Hårdtprøvet lukningsfest
Populær
Sumac var rosinen i pølseenden af metalprogrammet på årets Roskilde Festival. Det resulterede i en jævn koncert med masser af stenet festivalcharme.
Rigid Man
Clutch Of Oblivion
The Deal
Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Der er ALTID noget særligt over den sidste metalkoncert på Pavilion. Sådan er det år efter år. Når den sidste hårdtslående koncert sætter i gang på festivalens bedste scene under den blå teltdug i hjørnet ved siden af Gutter Island-baren, sker der gode ting og sager. Sådan var det også i år, hvor Isis-spin-offet Sumac med Aaron Turners karismatiske guitarlyd i centrum var sat til at lukke scenen, om end det i år ellers var en ganske anderledes afsluttende koncertsignatur, Pavilion bød på.
De omstændigheder, der fik Sumacs punktum for Pavilion 2016 til at afvige fra tidligere år, skyldes festivalens omlægning af dage med musik på programmet. Hvor den sidste rock- eller metalkoncert på Pavilion de sidste mange år har ligget søndag aften, var den i år rykket frem til natten mellem lørdag og søndag. I år som sidste år var søndagen nemlig musikfri dag for Roskilde, hvilket jo i virkeligheden er en god beslutning fra festivalens side, thi sandsynligheden for at skabe fest og vildskab på festivalen synes at være større lørdag nat end søndag aften. Det, der på papiret derfor burde have resulteret i en endnu vildere afslutningsfest på Pavilion end sædvanligvis, resulterede imidlertid i en koncert, der på en gang var så afdanket, udslidt og, i en Roskilde sammenhæng, one of a kind, at man i de femten år, man har været på festivalen, vel nærmest aldrig har oplevet et sidestykke.
Ikke blot har man kun sjældent, hvis nogensinde, været til en koncert på Roskilde med færre publikummer – omkring tredive var vi vist – men når størstedelen af den tydeligvis temmelig hårdtprøvede forsamling af publikummer, der rent fysisk nu engang er til stede, samtidig synes at være så trætte og charmerende stenede, at der dårligt bliver hejst en eneste saluterende næve under den ellers velspillende og, alt taget i betragtning, halvenergiske præstation fra bandet, resulterer det vitterligt i en metalkoncert for viderekomne.
Til at begynde med troede man ellers på koncerten. På Roskilde – samt på Copenhell og på andre festivaler for den sags skyld – oplever man nogle gange, at de af programmets navne, der er skrevet med småt, lægger ud med at have højst et moderat fremmøde, inden der, i takt med at volumen finder sin vej ud til musikzombierne på pladsen, skyder flere folk til. Og sikkert fordi Aaron Turners originale, metalliske take på lyden af en lo-fi metalguitar med masser af sprød luftighed lød så pokkers godt på Pavilion, var man overbevist om, at der ville komme flere publikummer valsende ud af mørket og ind i teltet. Det gjorde der bare ikke rigtig.
Og fred være med det, for det var skam en fornøjelse at holde ud sammen med de få rå, der var rent faktisk var tilbage. Men på den anden side kan man ikke rigtig bebrejde bandet for gradvist at miste en smule af spilleglæden. Til at begynde syntes Sumac ligeglade med fremmødet. Da spillede trioen med punch og skills. Hen imod afslutningen af den 50 minutter lange koncert anede man dog både uoplagthed og skuffelse. På sympatisk vis, forstås, for professionalismen mistede bandet aldrig. Der har dog ikke været mange blandt publikum, der ikke direkte har set det som en eksistentiel forløsning, da koncerten sluttede. Sumac havde lukket og slukket Roskilde 2016 – og tilmed i skikkelse af en 100 % mindeværdig koncert, man ikke kunne havde oplevet nogen som helst andre steder end netop på Roskilde Festival. En mere bizar og charmerende metalkoncert skal man lede længe efter.