Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En forrygende aften med Saint Vitus

Populær
Updated
En forrygende aften med Saint Vitus
En forrygende aften med Saint Vitus
En forrygende aften med Saint Vitus
En forrygende aften med Saint Vitus
En forrygende aften med Saint Vitus

Loppen og arrangørerne Doomed Denmark var igen et beskidt musikalsk cateringfirma med knastør tungrock på menuen. Denne gang med de levende legender i Saint Vitus som leverede det, der uden tvivl ender med at blive en af årets bedste koncerter.

Kunstner
Spillested
Dato
19-02-2010
Genre
Trackliste
1. Living Backwards
2. I Bleed Black
3. Clear Windowpane
4. The War Starter
5. Look Behind You
6. The Troll
7. White Stallions
8. Mystic Lady
9. Saint Vitus

Ekstranumre:
10. Dying Inside
11. Born Too Late
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Man kan ikke sige Saint Vitus uden også at sige Black Sabbath. Det amerikanske vestkyst band med Scott "Wino" Weinreich i front skylder stor set de britiske koryfæer en hel karriere. Og det er åbenbart det, der skal til, for Saint Vitus leverede en af de mest heavytro koncerter, man sgu overhovedet kan fornøje sig selv med disse dage.

Et metalkongeligt fundament

De flere helt plagierende elementer er forunderligt fornøjelige og den markante grad af egensignatur, der i den grad også rumsterer i Saint Vitus' musikalske indre, er direkte hæsblæsende og forrygende: Wino har en dyb, hel whisky-croonet vokal, der klart distingverer sig fra Ozzys lysere vokal, guitaristen Dave Chandler tillægger både sit instrument frådende, blusede punkkonnotationer (hør "Look Behind You") samt udsyrede droonefragmenter (hør den afsluttende solo i "Born Too Late"), og til trods for at bassist Mark Adams lidt akavet skjulte sig bag en Geezer Butler t-shirt, den ene håndbajer efter den anden og alvorlige fuldemandsøjne, præsterede hans bas om muligt at være endnu mere solid end selve fundamentet for en af katolicismens basilika.

Hvem var det, der sagde, at doomgenren er fattig på facetter?

Og så er Henry Vasquez ikke engang blevet nævnt endnu - bandets spritnye nye trommeslager som har taget over efter Armando Acosta forlod bandet, og som muligvis er en af genrens bedst bevarede hemmeligheder. Som en primitiv abe - og lige så fysisk bastant som den største af arten - står han det ene øjeblik op, falder da ned, og bruger dermed hele sin massive vægt til at slå så hårdt som muligt. Som en god blanding af hård alkohol og hash er han i næste øjeblik svævende og groovy.

Loppen - stedet at rocke igennem

Der var dømt fest fra start af. Loppens lille scene er det perfekte sted at opholde sig en fredag aften, hvor øllene ryger ned som vand. "You got a great little community here", sagde Chandler ved koncertens start, og han har evigt ret. Der er noget old school over at være til metalkoncert på Loppen. Der er ikke så mange dikkedarer, der er højt til loftet, og det er derfor, at doom og Loppen går i sync med hinanden.

Selv når man tager til en ellers sonisk revolte koncert i Lille Vega med motherfucker droonerne i Sunn O)) forstyrres koncertmørket igen og igen af displays fra mobiltelefoner, mens selvsamme Ibyen-læser og mobildokumentarist beder en slukke sin cigaret og opføre sig "anstændigt" (ja, den er god nok - det skete rent faktisk). Sammen med 1000Fryd i Aalborg er Loppen et af de få spillesteder, hvor et rockpublikum stadigvæk kan feste igennem på ægte rockmanér - og denne aften på Loppen endda i øjenhøjde med et så legendarisk line-up, hvor Wino både delte kram, sved og Jack Daniels med de publikummer, der gav den gas på de forreste rækker.

Der er masser af anstændighed på Loppen. Er anstændigheden svær at få øje på for de uindviede, er det kun fordi, den skrives af rockens usømmelige regelbog.

Tonsertung afslutning

Koncerten igennem blev der fokuseret mest på det kaliberstærke '86-album, "Born Too Late", hvorfra vi fik fem numre, men også det tidlige pre-Wino nummre, "White Stallion", fik publikum til at koge over, mens det selvbetitlede "Saint Vitus"-nummer afsluttede sætlisten med fællesskrål, inden ekstranumrene indfandt sig.

Og da koncerten nærmede sig enden, og Dave Chandler kastede sig ud i den fuldmægtige og aparte solo i aftenens sidste nummer, titelskæringen fra netop "Born Too Late", var der ikke et hashøje tørt på Loppen. Her ville selv Tony Iommi have headbanget måbende i takt med alle os andre.