Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En hyldest til rock

Populær
Updated
En hyldest til rock
En hyldest til rock
En hyldest til rock
En hyldest til rock
En hyldest til rock

Gutterdämmerung er – mere end noget andet – visuel og musikalsk blær. Dårligt på filmfronten, godt for alt andet.

Dato
16-02-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak
Forfatter
Karakter
3

”An explosive cinematic rock opera accompanied by a live rock ‘n’ roll band!” Egentlig lyder det spændende og nyt, men konceptet bag Gutterdämmerung er ikke ligefrem nyskabende – kun i rock- og metalverdenen, og i denne kontekst er det bestemt en spændende blanding af film- og koncertformatet, som metalpublikummet ikke har været vant til før. Og for at se styrken bag Gutterdämmerung, er det netop disse briller, man skal tage på, for den cinematiske del af rockoperaen halter nemlig på et afgørende punkt: storyline.

De grove træk af historien er én stor kliché; kampen mellem det gode og det onde, mellem himlen og helvede, mellem det lyse og det mørke. Og hvad kæmper de så om, udover deres respektive verdenssyn? En sort guitar. Hvorfor, hvordan og hvorledes er dog det helt store spørgsmål – for udover det overordnede tema, giver Gutterdämmerung ingen mening. De enkelte scener, karakterer og replikker mangler at blive bundet sammen, de mangler fylde og en dybere mening.

Spørgsmålet er egentlig, om det gør noget, at handlingen er så sort. Det centrale aspekt i rockoperaen er nemlig det visuelle og musikalske. Det er meningen, at man skal sidde med åben mund over, hvor flotte de sort-hvide scener er, og hvordan de oftest akkompagneres af livemusik udført til perfektion. Kunst skal ikke nødvendigvis give mening andet end på et metaplan.

Generelt er Gutterdämmerung et veludført koncept. Det er en kunstoplevelse langt ud over det sædvanlige, hvor alt er tænkt på til punkt og prikke – selv scenecrewet var iført munkekåber, når de skulle stille mikrofonstativer på scenen foran lærredet. Alt blev gjort, for at publikum forblev i det sort-hvide rockunivers under filmens to timers varighed. Musikken var skræddersyet til hver scene og appellerede til publikums følelser gennem rock- og metalklassikere. Hver gang Motörhead, Slayer, Deftones, Led Zeppelin eller for den sags skyld Johnny Cash blev spillet, lød der høje begejstrede tilråb gennem den halvfyldte sal.

Den skarpe læser har nok bemærket, at musikvariationen var stor. Men uanset hvilken afkrog af metallen og rocken der blev serveret, blev det gjort med en stor overbevisning fra bandets side, der til daglig turnerer med Iggy Pop, og ikke mindst af sanger Jesse Smith, der både kunne klare stilarter fra Chino Moreno, Lemmy, Tom Araya og Robert Plant uden det mindste besvær.

Udover en stor musikalsk variation reklamerede Gutterdämmerung da også med sin stjernerække af medvirkende; Iggy Pop, Henry Rollins, Grace Jones, Josh Homme, Jesse Hughes, Mark Lanegan, Slash, Volbeat, Tom Araya og ikke mindst Lemmy. Og det her viste sig at være den helt store skuffelse – kun de tre førstnævnte kunstnere var egentlige medvirkende, mens resten havde en gennemsnitlig scenetid på blot få sekunder, hvorfor det mildest talt virker overdrevet at have alle de imponerende store navne på hovedrollelisten. Det er ikke andet end en stor omgang blær.