Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En perfekt kulisse

Populær
Updated
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse
En perfekt kulisse

Bortset fra at jage nogle sølle stakler væk, gjorde en massiv regn kun noget godt for King Diamond, da klassikeralbummet 'Abigail' skulle opføres.

Kunstner
Dato
24-06-2016
Forfatter
Karakter
5

Der er flere stemningsskabende elementer, som gør god gyserhistorie, og et af dem er uvejr. Det havde King Diamond naturligvis sørget for til fredag aftens seneste opførelse af hovedværket ’Abigail’ på Helviti-scenen. Med imponerende timing stod regnen tungt ned over Knogle-Kims disciple, netop som de indledende øvelser var overstået.

Først en tung og led ’Welcome Home’, det skizofrene monster ’Sleepless Nights’, ’Halloween’, ’Eye of the Witch’, en smule Mercufyl Fate med ’Melissa’ og ’Come to the Sabbath’, alle leveret lige så overbevisende, som rygterne fra Sweden Rock har talt i krogene om. En imponerende hitparade opvarmning at kunne præsentere før højdepunktet.

Og deromkring viste regnen for alvor tænder og indhyllede folket i regnslag. På den ene side den helt rigtige kulisse til ’Abigail’, og en perfekt illusion af at stå udenfor og skue ind af vinduerne til herskabsvillaen, hvor dramaet udspillede sig, var skabt. Men desværre var det også regnen, som i perioder ødelagde samme illusion, fordi svagelige elementer blandt publikum bukkede under for vandmasserne og efterlod tomme områder selv helt oppe foran, efterhånden som de forsvandt mod tørrere steder på festivalen.

King og band lod sig dog ikke påvirke af det, men forblev i rollerne som veloplagte fortællere, hvor det ikke kun handler om fine gimmicks som omvendte kors, rullestole, masker og alt det sjove, der gør et godt sceneshow, men holdt også fast i indlevelsen og egen tro på, at de stod midt i Miriam Natias og Jonathan LaFeys hjemsøgte herregård.

Ligeså overbevisende var musikken. De to forrygende svenske guitarister Andy La Roque og Mike Wead havde en virkelig god aften, og rytmesektionen viste sig meget swingende, men ikke overraskende løb kongen fortjent med al opmærksomheden. Et rygestop skulle efter sigende være skyld i, at han selv føler, at stemmen er bedre end nogensinde, og han har ret. Lige så hysterisk som altid fremstod han knivskarp i det umenneskeligt høje register, ligesom han havde kontrol over de onde brøl og var totalt overlegen i den vokal, hvor dødelige mennesker kan være med.

Historien om Abigail fik dermed præcis den skæbne, som den fortjener. Regn og sceneshow skabte de perfekte omgivelser, og King og King Diamond fik numrene til at fremstå langt friskere, end tilfældet egentlig er. ’Omens’ var brutal og ond, ’A Mansion in Darkness’ en pompøs sag, ’The Family Ghost’ decideret funky, mens de to afsluttere med titlenummeret og ’Black Horsemen’ var lige netop det kaotiske virvar, som behøves, mens Helviti-scenens betonforplads gik under i vand.