Copenhell '17: En lang nedtælling

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/a0/25/b3/IMG-58901-99-1498551567.jpg
26. Juni 2017    

Uden decideret at fejle ramte Europe ved siden af og scorede først den store gevinst fra publikum til allersidst.

Kunstner
Dato
24-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

I halvandet år har Europe turneret med den solide ’War of Kings’, hvor svenskerne trækker solidt på 70'er-hard rock-referencerne og samtidig fjerner sig fra det ene nummer, som de for altid vil være forbundet med. Derfor passede de som sådan fint ind i Copenhells program, hvor der hvert år har været plads til et par knap så hårde navne.

De lagde også ud med det tunge titelnummer fra nævnte album og holdt generelt fast i, at de ikke er et comeback-band, der kun vil lukrere på storhedstidens hit. Derfor var fordelingen også præcist opdelt med seks numre fra dengang, hvor håret var højt, og seks fra nu, hvor det har lagt sig ned og blander sig med rynkerne.

Men alligevel holder Europe stædigt fast i, at de er et band, som er kommet videre, og derfor fik 80'er-numre som ’Superstitious’, ’Rock the Night’ og ’Sign of the Times’ en lidt mere blueset feeling, end de oprindeligt havde. Det knap så pompøse var klædeligt, omend guitarist John Norum havde en af de ugidelige dage, hvor soloerne oprindeligt skrevet af Kee Marcello blev spillet slapt og sjusket.

Langt mere veloplagt var forsanger Joey Tempest, der vel kan betegnes som en svensk David Coverdale, bare med stemmen intakt. I klassisk frontfigur-stil blev der jongleret med hvidt mikrofonstativ og charmeret til både kamera og publikum, som få tør gøre det fra en scene i dag – helt i 80'er-rockens ånd. Derfor blev Europes 60 minutter på Helviti-scenen en udmærket hard rock-koncert, som dog også var hæmmet af, at en stor del primært var kommet for det ene efterhånden unævnelige nummer, som alle kender, få vil kendes ved, at de kan lide, og som de fleste musikere ville ønske, de kunne komponere med en bare halvt så letgenkendelige melodi. For da den truttende fanfare satte ind som sidste nummer, eksplodere pladsen i jubel og fællessang, og de trofaste fans forrest, der havde været med hele vejen og også kendte semi-hitsene, fik endelig opbakning til at skabe en fest. Og så var det slut!

Man stod tilbage med en fornemmelse af at have set det rette band spille på det forkerte sted og det forkerte tidspunkt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her