helt tæt pakket foran scenen, og som basintroen til første sang smadret pumper af sted, bliver han, hvor han er et stykke tid og rocker ud med de fremmødte – noget, der ikke er helt ude af karakter for ham, har man set bandet live før. De unge mænd er tydeligvis helt på hjemmebane i Dødsmaskinens sortmalede lokale i rå beton, hvor de efterhånden har betrådt scenen mange gange; der bliver svinget godt med krøller og dreadlocks, mens Ferreira og band i rock-induceret fællestrance groover og retro-rocker sig gennem et sæt af overvejende nyere materiale – materiale, der har flere lag end det gamle, men stadig er lige tilbageskuende. Det hele bliver leveret med indlevelse af et band, der fungerer som en taktsikker og velsmurt maskine – noget, man er begyndt at forvente som en selvfølge fra Demon Head.
Der er god kontakt mellem band og publikum, der tydeligvis kender Demon Head og deres sange godt, og som tager mod alt, de får leveret fra scenen, med kyshånd og efterhånden berusede glædesråb, mens hovederne nikker genkendende og anerkendende med på trommeslager Jeppe Witus’ taktslag. Det er ikke noget hårdt job at levere, når publikum er så fint opvarmet af fin underholdning, god musik og billige øl, som de var på Ungdomshuset lørdag nat, men Demon Head gør alligevel deres bedste for at levere soundtracket til nattens folkefest.
Encyrcle: 3
Slægt: 4
Demon Head: 4