Tiltrængt thrash
Populær
Sacred Reich gav anledning til lidt tiltrængt headbanging på Sweden Rock, men Arizona-bandets meget lidt opfindsomme Slayer-inspirerede thrash kan ikke bruges til meget mere end netop dét.
2. Love...Hate
3. Ignorance
4. Violent Solutions
5. One Nation/Administrative Decisions
6. Free
7. Crimes Against Humanity
8. Who's to Blame
9. I Don't Know
10. War Pigs (Black Sabbath)
11. Death Squad
12. The American Way
13. Surf Nicaragua
Sacred Reich er ét af de der anden generations-thrashbands, der dukkede frem efter den første bølge i starten og midten af 80'erne. De baserer også deres sange på Slayers 'Angel of Death', og er stort set så forudsigelige, som man kan forestille sig - bortset fra at teksterne er politiske og cirka lige så langt ude på venstrefløjen som Jello Biafra og Dead Kennedys.
Kvartetten fra Phoenix, Arizona nåede kun at lave fire studieplader og lidt EP'er, inden den faldt fra hinanden omkring årtusindeskiftet, men Sacred Reich blev gendannet i 2007, og turnérer nu i anledning af 25-året for debutalbummet 'Ignorance'. Der er ingen ny plade på vej, så det var smadder af den gamle skole på Zeppelin-scenen, mens Lynyrd Skynyrd lullede publikum i søvn på hovedscenen.
Frontmand Phil Rind er en temmelig rund herre, der under koncerten fremstod som koncertens joviale omdrejningspunkt med sine skæve vittigheder om blandt andre aftenens headliner Mötley Crüe undervejs. Men musikken talte nu også fint for sig selv i form af 'Love...Hate', 'Ignorance' og 'Violent Solutions', der satte gang i koncerten fra start.
Det var en fornøjelse endelig at have noget at svinge garnet rigtig til, og det i sig selv var et plus i en koncert, der ellers led lidt under, at Sacred Reichs sange ikke er tilnærmelsesvis så stærke som forbilledernes. Men at indlægge Black Sabbaths 'War Pigs' sent i sættet var en sikker måde at få alle de omtrent 500 fremmødte revet med.
Således var der efterfølgende dømt feststemning, da gruppen tordnede igennem 'Death Squad', 'The American Way' og kultklassikeren 'Surf Nicaragua' med indlagte supersoloer fra Wiley Arnett og socialistiske sangtekster fra Rind.
Og så gav man for en stund pokker i Sacred Reichs totalt fraværende musikalske opfindsomhed. På dét tidspunkt forlangte man ikke meget mere en god omgang thrash, og det leverede kvartetten i dén grad.